Genmæle: Vi har både forskningsfrihed og politisk frihed

Kvindekampen i 70’erne foregik i fuld offentlighed. Der var protestmarcher i gaderne og indslag i tv. Denne gang foregår kvindekampen mere i det skjulte. Bag nedrullede gardiner. Jeg glæder mig derfor over hver eneste kvinde, der står frem med sin historie. Det kan forhåbentlig inspirere andre og give dem modet til selv at tage et opgør med den negative sociale kontrol.

For Socialdemokratiet og regeringen er det helt afgørende, at alle kvinder uanset hudfarve eller religion ikke kun formelt, men også reelt har mulighed for selv at vælge ægtefælle og gå klædt, som de vil. Muslimske kvinder er vores medborgere. Deres rettigheder er defineret af grundloven, ikke koranen.

Det er baggrunden for, at vi har besluttet, at forskerne bag den omtalte rapport ikke skal deltage på de temadage om social kontrol med kommunernes frontpersonale, som Styrelsen for International Rekruttering afholder. Det var ellers planen. På samme måde har vi valgt at fjerne Roskilde Universitets rapport “Magt og (m)ulighed” fra Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside. Det skyldes alt sammen, at rapporten anbefaler at anvende arabisk- og koranundervisning som led i at dæmme op for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter. Det er ikke regeringens holdning, at unge skal søge teologiske argumenter for deres rettigheder. Hvis nogen skal undervises, burde det snarere være forældrene, der lærte lidt om grundloven.

Jeg kan læse, at beslutningen om at fjerne rapporten fra hjemmesiden har mødt kritik. Senest her i Forskerforum, hvor religionsforsker Tim Jensen fra Syddansk Universitet mener, at regeringens politik er drevet af en irrationel frygt for islam, der grænser til islamofobi. Og at vi fra politisk side forsøger at intimidere forskere, så de ikke tør deltage i den offentlige debat. Det synes jeg er helt skævt.

Jeg har intet imod muslimer. Og vi ønsker ikke at intimidere nogen som helst. Tværtimod.

Forskere kan selvfølgelig forske frit og herefter offentliggøre deres resultater på deres universiteters hjemmesider og i øvrigt ellers frit fortælle om deres forskning i aviserne, på sociale medier eller andre steder i det offentlige rum. Det er forskningsfrihed.

På samme måde kan jeg som minister beslutte, hvad der skal være tilgængeligt på mit ministeriums hjemmeside. Det er politisk frihed. Rapporten og dens anbefalinger ligger frit tilgængeligt på RUC’s hjemmeside, hvor den kan læses og diskuteres af enhver.