Afgørelse i videnskabelig strid på KU: Forsker burde være krediteret for banebrydende studie
KU-professor Maiken Nedergaard får kritik af KU's praksisudvalg for ikke at kreditere en tidligere ansat for en Science-artikel. Nedergaard fastholder, at den ansattes data var tvivlsomme og ikke blev brugt. © Foto: Mads Nissen/Politiken/Ritzau Scanpix
Topforsker Maiken Nedergaard burde have krediteret sin tidligere ansatte Anna Xavier i en opsigtsvækkende artikel i Science, lyder en afgørelse fra Københavns Universitets praksisudvalg i en ”usædvanlig sag”. Men det kommer hun ikke til, siger Nedergaard.
Sagen om den tidligere KU-forsker Anna Xavier har fået sat et nyt punktum. Men det sidste ord er næppe sagt.
Xavier har i flere år ligget i strid med sin nu tidligere chef Maiken Nedergaard om kreditering for en opsigtsvækkende artikel i Science om en hidtil ukendt hjernehinde. Studiet blev i sin tid indledt af Anna Xavier, der dog måtte trække sig i perioder på grund af stress og barsel. Senere opstod der strid om forfatterrækkefølgen i artiklen.
Maiken Nedergaard ville ikke give Anna Xavier en fremhævet forfatterkreditering, og da parterne ikke kunne enes, valgte hun som ansvarlig chef helt at udelade Xavier af forfatterlisten.
Det skulle hun imidlertid ikke have gjort, lyder det nu fra Københavns Universitets praksisudvalg, der har behandlet sagen. De lægger vægt på, at Maiken Nedergaard havde tilbudt Anna Xavier et førsteforfatterskab på linje med de øvrige forfattere.
Det er udvalgets klare vurdering, at Anna Xavier har bidragetPeter Sandøe, professor og næstformand i KU’s praksisudvalg
”Praksisudvalget bemærker, at selv om Anna Xavier ikke accepterede den tilbudte plads på forfatterlisten, så accepterede hun heller ikke at blive helt udeladt fra krediteringen,” lyder det i afgørelsen, som også tilføjer, at det virker besynderligt, at man starter med at tilbyde et førsteforfatterskab og ender med slet ikke at kreditere forskeren.
Som konklusion skriver praksisudvalget, at Maiken Nedergaard har ”udvist tvivlsom videnskabelig praksis ved ikke at kreditere Anna Xavier for hendes arbejde med artiklen”.
Ikke regler for uenighed
En ganske usædvanlig sag, konstaterer Peter Sandøe, professor og næstformand for Praksisudvalget på KU.
”Der er ikke tale om en klassisk ’please don’t steal my work’-sag, for Xavier blev faktisk tilbudt et forfatterskab. Hun og de øvrige medforfattere kunne bare ikke blive enige om forfatterrækkefølgen. Det er en ulykkelig sag, som der ikke er nogen nem løsning på,” siger han.
Sandøe peger på tre forpligtelser, man har som forsker, som i denne sag er gået i indbyrdes hårdknude: Alle bidrag skal krediteres; alle skal godkende manuskriptet; og forskningen skal publiceres.
”Det er udvalgets klare vurdering, at Anna Xavier har bidraget. Så har der været en konflikt omkring godkendelsen af det endelige manuskript, og på trods af mægling har man ikke fundet en løsning. Og reglerne tager ikke højde for, at man kan nå til en situation, hvor et arbejde ikke kan publiceres, fordi man ikke kan nå til enighed om det endelige manuskript.”
Det er blevet gjort klart for alle, at jeg har bidraget til artiklen og har fortjent at stå som forfatterAnna Xavier, tidligere KU-forsker
Praksisudvalget noterer dog, at Maiken Nedergaard kunne have valgt at kreditere Anna Xavier i artiklens ’acknowledgement’-sektion. Det ville stadig have krævet en accept fra Xavier, men det tilbud fik hun aldrig.
Hvad der videre sker i sagen, har Praksisudvalget ikke indflydelse på.
”Ud over at komme med vores udtalelse, har vi ikke nogen bemyndigelse. Vi er kommet med vores vurdering af anklagen om tvivlsom forskningspraksis. Hvis der skal ske mere, er det op til universitetets ledelse,” siger Peter Sandøe.
Fastholder anklage om uredelighed
Praksisudvalgets afgørelsen får dog ikke Maiken Nedergaard til at overveje at bede Science tilføje Anna Xaviers navn til forfatterlisten. For Xaviers data blev slet ikke brugt i den endelige artikel.
Som forskere er videnskabelig integritet vores højeste prioritet, og vi kan ikke følge Praksisudvalgets anbefalingMaiken Nedergaard, professor på KU
”Praksisudvalget har anbefalet, at vi takker Anna Xavier for data, som vi valgte ikke at anvende. Vi havde alvorlige tvivl om dataenes pålidelighed og forsøgte gentagne gange uden succes at reproducere resultaterne. Anna Xavier har nægtet at give en forklaring på de pågældende data. Vi har derfor valgt at undlade at takke Anna Xavier for data, som hun nu i over to år har nægtet at forklare. Som forskere er videnskabelig integritet vores højeste prioritet, og vi kan ikke følge Praksisudvalgets anbefaling,” skriver Maiken Nedergaard til Forskerforum.
Praksisudvalget har også noteret Maiken Nedergaards beskyldning om tvivlsomme data. Udvalget skriver, at det er svært at forholde sig til substansen, men de undrer sig over, at Nedergaard beskyldte Xavier for at komme med tvivlsomme data, samtidig med at der blev forhandlet om et medforfatterskab.
Forløsning
For Anna Xavier kommer Praksisudvalgets udtalelse som en forløsning. Også selv om hun ikke længere arbejder med forskning og udtalelsen ikke har en praktisk betydning for hendes nye liv.
“Kritikken mod Maiken viser, at jeg var i min gode ret til at rejse sagen. Før var det bare mine egne påstande, men nu er sagen blevet grundigt behandlet af et udvalg, og det er blevet gjort klart for alle, at jeg har bidraget til artiklen og har fortjent at stå som forfatter, uanset om jeg ender med at blive tilføjet som forfatter eller ej. Det betyder meget, når du har lagt så meget arbejde i noget,” siger Anna Xavier.
Du blev jo i forhandlingen tilbudt et forfatterskab på linje med de øvrige hovedforfattere. Fortryder du i dag, at du ikke sagde ja til det tilbud?
”Nej, på ingen måde. For der er nogen ting, i hele den her proces, som bare ikke var været i orden. Det er kommet frem nu, men det ville aldrig være sket, hvis jeg bare havde accepteret det tilbud, som jeg ikke synes var retfærdigt.”
Det er dog ikke sikkert, at det sidste ord er sagt og skrevet i Anna Xavier-sagen.
Maiken Nedergaard fastholder, at Xaviers data er mistænkelige, og det ønsker hun afprøvet ved Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.
Anna Xavier på sin side overvejer også yderligere skridt. Herunder at henvende sig til Science med Praksisudvalget udtalelse for at få revideret forfatterlisten.