Eksperter om nye regler for sponsoreret forskning: En forbedring, men løser ikke det virkelige problem

Forskere, myndigheder, organisationer og virksomheder får nu et sæt spilleregler, så de ved, hvad der forventes af dem, når de samarbejder om eller finansierer forskning på universiteterne.

Det er universiteternes samarbejdsorganisation, Danske Universiteter, som sammen med Uddannelses- og Forskningsministeriet har formuleret det nye principprogram for forskningsbaseret samarbejde og rådgivning.

Det sker blandt andet som konsekvens af sagen om rapporten om oksekøds miljøpåvirkning, der var betalt af landbruget og udarbejdet af forskere fra Aarhus Universitet.

Forskerne konkluderede, at kaffe, øl og slik er værre for klimaet end oksekød, men det viste sig, at interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer og Danish Crown havde været dybt involveret i projektet. En medarbejder fra Landbrug & Fødevarer var projektleder, og landbrugsfolkene havde skrevet rapportens forord, indledning og et afsnit om projektet og havde indflydelse på pressemeddelelsen med nyheden om, at det ikke er så dårligt for miljøet at spise oksekød, som mange tror. De fik også skiftet forsidefotoet af råt kød ud med en burger og fik titlen ændret.

Henrik Wegener, som er rektor på Københavns Universitet og formand for det udvalg, som har udarbejdet principperne, udtaler, at det har været helt centralt i arbejdet at sikre forskningens troværdighed og uvildighed:

“Når vores viden sættes i spil i samarbejde med parter uden for universitetet, er der et ekstra behov for at tegne spillereglerne tydeligt op. Det handler om at sikre, at der er tillid til den uvildige forskning, vi skaber på universitetet. Den tillid er afgørende for os – og dette arbejde sigter netop på at skabe klarhed om rollefordelingen for at værne om forskningens uafhængighed”.

Et fremskridt, hvis det efterleves

Heine Andersen, professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet og forfatter til bogen “Forskningsfrihed”, har afsløret, at der i årevis fandt et udbredt brug af ulovlige tavshedsklausuler sted i flere ministerier. Forskere, der arbejdede med myndighedsbetjening, måtte skrive under på, at de ikke måtte udtale sig om deres resultater, før ministeriet ønskede det, og de måtte heller ikke fortælle offentligt, at de var blevet pålagt tavshedspligt.

Han kalder de nye retningslinjer for “et meget godt dokument” og roser udvalget for at have været lydhørt over for ændringsforslag.

“Meget af det, der står, burde i virkeligheden være selvindlysende set med forskerbriller, men det har det ikke været. Hvis aktørerne, herunder politikere og embedsmænd, læser retningslinjerne og efterlever dem, vil det være et fremskridt”, siger Heine Andersen.

Han er særligt tilfreds med, at man for første gang i Danmark beskriver i detaljer, hvad forskningsfrihed er, og hvad armslængdeprincippet indebærer.

I universitetsloven står der blot, at universitetet har forskningsfrihed, uden at det bliver konkretiseret. I retningslinjerne defineres forskningsfrihed som “den enkelte forskers ret til frit at definere forskningsmæssige problemstillinger, vælge og udvikle teorier, indsamle empiriske data og anvende relevante metoder samt fremlægge hypoteser, resultater og ræsonnementer offentligt”.

“Det er hårrejsende at opleve politikere sige, at forskningsfrihed er lig med metodefrihed”, siger Heine Andersen.

Mulighed for hemmeligholdelse og udsættelse

Han vurderer dog, at retningslinjerne ikke er lige i øjet, da de tillader mere elastik i forhold til at gradbøje forskningsfriheden, end han bryder sig om.

Eksempelvis får virksomheder, der rekvirerer forskning, hvor de betaler de fulde omkostninger, mulighed for i særlige tilfælde at aftale fortrolighed om forskningsresultaterne ved projektets start. Det skal begrundes, inden forskerne påbegynder arbejdet, og det er altså ikke muligt senere i projektet at kræve resultaterne hemmeligholdt, fordi de ikke falder ud som forventet eller ønsket.

Når forskerne leverer myndighedsbetjening, dvs. udarbejder rapporter eller rådgiver offentlige myndigheder, tillader retningslinjerne også, at der i begrænset omfang aftales udsættelse af offentliggørelsen af resultaterne, så myndigheden kan nå at forberede sig.

Det mener Heine Andersen giver mulighed for misbrug, fordi ministeriet får et forspring i forhold til oppositionen og offentligheden.

Samtidig står det også i retningslinjerne, at forskerne er underlagt forvaltningslovens bestemmelser og derfor kun kan pålægges tavshedspligt, når det er nødvendigt af hensyn til bestemte offentlige eller private interesser. Det kan være statens sikkerhed, eller hvis der er tale om personfølsomme oplysninger.

Det har været praksis, at forskerne gik stille med dørene, indtil der var enighed med ministeriet om at offentliggøre en rapport, men ifølge Heine Andersen kan forskere ikke pålægges en sådan tavshedspligt.

“Hvis en forsker har været ude at tjekke nitratindholdet i Mariager Fjord, må vedkommende godt efterfølgende gå ud i medierne og sige, at indholdet er usædvanligt højt”, siger han.

Eksterne midler er for dominerende

Morten Rosenmeier, juraprofessor og formand for Akademikernes Udvalg til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, UBVA, skriver i en pressemeddelelse, at anbefalinger ikke alene løser problemerne med forskningsfriheden, da de bunder i strukturelle forhold omkring forskningen i Danmark.

Cirka halvdelen af forskningen herhjemme er i dag finansieret af virksomheder og fonde, men de eksternt finansierede forskningsprojekter binder også en stor del af universiteternes egne midler, da de eksterne bevillingsgivere ofte kræver medfinansiering fra universiteternes side, og fordi de eksterne bevillingsgivere ikke vil betale for universiteternes afledte udgifter ved forskningsprojekter til administrative opgaver, husleje, varme, el og vedligehold af forskningsudstyr.

40 pct. af finanslovsbevillingen, som universiteterne skulle have brugt til deres egne forskningssatsninger, bliver dermed i stedet bundet til de eksternt finansierede forskningsprojekter.

“Den øgede eksterne finansiering af dansk forskning har været et gode. Men balancen er rykket til skade for forskningsfriheden. Sikring af ytringsfriheden er afgørende. Men det er nu mindst lige så afgørende at sikre, at der reelt er mulighed for at forske i områder, der ikke er udpeget af erhvervslivet. Fra politisk side kræver det et fokus, der rækker videre end til vejledninger og principper. Hvis vi fortsat skal have forskningsfrihed, må politikerne lovgivningsmæssigt sikre, at der også fremover er penge til fri forskning, der ikke er påvirket af ekstern finansiering”, skriver Morten Rosenmeier.

UBVA anbefaler, at man lovgivningsmæssigt sikrer, at eksternt finansierede forskningsprojekter i fremtiden er fuldt finansierede og dermed også dækker de udgifter, der er forbundet med driften af projekterne.