Staten kræver overpris i husleje – nye voldsomme lejestigninger truer universiteterne

Staten trækker årligt et trecifret millionbeløb ud af universiteternes økonomi og tilbage i statskassen, så pengene ikke kan bruges til forskning og uddannelse, som det ellers var intentionen.

Manøvren sker gennem Bygningsstyrelsen, der administrerer statens huslejeordning (SEA), der har indbygget et såkaldt afkastkrav. Det skal med andre ord give overskud at leje bygningerne ud til universiteterne, lyder kravet fra Finansministeriet.

567 mio. kr. forventes at flyde fra universiteterne og tilbage til statskassen i 2019. Penge, som universiteterne betaler mere i leje, end staten har af udgifter til renter, vedligehold og administration af bygningerne. Lejeindtægten er cirka 2,4 mia. kr. og udgiften ca. 1,8 mia. kr., fremgår det af finansloven for 2019.

“Det er naturligvis problematisk, at midler, som kunne være brugt på forskning eller uddannelse, ender med at blive brugt på husleje i stedet. Det bliver vi hverken klogere eller dygtigere af i Danmark”, siger Peter Lauritzen, formand for Universitetsdirektørudvalget under Danske Universiteter og direktør for RUC.

Samtidig gennemfører Bygningsstyrelsen netop nu ejendomsvurderinger efter et nyt princip, som kan medføre yderligere lejestigninger på op til 100 procent i 2020.

Der er udbredt utilfredshed med lejepriserne og med Bygningsstyrelsen blandt de seks universiteter, som er underlagt SEA-ordningen. Undtaget er CBS og delvist DTU, som har selveje på nær Risø Campus.

Derfor er SEA et problem
Peter Lauritzen siger, at SEA-ordningen er et problem for universiteterne af primært tre årsager:

For det første er huslejeniveauet i SEA-ordningen allerede i dag højere end markedsniveauet for tilsvarende bygninger.

“Det har aldrig været meningen med SEA-ordningen, at staten skulle have indtægter/afkast af at udleje bygninger til universiteterne. Hensigten har eksplicit været, at huslejen skal afspejle de omkostninger, staten har til faciliteterne, og hvis det var sådan, ville samfundet reelt kunne få mere forskning og udvikling for pengene”, siger han.

For det andet giver det højere huslejeniveau problemer i forhold til samarbejdet med eksterne parter, da de ikke finder det attraktivt at finansiere udgifter til forskning i universiteternes bygninger, når huslejeniveauet ikke er konkurrencedygtigt, siger Peter Lauritzen.

For det tredje spænder SEA-ordningen ben for den langsigtede strategiske planlægning på universiteterne, da lejeordningen løbende bliver justeret, og forudsætningerne dermed pludselig ændres.

Byggerier bliver milliarder dyrere
Ydermere har Bygningsstyrelsen ikke formået at styre flere universitetsbyggerier tilfredsstillende. Udgifterne er løbet løbsk, og det er universiteterne, der ender med regningen i form af en højere huslejebetaling.

Særligt hårdt ramt er Københavns Universitet (KU), hvor Niels Bohrbygningen bliver 1,3 mia. kr. dyrere end planlagt, og budgettet for Mærsk-bygningen til 1,5 mia. kr. tegner til at blive overskredet med mindst 30 procent. KU har anlagt en statslig voldgiftsag mod Bygningsstyrelsen i forbindelse med begge byggerier, da man ikke vil acceptere at hænge på ekstraregningen.

KU skriver i sit budget for 2019, at der er risiko for en huslejestigning på op mod 11 procent svarende til ca. 133 mio. kr. årligt fra 2022 på grund af overskridelserne.

Niels Bohr-byggeskandalen endte med at koste direktøren for Bygningsstyrelsen jobbet, og ministeren overflyttede styringen af projekterne til Vejdirektoratet.

KU fik nej til selveje
Det er derfor heller ikke overraskende, at netop KU mest ihærdigt har forsøgt at komme ud af Bygningsstyrelsens spændetrøje og få lov til at eje sine egne bygninger. I 2015 førte KU ligefrem en offentlig kampagne for selveje.

Argumentet fra ledelsen lød blandt andet, at KU betaler staten en leje på mindst 20 procent over markedsprisen, og at SEA-ordningen betyder, at universitetet ikke selv må renovere nedslidte bygninger til international standard.

“De førende universiteter i verden har selveje, og både DTU og CBS har selveje. Det er en forudsætning for at indgå samarbejder med industrien og tiltrække forskergrupper og dermed kunne konkurrere på forskningsområdet internationalt. Ejer vi vores bygninger, bliver vi mere dynamiske i forhold til indretning og renovering af laboratorier og lokaler, og det er helt nødvendigt for at være konkurrencedygtig”, sagde daværende formand for KU’s bestyrelse Nils Strandberg Pedersen.

KU lagde også en video på de sociale medier, hvor en Pacman-figur af mursten æder sig vej gennem reagensglasrør og bøger, der skal illustrere forskning og uddannelse, efterfulgt af teksten: “Københavns Universitet betaler hvert år 180 mio. kr. for meget i husleje til staten. De penge vil vi hellere bruge til forskning og uddannelse”.

KU-ledelsen tilbød at købe sine egne bygninger for 8-9 mia. kr., men i november 2015 afviste daværende minister Esben Lunde Larsen i et kortfattet brev ønsket om selveje, selvom han tidligere havde støttet tanken:

“Regeringen har grundigt afvejet fordele og ulemper for både staten og Københavns Universitet ved bygningsselveje. Det er vurderingen, at der for staten som helhed opnås den mest hensigtsmæssige styring og forvaltning af de statslige ejendomsaktiver ved at fastholde en central forvaltning af ejendomsporteføljen”, skrev ministeren.

Universitetsavisen på KU fik afslag på at få aktindsigt i beslutningsgrundlaget, og rygterne lød, at regeringen ikke var villig til at slagte sin guldkalv.

KU-ledelsen har ikke ønsket at udtale sig hverken om selveje eller om de verserende byggesager.

DTU foretrækker selveje
Ifølge Claus Nielsen, universitetsdirektør på Danmarks Tekniske Universitet, har de på DTU erfaring både med at eje bygningerne selv og med at være underlagt SEA-ordningen.

DTU lejer Risø Campus af Bygningsstyrelsen for ca. 60 mio. kr. og ejer resten af bygningerne selv. Han skønner, at huslejen for Risø er ca. 10 pct. for høj i forhold til markedsprisen før de nye ejendomsvurderinger.

Han tilføjer, at SEA-ordningen indeholder andre fordyrende elementer til administration mv., og universiteterne skal også betale for en række omkostninger og reinvesteringer, som lejere i normale udlejningsforhold ikke vil skulle betale. SEA-ordningen tillader ej heller, at Bygningsstyrelsen kan reinvestere tilstrækkeligt.

Selveje giver derimod DTU en finansiel stabilitet, som sikrer, at det er muligt at planlægge langsigtet, siger han.

“Selveje er grundlæggende i overensstemmelse med universitetslovens ord og hensigt om at sikre universiteternes autonomi og handlekraft – i øvrigt på lige fod med de mange udenlandske eliteuniversiteter, som har selveje, og som vi i Danmark ønsker at sammenligne os med”, siger Claus Nielsen.

Nye vurderinger kan føre til voldsomme lejestigninger
Samtidig er Bygningsstyrelsen i gang med at vurdere universitetsbygningerne efter en ny metode som et led i SEAreformen, der skal træde i kraft fra 2020. Det ser ud til, at reformen kan ende med at medføre voldsomme lejestigninger.

“Vi har hørt, at huslejestigningen i værste fald bliver i omegnen af 35-40 procent. For nogle universiteter vil det næsten være eksistenstruende. For os på RUC vil det i værste fald betyde en huslejestigning på 35-40 millioner årligt af en omsætning på 750 millioner. Det vil have helt uoverstigelige konsekvenser”, siger Peter Lauritzen, RUC-direktør og formand for Universitetsdirektørudvalget.

KU skriver i budgettet for 2019, at man har modtaget de første vurderingsrapporter fra Bygningsstyrelsen, og at vurderingerne ligger 70-100 procent over det nuværende niveau.

“Københavns Universitet har gjort indsigelser vedr. denne vurderingsmetode, men Bygningsstyrelsen har fastholdt”, står der i KU-budgettet.

Ifølge Peter Lauritzen er der nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af folk fra Transport-, Bygge- og Boligministeriet,

Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Finansministeriet, som skal afklare konsekvenserne af de nye ejendomsvurderinger.

Danske Universiteter mener, at det er en god anledning til politisk at genoverveje, om universiteterne skal tilbydes et reelt alternativ til SEA-ordningen.

“Vi ser gerne, at universiteterne bliver tilbudt en rimelig model for bygningsselveje”, siger Peter Lauritzen. Han tilføjer, at det virker, som om der er en vilje til at løse problemerne i forbindelse med SEA-reformen i de involverede ministerier og til at inddrage universiteterne. “Det håber vi fortsætter, for sagen er kompleks og kan få store utilsigtede konsekvenser for universiteterne og dansk forskning, hvis ikke vi rammer den rigtige løsning”, siger han.

Bygningsstyrelsen meddeler via sin pressemedarbejder, at ledelsen ikke ønsker at udtale sig om hverken afkastkravet i SEA-ordningen eller de nye ejendomsvurderinger, så længe arbejdet pågår, og der ikke er endelig afklaring om de eventuelle virkninger for universiteternes huslejer.

Regeringen laver talmagi med enprocentsmålsætning

Det offentlige skal hvert år bruge mindst 1 procent af BNP (bruttonationalproduktet) på forskning og udvikling for at leve op til kravet i den såkaldte Barcelona-målsætning fra EU. Målsætningen fremgår også af regeringsgrundlaget fra 2011.

Danmark indfriede i 2009 som et af tre EU-lande målet, men VLAKregeringen er lige lovlig kreativ i sin måde at gøre tallene op på for at sikre, at Danmark ikke igen ryger under den magiske grænse på 1 procent, lyder kritikken fra flere sider.

Jesper Langergaard, direktør i Danske Universiteter, har i et debatindlæg kaldt det talmagi, da regeringen medregner de midler, som forskerne skaffer hjem fra EU’s forskningsprogrammer. De danske forskere hjemtog knap to milliarder kroner fra EU i 2017, hvilket betød, at regeringen kunne spare et tilsvarende beløb på den statslige forskningsbevilling og stadig hævde, at den brugte 1 pct. af BNP til forskning.

De danske kommuners og regioners forskningsinvesteringer indgår også i regeringens opgørelse, men hvor meget der forskes i regionerne, bygger på et usikkert skøn, der svinger mellem 1,5 mia. kr. og 2,4 mia. kr., siger Jesper Langergaard.

Danske Universiteter peger også på, at universiteternes huslejebetaling til staten tæller med som forskningsudgifter, selvom cirka en halv milliard kroner årligt føres tilbage i statskassen, da universiteterne betaler en højere leje end markedsprisen.

Claus Nielsen, universitetsdirektør på DTU, siger, at det ikke er retvisende, når den “overnormale” husleje i form af et højt afkastkrav og/eller kunstig høj prissætning af ejendommene medgår i opgørelsen over investeringer i forskning.

“Dette er regnskabsmæssig kreativitet, som alene tjener det formål at illudere opfyldelse af enprocentsmålsætningen”, siger han.

Mette Fjord Sørensen, chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed i Dansk Industri, efterspørger et veldokumenteret og klart overblik over, hvad der bruges af offentlige midler på forskning, og hvordan det relaterer sig til forskning.

Hun kalder den nuværende opgørelse, hvor EU-midler, midler fra regioner og kommuner og husleje indgår, for “en blandet pose bolsjer” og siger, at man må se på, hvilke udgifter på finansloven der burde tælle med.

Hun nævner som eksempel et svar fra finansminister Kristian Jensen fra august 2017 til Folketingets Finansudvalg. Det var Alternativets Josephine Fock, der havde bedt ministeren redegøre for, hvor mange millioner kroner der var afsat til forskning på finansloven 2018 opgjort på konkrete poster. Her fremgår det, at 4 millioner kroner fra jagttegnsafgiften indgår i opgørelsen.

“Jeg har i hvert fald svært ved at se, hvorfor det skal tælles med som midler til forskning”, siger Mette Fjord Sørensen.

Ifølge DI’s opgørelse er statens bevillinger til forskning og udvikling faldet fra 0,90 pct. af BNP i 2009 til 0,77 pct. af BNP i 2018. Alene fra 2015 til 2016 faldt de statslige bevillinger med 1,4 mia. kr. og nåede det laveste punkt i de seneste 10 år.

“Det er absolut ikke vejen frem at spare på forskning og uddannelse. Der er en tendens til, at 1 pct. betragtes som et loft over udgifterne, med det burde være gulvet. Vi ser gerne, at staten øger investeringerne til 1,5 pct. af BNP frem mod 2030”, siger Mette Fjord Sørensen.