De forskningspolitiske hadprædikanter og det oplyste demokrati

Forskningen er for tiden under beskydning fra politikere og højrøstede debattører, der hævder, at universiteterne politiserer og udøver pseudoforskning. Disse forskningspolitiske hadprædikanter tegner et billede, der er helt ude af trit med virkeligheden på universiteterne, men har alligevel været dagsordensættende.

Dette nummer af Forskerforum kan man læse om, hvordan debatten om forskning og forskere tangerer regulær hatespeech. Foragten for forskning og forskere kan ikke undgå at legitimere en kultur, hvor man truer forskere og deres familier med vold og forfølgelse.

Desværre er det ikke nyt, at politikere og andre stærke samfundsaktører antaster den frie og uafhængige forskning. Gyllegate i 2016 afslørede kontrakter, der gav politikerne mulighed for at hemmeligholde forskning, der ikke var politisk opportun. Politikere vil gerne bruge forskning som argument, men er sjældent villige til at tage konsekvenserne, når videnskaben ikke understøtter deres politik. Der er utallige eksempler på, at politikere fra et bredt spektrum har forsøgt at få forskere til at fordreje eller fortie forskningsresultater.

Fagligt funderet nysgerrighed er det drivende princip for universiteternes forskning. Det er, når vi betragter forskningsgenstanden på nye måder, at de store gennembrud kommer. Det kræver mod at gå i retninger, som kun meget få andre ser fornuften i. Samtidig er de videnskabelige miljøer grundlagt på fagfællebedømmelse og kritik, der sikrer den disciplinære fundering. I praksis hersker der en enorm selvjustits. Hver gang vi som forskere udtaler os om noget eller får et arbejde publiceret, er det os selv, der står på mål. Hvis vi sjusker eller udtaler os politiserende på en fagligt uholdbar måde, så er det ødelæggende for eget omdømme og karrieremuligheder.

Indtil videre har forskningsministerens forsvar for fri og uafhængig forskning været utydeligt og fuldt af forbehold, der skaber tvivl om hendes tilslutning til almindelige internationale principper, konventioner og erklæringer.

Forskningsministeren skriver 8. april på Twitter: “Vi må ikke lukke øjnene for, at pluralismen kan være under pres i nogle forskningsmiljøer. Men! Det er noget ganske andet, når DF i et politisk udspil langer ud efter konkrete forskningsmiljøer, som de politisk er uenige med. Helt uhørt”. Dermed støtter hun fortællingen om, at pluralismen er under pres pga. identitetspolitik, aktivisme, eller hvad det nu er for stråmænd, der sættes op for at kunne angribe ganske små forskningsmiljøer, som man føler sig i politisk modsætning til.

Pluralismen er muligvis under pres på universiteterne. Det er indlysende, at vi bliver mindre risikovillige i forhold til at forfølge nye ideer, i takt med at bibliometriske forskningsindikatorer og hjemtag af forskningsbevillinger er blevet mere afgørende for vores ansættelse. De meget store konkurrenceudsatte forskningsmidlers stadig større andel af de samlede forskningsbudgetter virker også begrænsende på mulighederne for at undersøge helt nye retninger. De forskningspolitiske hadprædikanters forhånelse og trusler skader helt klart også pluralismen.

Kære Ane Halsboe-Jørgensen, vi har brug for, at du træder i karakter som forskningsminister, som vores minister. Vi har brug for, at du siger tydeligt fra over for hadprædikanterne; deres beklikkelse af universiteter, forskere og forskning, deres slet skjulte trusler og deres ønsker om at politisere forskningen og at underlægge den politisk detailstyring.

Fri, åben og uafhængig forskning er grundstenen i et oplyst demokrati.