Vi har en forarmet dansk vandløbsnatur

I søerne og i kystvandene er det overskud af næringsstoffer, som er den altdominerende årsag til den dårlige miljøtilstand, men i vandløbene har en mangeårig og betydelig indsats mod den organiske forurening medført markante forbedringer i vandkvaliteten.

For vandløbene er den helt store udfordring derfor, at mere end 90 pct. af disse gennem tiden er blevet reguleret. Det vil især sige, at de er blevet rettet ud og uddybet, og der er bygget opstemninger med henblik på at styre og kontrollere den kraft, dynamik og vildskab, som naturlige vandløb oprindeligt besad.

Reguleringerne har oftest været foretaget med henblik på at imødekomme samfundets prioritering af mølledrift, dambrugsproduktion og ikke mindst dyrkningssikkerhed for det landbrug, som op gennem 1900-tallet flyttede store dele af den intensive produktion helt ned i ådalene.

I dag stiller samfundet nye krav til vores vandløb, hvorfor miljøforholdene og naturen skal genoprettes, så der igen kan skabes en mangfoldighed af liv i de mange tusind kilometer danske vandløb med tilhørende ådale.

7.500 stationer skaber et solidt vidensgrundlag

Hos DTU Aqua har vi moniteret og forsket i de danske fiskebestande i mange årtier, og et omfattende moniteringsprogram (Planer for Fiskepleje) sikrer løbende opdatering af vores viden om fiskebestandene i alle landets vandløb.

I alt har vi ca. 7.500 stationer fordelt i hele landet. Derfor har vi et indgående kendskab til problemerne, men gennem vores forskning også til de løsninger, der skal implementeres, hvis fiskebestandene igen skal trives og bidrage til den biologiske mangfoldighed.

En hjørnesten i vandrammedirektivet er ’kontinuitetsprincippet’, hvilket betyder, at vandløbsfaunaen skal kunne vandre frit i vandløbene samt mellem vandløbene og havet som en livsvigtig del af deres livscyklus.

I de netop vedtagne vandområdeplaner for tredje planperiode (2021-2027), fremgår det fx, at der stadig er ca. 3.500 spærringer i de miljømålsatte vandløb, og at blot 16 pct. af vandløbene opfylder målsætningerne for fiskebestandene.

Spærringer er katastrofale

Særligt for fiskene er spærringer katastrofale, idet flere prioriterede arter bruger vandløbene som gyde- og opvækstvand i de første leveår, mens størsteparten af livet tilbringes i havet.

Laks, havørred, snæbel, helt, havlampret og flodlampret er eksempler på arter, som alle er fuldstændig afhængige af at kunne vandre frit i selve vandløbene og mellem vandløbene og det marine miljø.

Det gælder også for ålen, der bare foretager den modsatte vandring af laksefiskene og lampretterne.

At det kan betale sig at fjerne spærringerne, er dokumenteret ved utallige studier. Som et eksempel eksploderede havørredbestanden i Villestrup Å ved Mariager Fjord, da først spærringerne blev fjernet.

I 1999 var gydebestanden således på færre end 100 vilde havørreder i åen, men efter at de sidste spærringer var fjernet, blev der i 2016 registreret en naturlig bestand på ca. 3.500 voksne havørreder i åen, som blot er 20 km lang.

På tilsvarende vis har der været arbejdet målrettet med forvaltningen og genopretningen af de naturlige danske laksebestande i vores vestvendte vandløb.

De mange indsatser med restaurering af vandløbene, regulering af fiskeriet og bestandsophjælpning har her sikret en fremgang i vandløbenes vilde laksebestande.

Bestandene nu så store, at de kan klare sig uden udsætninger i både Storå og i Ribe Å.

Fysisk variation er nøgleordet

Foruden fri passage og egnede gydeområder er det afgørende vigtigt, at vandløbene har stor fysisk variation, som er en forudsætning for sunde fiskebestande med et varieret udbud af levesteder året rundt.

Forskellige arter og deres livsstadier kræver typisk forskellige habitater. En høj fysisk variation opnås, når vandløbene får lov til at udvikle sig dynamisk med varierede

• strømningsmønstre,
• bund- og dybdeforhold,
• vegetationstyper,
• dødt ved (træ),
• småøer og
• en naturlig overgang fra vandløbet til de vandløbsnære arealer.

Her spiller ådalen mange steder en overset og betydelig rolle for vandløbenes tilstand.

Vandløb med stor fysisk variation understøtter således både den største artsrigdom og de største bestandstætheder for den enkelte art.

DTU Aqua registrerede som et eksempel for nylig 14 fiskearter på en 400 meter lang strækning i Gudenå, hvilket er højt efter danske forhold.

Karakteristisk for strækningen er, at den løber som et naturvandløb med stor fysisk variation, hvorfor der både findes ørredyngel på 5 cm og velvoksne gedder på op til 100 cm inden for få meter af det samme vandløb.

Tætheden af vilde ørreder på strækningen er i øvrigt så høj, at der for hver meter vandløb findes mellem 4 og 15 stykker ørredyngel. Diversitet i levesteder er lig med diversitet i artsrigdommen.

Behov for et administrativt paradigmeskifte

Overordnet sker genopretningen af de danske vandløb i to spor:

• Det ene spor fokuserer på det anlægstekniske i form af fysisk vandløbsrestaurering, ofte med store entreprenørmaskiner, genslyngninger og tilførsel af gydegrus og skjulesten, som gennem tiden er blevet fjernet ved vandløbsreguleringer.
  
  Det er et område, hvor vi efterhånden har betydelig erfaring, og hvor en lang række rådgivningsfirmaer samarbejder med kommuner og staten om at projektere de fysiske indgreb og styre entreprenørmaskinerne.
  
  
• Det andet spor er også afgørende vigtigt og fokuserer på at fjerne eller minimere det vedligeholdelsesregime, som gennem årtier har haft negativ påvirkning på vandløbenes fysiske tilstand og dermed manglende miljømålsopfyldelse.

Når kommuner og lodsejere slår grøden, fjerner kantvegetationen og de væltede træer eller graver vandløbsbunden op, så er det ensbetydende med tab af levesteder for de organismer, der bor i vandløbet, og ikke mindst for fiskene.

Biodiversiteten i vandløb er helt afhængig af disse strukturelle elementer, så når de fjernes, homogeniserer man vandløbets fysik og fjerner dermed livsgrundlaget for både fisk og smådyr.

Det er ofte sådan, at når vandløbenes økologiske funktion genoprettes og fiskene trives, så er der så stor fysisk variation, at også smådyr som fx døgnfluer, slørvinger og vårfluer får gode livsvilkår.

Mange vandløb er lagt i en fysisk spændetrøje

At give plads til vandløbenes naturlige dynamik kan være en særlig vanskelig øvelse, idet mange vandløb er lagt i en fysisk spændetrøje af tidligere tiders reguleringer og udretninger.

Samtidig lægger de gældende vandløbsregulativer (udarbejdet af kommunerne) mange steder lægger begrænsninger på, hvor meget naturlig dynamik, vandplanter og rod man kan acceptere.

Her kommer vandrammedirektivet heldigvis vandløbene til undsætning, for lovgivningen på området er temmelig klar:

De planlagte fysiske restaureringsindsatser skal gennemføres, og der er fx ekspropriationspligt, hvis der ikke kan findes en frivillig løsning ved de konkrete projekter.

Kommunernes løbende vandløbsvedligeholdelse (fx grødeskæring og oprensninger) må samtidig ikke give anledning til forringelse af miljøtilstanden eller forhindre, at miljømålene kan opfyldes.

Kan kommunen ikke sikre dette hensyn til miljømålene, så har den pligt til at tilpasse vandløbsregulativerne, så vandløbsvedligeholdelsen tilgodeser miljømålene.

Frivillige aftaler går langsomt

Hidtil er indsatsen i vandløbene i overvejende grad blevet gennemført ved frivillige aftaler mellem myndigheder og lodsejere, hvilket som udgangspunkt giver den bedste proces.

Men i takt med at vi nærmer os 2027 og stadig er meget langt fra målet om god økologisk tilstand i vores vandløb, er det afgørende nødvendigt at skrue op for tempoet i indsatsen

Herunder er det vigtigt også at få taget hul på de projekter, som man ved er konfliktfyldte, og hvor det kan være vanskeligt at finde løsninger i mindelighed.

Mens hovedparten af projekterne skal gennemføres af landets kommuner, så ligger to af Danmarks største spærringer (ved det nedlagte Holstebro Vandkraftværk i Storå og ved Tangeværket i Gudenå) stadig på miljøministerens skrivebord med forventning om en afklaring i 2024.