Bohr og de andre aktivister

Hvis aktivisme pilles ud af forskningen – som uddannelses- og forskningsministeren har bedt om – vil det være et brud med århundreders traditioner.

Ifølge forskningshistoriker ved AU Kristian Hvidtfelt Nielsen kan der findes eksempler helt tilbage til Platon – som var hård modstander af demokratiet – på, at videnskaben er blevet brugt til at ændre samfundet. Som eksempel på en forskningsaktivist nævner han Galileo, der brugte sin forskning til et opgør med den katolske kirkes verdensopfattelse. Et historisk eksempel i dansk sammenhæng er den store rolle, som akademikerne havde i opgøret mod enevælden og overgangen til folkestyret i 1848. De Nationalliberale, som gik forrest i den politiske kamp, blev også kaldet “Professorpartiet”.

Den aktuelle kritik og diskussion af blandt andet “hvidhedsforskning” – forskning i hvide menneskers skjulte privilegier – får Kristian Hvidtfelt Nielsen til at tænke på William Du Bois, en af USA’s første sorte professorer, der i starten af 1900-tallet havde tilsvarende forskningssigte.

“Du Bois arbejdede ud fra den samme teori om hvidhed: Det hvide perspektiv var herskende, og de hvide var ikke i stand til at se deres egen blindhed. Han indtog en offentlig rolle som debattør i samfundet, og hans værker skabte stor debat”, fortæller Kristian Hvidtfelt Nielsen.

En af de mest udtalte aktivistiske bevægelser inden for forskningen var en gruppe naturvidenskabelige forskere i Storbritannien i 1930’erne, der kaldte sig Social Relations of Science Movement.

“Det var en gruppe, der var meget inspireret af kommunismen og den videnskabelige marxisme, som var meget populær dengang. Tiden var meget påvirket af den økonomiske krise efter børskrakket og kommunismens fremvækst i Sovjetunionen, samtidig med at der var et nybrud i naturvidenskaben. Og de her forskere tog den kommunistiske overbevisning på sig og pegede på samfundsmæssige og videnskabelige reformer”.

Vores måske største videnskabelige navn – Niels Bohr – var bestemt også at tælle i aktivisternes rækker.

“Under den kolde krig gik mange forskere ud med et ønske om pacifisme og neutralitet. Og de brugte også mere eller mindre direkte forskningen til at fremhæve det. Niels Bohr var forfærdet over atombombens ødelæggelseskraft, og han gik aktivistisk til værks med et åbent brev til FN og rejste rundt til statslederne med sit budskab”, fortæller Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Den aktivisme tog ikke glansen fra Niels Bohr i forskningsmiljøerne, men på det politiske niveau gjorde det.

“Churchill rystede på hovedet og sagde noget i retning af, at Niels Bohr var en håbløs idealist, man ikke skulle lytte til. I USA blev han nærmest stemplet som sikkerhedsrisiko og potentiel spion, blandt andet fordi han udlevede sin ide om åbenhed og omgikkes med sovjetforskere”.

Inden for nyere tids forskning peger Kristian Hvidtfelt Nielsen på miljøforskningen og helt aktuelt klimaforskningen som felter, der er præget af en høj grad af aktivisme.

“Inden for klimaforskning hylder man, at forskere er aktivistiske. Vi ser for eksempel de her underskriftsindsamlinger, som jeg også selv deltager i. Og så er det skrevet ind i universitetsloven, at universiteterne skal tilskynde forskere til at deltage i den offentlige debat. Så det er svært at forestille sig forskning uden en vis grad af aktivisme”.