Kæmpe forskelle på ph.d.-vilkår

Tre år til ph.d.-projektet. Sådan er de formelle vilkår i Danmark. Men virkeligheden er dog noget strammere. For i de tre år ligger også et halvt år med fagrelevante kurser og et halvt år – 840 timer – hvor man er forpligtet til at løse opgaver for institutionen, man er ansat ved, typisk undervisning.

Rammerne dækker dog over meget store forskelle. Det er nemlig stærkt varierende, hvor meget institutarbejde de ph.d.-studerende pålægges. Det viser en rundspørge, Forskerforum har foretaget blandt samtlige ph.d.-skoleledere. Her går yderlighederne fra de 840 timer, som de ph.d.-studerende maksimalt kan pålægges, til 150 timer, som er det krav, der stilles til ph.d.-studerende ved AU Health. En forskel, der eksempelvis betyder, at en ph.d.-studerende ved AU Health har knap 4½ måned mere tid til sin forskning end kollegaen på nabofakultetet AU Science and Technology.

Fra flere fakulteter er meldingen, at man er afhængig af de ph.d.-studerende for at få tingene til at hænge sammen. Det gælder eksempelvis Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, KU.

“Vi bruger alle ph.d.-studerende i undervisningen – også de internationale – maksimalt, hvilket altså betyder 840 timer. De ph.d.-studerende får meget ud af at undervise, og hos os får de mere forberedelsestid end senior-VIP’erne. Men vi har brug for dem som undervisningsressource. Vi har jo tre gange så mange studerende per fastansat VIP som på de våde fakulteter. Alternativet ville være at købe mere undervisningskraft uden for huset”, fortæller prodekan Andreas de Neergaard.

Mere forskningstid i andre lande
Men stod det til en gruppe medlemmer af Det Unge Akademi under Videnskabernes Selskab, ville der slet ikke være den slags pligtarbejde i ph.d.-ansættelsen. De har i dette efterår skrevet til de store akademiske fagforeninger og opfordret til, at de 840 timers rådighed forhandles ud af overenskomsten ved OK 21-forhandlingerne. Grunden er, at der i deres øjne er alt for kort tid til at arbejde med selve forskningsprojektet.

“Sammenlignet med internationale og andre europæiske ph.d.-forløb er de to år, som danske ph.d.-stipendiater har til forskning, bekymrende lidt. I kontekst er det omkring halvdelen af den forskningstid, som er tilgængelig i de lande, vi normalt sammenligner os med, såsom Sverige, Tyskland, Holland, USA og England», skriver de og henviser til, at institutarbejdet er den del, der vil kunne fjernes uden lovændringer.

“Både som ph.d.-studerende og som ph.d.-vejledere har vi konstateret, at det i forhold til udlandet er meget kort tid, en dansk ph.d.-studerende har til at træne det, man skal kunne. Der er et halvt år med kurser og et halvt år med undervisning, og når man så også skal foretage et miljøskifte, går der også noget tid fra med det”, siger Thomas Just Sørensen, der er lektor ved Kemisk Institut på KU og talsmand for gruppen i Det Unge Akademi.

Han peger på, at problemstillingen for nogle er endnu mere udtalt, nemlig de ph.d.-studerende, der satser på en stilling i det private erhvervsliv, og som derfor ikke får brug for undervisningserfaring.

“Det gav god mening i firserne, hvor alle skulle være undervisere. Men det er der jo reelt ikke mange, der skal i dag, særligt ikke på nat., tek. og sund. Vi ser tit, at ph.d.-studerende bliver brugt som instruktorer, hvor de ikke underviser i deres speciale. Ingen tvivl om, at man lærer noget af det, men hvis man ikke ønsker at arbejde med uddannelse, er det meget tid at bruge på laboratorieøvelser med førsteårsstuderende. Det bør være noget, man selv kan vælge til og fra”, siger han.

Forsøger at begrænse arbejdsbyrde
En del fakulteter svarer i Forskerforums rundspørge, at de udnytter alle 840 timer, men de fleste har de facto lavere krav. På AAU er normen generelt, at ph.d.-studerende lægger omkring 600 timers institutarbejde, hvoraf 60 procent – 360 timer – er undervisning. På DTU er normen 420 timers institutopgaver og 420 timer til “formidling af egen forskning”. På både AU og SDU er der stor variation mellem fakulteterne. Eksempelvis har man på Det Humanistiske Fakultet på SDU holdt fast i en lav undervisningsnorm på 336 timer.

“Det er vigtigt, at der er en vis mængde undervisning, men jeg er glad for, at det ikke udnyttes fuldt ud, så de kan bruge mere tid på afhandlingen. I forvejen har vi jo i Danmark et kortere ph.d.-forløb, end man normalt har i udlandet. Og vi vil jo gerne have, at danske ph.d.-afhandlinger har international kvalitet. Derfor er det vigtigt at give de studerende de bedste muligheder for det”, siger Carl Bache, professor og ph.d.-skoleleder på Det Humanistiske Fakultet, SDU.

Det formelt laveste krav til ph.d.-studerendes institutarbejde finder man som nævnt på AU Health, hvor normen er, at man skal levere 150 timers undervisning.

“De 150 timer er baseret på en faglig vurdering af, hvad der skal til, for at vi kan sige, at ph.d.-bekendtgørelsens krav om erfaring med formidling og undervisning er opfyldt”, fortæller professor Helene Nørrelund, ph.d.-skoleleder på AU Health.

Her er man ikke i samme grad som visse andre steder afhængig af de ph.d.studerende for at få dækket undervisningen. Tværtimod er udfordringen nogle gange at finde undervisningsmuligheder nok, så de ph.d.-studerende kan få den erfaring, de skal have.

I en undersøgelse, DM har gennemført med ph.d.-organisationen PAND, spørges blandt andet til, hvor meget arbejdspresset påvirker helbredet og livet ved siden af arbejdet. Tæt på halvdelen angiver negativ påvirkning af søvnen. Kilde: DM

Lov eller overenskomst
Ifølge ph.d.-bekendtgørelsen skal uddannelsen give “erfaring med undervisningsvirksomhed eller anden form for vidensformidling, der er relateret til den pågældendes ph.d.-projekt”.

Men det med, at undervisningen skal være “relateret” til projektet, gør sig ikke altid gældende. Forskerforum har i rundspørgen bedt ph.d.-skolelederne vurderer dette, og det typiske svar er “i videst muligt omfang”. Men som eksempelvis Troels Michael Lilja, lektor og ph.d.-skoleleder ved CBS Business & Management, skriver: “Langt de fleste ph.d.-projekter er så specifikke, at projektets tema ofte kun vil kunne dække én lektion ud af et helt fags forløb. Der er naturligvis undtagelser hertil”.

Bekendtgørelsen siger imidlertid ikke noget om omfanget på 840 timer. Det tal er fastlagt i overenskomsten for akademikere i staten. Det såkaldte ph.d.protokollat nævner ikke noget om projektrelevans, men blot at arbejderne kan “bestå i formidling, forskning, undervisning, biblioteksarbejde eller andre faglige opgaver (bortset fra opgaver af administrativ karakter), der kan aflaste det øvrige videnskabelige personale”.

Thomas Just Sørensen fra Det Unge Akademi mener, at der er en diskrepans mellem bekendtgørelsen og overenskomsten.

“I øjeblikket lever vi ikke op til bekendtgørelsen. For ifølge den bør en dansk ph.d.-studerende have 2½ år til sit forskningsprojekt”, siger han, med henvisning til at bekendtgørelsen taler om et heltidsstudium på 180 ECTSpoint, hvoraf ph.d.-kurserne udgør ca. 30 ECTS-point.

Utalte timer
Marco Nardello er ved at afslutte sit ph.d.-studie ved Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet på AAU. Han er samtidig en del af formandskabet for PAND (PhD Association Network of Denmark), og han kan personligt sagtens genkende at blive sat til institutarbejde, der ingen relation har til hans forskningsfelt.

“Jeg er selv blevet sat til at opdatere informationsskærme på instituttet – en opgave, der tidligere lå hos sekretæren.
Den tid blev, så vidt jeg ved, aldrig registreret nogen steder”, fortæller han.

En anden X-faktor i ph.d.-studerendes tidsforbrug er forberedelsesnormen, som også kan være meget forskellig. Nogle steder gives der en bedre forberedelsesnorm for ph.d.studerende, men ikke alle steder. Og uanset hvad kan ph.d.-studerende, der er helt nye i underviser- og vejlederrollen, hurtigt komme til at bruge meget mere end den normerede tid, siger Marco Nardello.

“Jeg har kolleger, der bruger enormt meget tid på deres forelæsninger, fordi de er usikre på, om deres undervisning er god nok. Jeg kender også et eksempel, hvor nogle ph.d.-studerende skulle medvirke i en eksamen. Det tog dem en uge at forberede sig, men de fik kun talt timer for selve eksaminationen”.

Marco Nardello efterlyser større transparens omkring den måde, pligtarbejdet håndteres på på forskellige institutter i forhold til mængde, opgørelse og forberedelsesfaktorer