Sandhed og konsekvens med Søren og Mette

Coronakrisen har kastet nyt lys over forskningens samfundsmæssige betydning og på sammenhængen mellem forskningsbaseret viden og politiske og samfundsmæssige beslutninger. Til pressemøde efter pressemøde har vi set statsminister Mette Frederiksen flankeret af Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm. Det politiske ansvar side om side med den faglige og forskningsmæssige indsigt.

Vi har set politiske beslutninger blive taget og forklaret på en videnskabelig baggrund. Fordi ingen har haft et erfaringsgrundlag og en sædvane at læne sig op ad, måtte regeringen åbent basere sine beslutninger på løbende videnskabelige og faglige vurderinger og analyser. Den videnskabelige indsigt udviklede sig dag for dag og blev lagt frem på de daglige pressemøder.

Man kan sige, at Søren har stået for at finde frem til sandheden, hvor Mette skulle drage konsekvenserne af den foreliggende viden.

Det at vi, indtil videre, er kommet igennem krisen uden enorme dødstal og sammenbrud i sundhedsvæsenet, skyldes ikke kun resolutte politiske beslutninger, men også at vi har haft et forskningsbaseret vidensgrundlag i konstant udvikling. Og når samfundet nu kan bringes tilbage til en lidt mere normal tilstand, så bygger det på, at forskere og andre højtuddannede har indsamlet og systematiseret viden om, hvordan Covid-19 fungerer. Det er lykkedes at sige noget mere præcist om, hvilke tiltag der er afgørende for at sikre, at pandemien ikke blusser op igen. 

Dele af pressen har problematiseret, at der har været forskel på sundhedsmyndighedernes faglige vurderinger og politikernes beslutninger. Men igen er det vigtigt at huske, at det, der ud fra en epidemiologisk analyse er det mest forsvarlige, ikke nødvendigvis er det, der hænger bedst sammen politisk og økonomisk og i forhold til befolkningens ønsker. Man har så at sige ikke forstået forskellen på sandhed og konsekvens.

Forskerforum omtaler i dette nummer en rundspørge om pres på forskere i forbindelse med publicering. Rundspørgen er foretaget af DM’s analyseafdeling og bekræfter tidligere undersøgelser og viser, at hver ottende forsker, uanset institution og fakultet, har oplevet at blive presset til at ændre, udsætte eller helt undlade publicering af visse resultater, og at der også er mange, der har givet efter for presset.
En stor del af dette pres kommer fra det politiske system, erhvervslivet og andre stærke samfundsaktører.

Den form for fordrejning af forskningsresultater og vidensgrundlag er stærkt problematisk for samfundet. Under coronakrisen har vi imidlertid lært, at man ikke behøver at lægge skjul på, at sandhed og konsekvens ikke er det samme. Politikere og andre beslutningstagere skal ikke blande sig i forskningens resultater, men de skal til gengæld have mod til at stå ved de konsekvenser, de drager gennem deres politiske beslutninger. Politikere skal tage transparente beslutninger på et oplyst grundlag og være helt tydelige, når vidensgrundlagets sandhed modsiger den politiske konsekvens.

Det bør være tydeligt for enhver, at de store udfordringer, vi står over for i forhold til coronakrisen, kun kan løses, hvis vi konstant udvikler samfundets vidensgrundlag. Det er ikke kun viden om medicin og teknik, der er brug for. Der er brug for viden om kultur, og om hvordan fx social uro kan undgås. Derfor kan det synes absurd, at universiteterne er noget af det sidste, som politikerne genåbner, og det kan virke helt uforståeligt, at der ikke allerede nu er aftalt hjælpepakker, der kan sikre den forskning, der har været ramt af coronakrisen. Det er forskning og viden på højt niveau, der skal være motoren, når samfundsøkonomien skal på fode igen. Det kræver øgede investeringer i fri forskning og sikring af forskningens uafhængighed.

Konsekvens uden sandhed duer ikke.