Midernes mor

Skal man have ondt af Marie Hammer, eller skal man glæde sig på hendes vegne?

Det spørgsmål hænger i luften, når man har læst den biografiske roman “Kvinden der samlede verden” om den danske zoolog, der døde i 2002.

Trods en utrættelig, livslang forskningsindsats med banebrydende resultater blev der aldrig skabt en lønnet stilling til hende i det videnskabelige system. Kvindeligt forskningstalent var noget, samtiden stadig skulle vænne sig til, og prisen for at forske var at forblive økonomisk afhængig af sin mand og af de rejselegater, hun kunne skrabe til sig.

På den anden side havde hun et eventyrligt liv med rejser over det meste at kloden. Hun opnåede sine forskningsmæssige mål og blev anerkendt for det – både af videnskabelige fagfæller og i populærpressen.

Eva Tind – forfatteren, der har kastet sig over Marie Hammers liv og gjort hende til en romanfigur – er også lidt splittet over det spørgsmål.

“Ud fra de omstændigheder og livsvilkår, hun havde, så opnåede hun det, hun ville. Ud fra et ligeværdighedsperspektiv synes jeg, man har haft et problem som samfund, når man ikke støttede op om et menneske, der bidrog så kvalificeret til forskningen. Ser man på hendes ihærdighed og resultater, er der på det her tidspunkt ingen, der overgår det. Jeg snakkede med en anden insektforsker. Han har tegnet og beskrevet 200 nye arter – hun har beskrevet 1.000. Havde hun været en mand i den her tid, havde hun måske fået sit eget institut. Jeg ved ikke, om det er synd, men der er da en uretfærdighed i det”, siger Eva Tind.

Bevis for Wegeners urkontinent

Marie Hammer blev magister i zoologi i 1932. Hun blev tilbudt en treårig ansættelse på et forskningsprojekt på Landbohøjskolen, men eventyrlysten var større, og hun fik overtalt Grønlandsfareren Knud Rasmussen til at tage hende med på hans 7. Thuleekspedition. Her studerede hun den arktiske jordbundsfauna, og det blev først og fremmest de bittesmå mosmider, hun kom til at koncentrere sig om. Indsamlingerne kom til at danne grundlag for en doktordisputats, hun forsvarede i 1944. Her stillede hun det centrale spørgsmål: Hvorfor findes der dyr i den grønlandske jordbund magen til dem i Danmark? Og som en af mulighederne refererede hun til Alfred Wegeners kontroversielle kontinentaldriftsteori om et samlet urkontinent.
Hendes tese fik næring, da hun i 1948-49 indsamlede prøver i Canada, Alaska og Rocky Mountains, hvor hun ud over en række nye arter fandt de samme mosmider som på Grønland og i Danmark.

Herfra fortsatte hendes forskning med indsamling og studier af mosmider over hele verden: Sydamerika, New Zealand, Centralasien, Stillehavet, de indonesiske øer og så videre. Kulminationen sker, da hun i 1979 udgiver afhandlingen “A Review of the World Distribution of oribatid mites in Relation to Continental Drift” med zoologen John A. Wallwork fra University of London.

Rejserne var vigtige

Når Eva Tind har valgt at kalde bogen om Marie Hammer for “Kvinden der samlede verden”, henviser det til den røde tråd i hendes forskning: de bittesmå dyr, hvis spor leder tilbage til det store Pangæa-kontinent.

“Jeg synes, historien er ret smuk – at hun ved at studere noget, der er umiddelbart usynligt, fortæller noget om hele kloden. Mikro- og makrokosmos, der spejler sig ind i hinanden. Og så synes jeg, hun er interessant, fordi hun arbejdede ud fra en egen drivkraft – ikke penge og resultater, men det, hun interesserede sig for”, siger Eva Tind.

Hun har tidligere skrevet en bog om skuespilleren Asta Nielsen og ville gerne arbejde med en lignende profil, som ikke har fået den plads i den kollektive erindring, som hun måske fortjener. Og ved en Google-søgning på “kvindelige pionerer” dukkede navnet Marie Hammer op.

“Hun er ret speciel på den måde, at hun tidligt finder ud af, hvad hun vil, og benhårdt går efter det. Hun ved, hun vil forfølge sin egen forskning og ikke arbejde for andre. Og så er det jo ekstraordinært med en forsker, der kommer så meget omkring og reelt kombinerer sin forskning med det at være opdagelsesrejsende. Jeg tror ikke, jeg har set andre kvinder, der på det her tidspunkt rejste alene ud i verden”.

Digter følelserne ind

Selv om det var de mikroskopiske mosmider, Marie Hammer rejste ud for at finde, så er Eva Tind sikker på, at ekspeditionerne og de eksotiske rejsemål i sig selv har spillet en vigtig – måske afgørende – rolle.

“Forskningen driver hende ud i miljøer, hvor ingen turister har været før, og det kan jeg godt forstå, at hun har været fascineret af. Det ligger også i tiden – det beskriver hun selv – at man ser lidt ned på forskere, der ikke er ude i marken og indsamle. Hvis du havde taget opdagelsesrejserne ud af forskningen, så tror jeg ikke, hun havde holdt ved på den måde”.

Men Marie Hammers liv var ikke en dans på roser. Den økonomiske knaphed var én ting. En anden var at få familielivet til at fungere – mand og fire børn – når man af og til rejste bort til den anden side af jorden i mange måneder. Og når hun var hjemme, var forskningen stadig hendes førsteprioritet. De familie- og følelsesmæssige relationer var en sideløbende kamp, som bogen fortæller om.

I den biografiske roman tager Eva Tind udgangspunkt i en grundig research om hendes livsforløb, men tilsætter en del fiktion.
“Der, hvor jeg har digtet, er i hendes relationer og menneskelige forhold. Det, skønlitteratur kan, er at fremdrive essens og skabe en karakter. Jeg synes, jeg forstår hende ret godt ud fra min research, så det har været vigtigt for mig at skabe en karakter, der var rigtig tæt på den virkelige Marie i forhold til drivkraft, nøgternhed og hendes personlige karakteristika”, siger hun.

Udlevede drømmen

En del af det fiktive element handler om Marie Hammers følelsesliv, ikke mindst det erotiske. I bogen fremstår hun som en – for datiden – relativt seksuelt frigjort kvinde.

“Jeg har skabt en figur ud fra den betragtning, at seksualiteten fylder meget for et menneske. Og i det ligger der også en drivkraft, som hun på en eller anden måde får kanaliseret over på sin forskning. Det er den bevægelse, jeg forsøger at skabe. Jeg ved ikke, om det er sandt”.

For Eva Tind er historien om Marie Hammer først og fremmest en historie om at udleve sin drøm på godt og ondt.

Set i bakspejlet: Havde Marie Hammer taget projektansættelsen på Landbohøjskolen, havde hun måske med tiden fået en stilling, der havde givet både fast indkomst og tid til at forske. Men havde hun fået de resultater og de oplevelser, hun endte med at få?

“Så havde hun gået og ventet de bedste år af sit liv på at komme dertil, hvor hun kunne rejse ud, og til den tid ville hun måske ikke have haft modet. Kan man være i sin usikkerhed i stedet for at lade sig styre af det, der rationelt set er det bedste, så tror jeg, man kan komme langt. Måske får du udlevet din drøm, og måske har det større betydning end at sikre sig økonomisk. Det er noget af det, hendes historie viser”.