Leder: Fyringsfrygt og management by fear
Som Forskerforum viser i dette og forrige nummer, frygter forskerne for deres ansættelse. Med god grund. For fyringsrunderne på universiteterne er i gang – og ikke for sidste gang.
De tider, hvor lektorer og professorer i praksis havde tenure, og hvor fyring derfor kun forekom, hvis misdæderen havde opført sig kriminelt, er længe forbi. Spørg på Aalborg Universitet, hvor der lige nu er blodig nedskæring. Forskerkarrieren kan slutte brat, og den risiko er det videnskabelige personale ved at lære.
Men personalet fra udlandet gør store øjne: Vi har jo tenure? Man kan da ikke afskedige lektorer og professorer? Det ødelægger da fuldstændig forskningsfriheden?
Stillingsstrukturen definerer “adjunkt” med tilføjelsen “assistant professor”. På universiteterne findes det ligeledes engelsksprogede begreb “tenure track”. Hermed menes, at tenure track-adjunkten efter positiv fagbedømmelse er sikret fortsættelse i en lektorstilling.
Den almindelige adjunkt skal håbe på, at der opslås en lektorstilling, og være den bedst egnede blandt ansøgerne. Vi er absolut for tenure track, idet det giver adjunkten bedre jobsikkerhed end de forudgående midlertidige stillinger som videnskabelig assistent, ph.d.-studerende og postdoc.
Selv professor MSO-stillingen er også midlertidig med udløb. Med MSO afsender ledelsen signalet: Nu har vi vurderet dig 3-4-5 gange til at være “god nok”. Så det må vi da hellere gøre igen! MSO-stillingen er overflødig, og disse dygtige folk bør i fremtiden ansættes direkte i almindelige professorater og ikke som professor på prøve.
Tenure track er godt, det er bare ikke tenure, det er bare track! Andelen af familiemennesker blandt det videnskabelige personale på universiteterne falder.
Jobusikkerheden og de dårlige arbejdsvilkår betyder, at ansatte med børn – specielt kvinder med børn – fravælger karrieren på universitetet. Djøfs nylige survey blandt medlemmerne viser, at blandt forskere beskriver flertallet sig som stressede (60 %!). Der er behov for et grundigt serviceeftersyn af stillingsstrukturen og unikulturen.
Gennem en lang karriere har forskeren specialiseret sig for at nå verdensklasse, men det niveau af ekspertise er ofte ikke efterspurgt uden for universitetet. Selv forskeren med de højeste kvalifikationer løber individuelt risikoen for helt at miste sit livsgrundlag og sin identitet ved at blive sat ud med beskeden: økonomi og du var den, vi bedst kunne undvære. Økonomi er for ledelsen et tilstrækkeligt argument. Fyringer rammer også på samfundsniveau. Det tager år at opbygge de stærke forskningsmiljøer, som fyringer hurtigt kan ødelægge totalt.
Vi bebrejder politikerne. Det er dem, der udsætter universiteterne for nedskæringer, herunder dimensionering og de årlige toprocentsnedskæringer. Universitetsledelserne efterspørger langsigtede budgetter fra politikerne. Det vil vi godt støtte ledelserne i. Universiteterne har også brug for, at taxameterløftet gøres permanent.
Men, men! Lad os ikke lade universitetsledelserne gå helt fri. De klager over politikernes medicin, men bruger samme behandling internt. De vil også markere sig og rejse fyrtårne, og det fører til hovsa-strategier. Pengene skæres bort fra forskerne, som så – også internt – må søge puljer.
I gentagne runder med strategi som røgslør og diskussioner om fravalg og tilvalg kan forskeren, som få år tidligere arbejdede på, hvad der var et strategisk vigtigt forskningsområde, nu være uden midler og fyringstruet, fordi ledelsen har samlet pengene i fyr(e)tårne.
Forskernes jobsikkerhed er samfundets garanti for for uvildig forskning.
