Giv de tidsbegrænset ansatte lov til at færdiggøre deres forskning!

Nogle gange tænker jeg tilbage på min tid som ph.d.-studerende. På tilstrækkelig lang afstand fremstår det som en rosenrød tid med fordybelse i videnskabsteoretiske erkendelser, uforudsigeligt, men voldsomt inspirerende feltarbejde, som i mit tilfælde gav et uvurderligt indblik i omsorgsarbejderes vigtige, men ofte ringeagtede indsatser på ældreområdet. Ph.d.en gav anledning til foredrag og andre formidlingsaktiviteter målrettet praksis. Samt en række publikationer, som banede vejen for en stribe efterfølgende midlertidige ansættelser, før jeg – langt oppe i 30’erne – fik en fast ansættelse. Når jeg tænker efter, var det knap så rosenrødt endda.

Nu er vilkårene endnu sværere. Som TR får jeg i disse uger mange henvendelser fra midlertidigt ansatte forskere, som er kommet i klemme under coronakrisen. Deres beretninger understreger, hvordan det usikre arbejdsliv og den konstante jagt på nye midler til endnu en midlertidig ansættelse slider og i værste fald fører til, at stærke, specialiserede forskere kaster håndklædet i ringen og forlader alt det, de har dygtiggjort sig i.

Som tidsbegrænset ansat forsker er man konstant på prøve, og kravene til at levere god og relevant forskning under højt tidspres er siden min tid kun vokset, mens normer for undervisning og forberedelse løbende beskæres som konsekvens af mangeårige nedskæringer på universitetsområdet. Med coronakrisen oplever vi alle, at velforberedte undersøgelsesdesign, feltarbejder og laboratorieforsøg aflyses, men udfordringerne er særligt tilspidsede for de mange ph.d.-studerende, postdocs og adjunkter, som ikke blot forskningsmæssigt, men også ansættelsesmæssigt har meget på spil. Forskningsophold og kurser aflyses, og med de korte ansættelsesforløb må meget af det planlagte helt opgives. Disse benspænd betyder, at mange bliver tvunget til at omtænke hele projektet og opfinde nødstrategier for at nå i mål med et sammenhængende forskningsprojekt, før ansættelsen udløber, og resultaterne skal forsvares.

Oven i disse problemer kommer udfordringer, når kurser og vejledning digitaliseres. Det er en mundfuld for de erfarne, men det er en endnu større både faglig og pædagogisk belastning for de ofte uprøvede undervisere. Mange tidsbegrænset ansatte forskere har små børn, og de usikre indtægtsforhold på laveste løntrin betyder, at de færreste har råd til at bo i hus med have. De sidder i stedet i små lejligheder med vanskelige vilkår for ro til forskningsprojekterne.

Nogle dele af pressen og det politiske system opstiller populistiske modsætninger mellem hårdtarbejdende velfærdsarbejdere og forkælede akademikere, som coronakrisen afslører, at vi sagtens kan undvære. Andre polemiserer konfliktsøgende, at offentligt ansatte sjasker privilegeret rundt derhjemme med fuld løn, mens virksomheder går konkurs, og privatansatte fyres. I et sådant debatklima er det op ad bakke at kæmpe for de tidsbegrænset ansatte forskeres vilkår, men det gør ikke opgaven mindre vigtig.

Anerkendelse af sundhedssektorens kernetropper står ikke i modsætning til, at vi sikrer alsidig samfundsvigtig forskning, som coronakrisen klart viser, vi har brug for til løsning af de komplicerede udfordringer. Lad os afvise, at faggrupper og sektorer spilles ud mod hinanden. Hjælpepakker til privatområdet og forskningsområdet er ikke hinandens modsætninger, men er en nødvendig hjælp til, at hele samfundet kan komme godt igennem krisen. Vi er stolte af at have landet en aftale, som muliggør coronarelateret forlængelse af tidsbegrænsede ansættelser, og vi forventer, at ledelserne benytter det til at hjælpe dem, der kommer i klemme. Men det er nødvendigt med politisk vedtagne midler til forlængelse af forskningsforløbene, så regningen ikke lander i de forskningsmiljøer, der fortsat skal virke for samfundet. Det har vi alle sammen brug for.