Doughnut-modellen: En ny økonomisk tænkning

Det økonomiske tankegods, vi har arvet fra det 20. århundrede og har bygget forretningsmodeller og politiske ideologier på, har haft ét enkelt mål: vækst.

Men kloden sveder, skovene brænder, havene stiger, folk flygter og sulter, og uligheden er stor.

Flere ’konventionelle økonomer’ betegner dette pres som såkaldte eksternaliteter og har ekskluderet spørgsmål om miljø, forurening og ulighed som noget, der ligger uden for økonomiens genstandsfelt.

Vores økonomiske tænkning skal kunne rumme verdens til tider besværlige kompleksitet. Hvad nu hvis vi begynder helt forfra?

Ordet ’økonomi’ har flere tusinde år gamle rødder, nemlig i de to græske ord oikos og nomos, der tilsammen betyder kunsten at forvalte en husholdning.

Økologi betyder læren om naturens husholdning – forholdene mellem livet og dets omgivelser.

For 250 år siden udvidede Adam Smith økonomi til at omfatte forvaltningen af hele nationens velstand.

I løbet af de sidste 50 år er menneskets aktiviteter accelereret så voldsomt, at de optager næsten hele Jorden. I det 21. århundrede er hele Jorden altså den husholdning, vi må lære kunsten at forvalte.

Til det må vi have helt nye økonomiske mål og midler. Doughnut-modellen er et godt bud.

Hvad er doughnut-­økonomi?

Den britiske økonom Kate Raworth fik ideen til doughnut-modellen, da hun i 2012 deltog i en konference om globale miljøproblemer, hvor forskere fra Stockholm Resilience Center fremlagde ni planetære grænser, som det er risikabelt for os at overskride.

Kate Raworth syntes dog, der manglede noget. Hun tænkte:

”Nu kender vi planetens ydre grænser, og det er selvindlysende, at vi skal respektere dem. Men det siger os jo ikke noget om, hvilken verden vi gerne vil skabe.”

Inde i den store ring, ’det miljømæssige loft’, tegnede hun derfor en mindre ring, som hun gav overskriften ’det sociale fundament’.

Sådan opstod modellen, der tilfældigvis ligner en doughnut. Jeg kalder den redningskransen. Det er ikke så vigtigt, hvad den hedder. Men det er formen på den.

FN’s 193 medlemslande vedtog i 2015 de 17 verdensmål, og de udgør modellens sociale fundament. Målet er at bevæge den globale økonomi ind mellem fundament (verdensmål) og loft (planetære grænser).

København arbejder med modellen

Siden Kate Raworth offentliggjorde modellen i 2012 og udgav den internationale bestseller Doughnut Economics i 2017, har byer, virksomheder, skoler, universiteter og borgergrupper over hele verden taget modellen til sig. Københavns Kommune vedtog i 2020 at benytte modellen.

Kort før julen 2022 samlede vi i Copenhagen Doughnut en gruppe af borgere, politikere og forvaltning på København Rådhus. Sammen med Kate Raworth skulle de udforske, hvordan København kan blive ”et hjem for folk som trives, i et levende miljø, i respekt for andre folks rettigheder, og hele Jordens helbred.”

For at understøtte denne proces har Doughnut Economics Action Lab (DEAL) skabt et nyt sæt værktøjer til at anvende doughnut-modellen og introducere lokale tiltag.

At komme ind i ’smørhullet’ vil kræve enorme økonomiske forandringer. Kunsten er at skabe en økonomi, som er regenerativ, retfærdig, og som muliggør trivsel uafhængigt af vækst.

Affald giver værdi til den næste proces

I de nuværende lineære industrielle systemer tager vi Jordens materialer og forvandler dem til de produkter, vi ønsker. Dem bruger vi en stund – ofte blot en enkelt gang – og smider dem måske derefter væk.

Kate Raworth kalder det for ’take-make-use-lose’: En ensrettet blindgyde, som bryder med naturens kredsløb og destabiliserer den levende planets kritiske livsunderstøttende systemer.

Udfordringen bliver at omdanne dette uholdbare og lineære industrielle system til en regenerativ økonomi.

Den skal være drevet af vedvarende energi, hvor ressourcer ikke bruges op, men kan bruges igen og igen, og hvor affald fra én proces er værdifuldt i den næste proces.

Naturen har praktiseret dette i flere milliarder år ved at nedbryde planter og dyr til livets molekylære byggesten for derefter at bygge dem op igen.

Nu skal vores mineralske og menneskeskabte materialer – fra metaller til tekstiler og plast – efterligne naturens model med et åbent og modulært design, der gør det muligt at restaurere, reparere og renovere alt – og kun som sidste udvej recirkulere.

Denne forvandling må gå hånd i hånd med et lige så ambitiøst skift fra at skabe ulighed og splittelse til retfærdige økonomier.

Nye teknologier kan understøtte en omfordeling

Den gode nyhed er, at fire teknologiske innovationer skaber hidtil usete muligheder for at skabe en økonomi, der i langt højere grad fordeler værdien blandt alle dem, der er med til at skabe den:

• Hvordan vi producerer energi – fra olieplatform til solpanel og vindmølle
• Hvordan vi producerer ting – fra samlebåndsfabrik til 3D-print hjemme ved skrivebordet
• Hvordan vi kommunikerer – fra kabler til mobilnetværk
• Hvordan vi deler viden – fra patenter til open source

Selvfølgelig risikerer disse teknologier – især digitale netværk – og deres værdiskabelse at blive koncentreret på få hænder.

Men hvis de bliver skabt, designet, reguleret og ejet til det fælles bedste, har de et vidtrækkende potentiale til omfordeling.

At lykkes med denne opgave bliver et helt centralt økonomisk spørgsmål i det 21. Århundrede.

Naturen som forbillede

Det mest grundlæggende problem med vores strukturelle afhængighed af endeløs vækst er, at det strider mod naturens orden – som det bl.a. blev beskrevet i 1972 i ’Grænser for vækst’.

Naturen, må være vores forbillede og læremester. I modsætning til økonomernes eksponentielle vækstkurve jævner naturens vækstkurve sig gradvist ud til et plateau.

I naturen er vækst en sund fase af livet, hvor vi fx ser vores børn og blomster vokse. Men i naturen vokser intet for evigt. Alt, hvad der forsøger at gøre det, ødelægger sig selv eller det system, det afhænger af.

Så hvad skal der til for at afslutte denne strukturelle afhængighed af vækst og i stedet følge naturens eksempel ved at skabe økonomier, der kun vokser, indtil de bliver voksne?

Det er vor tids eksistentielle økonomiske spørgsmål.

Denne økonomiske forandring kræver også en gentænkning af og dybere forvandling af vores egen identitet: en genopdagelse af, hvem vi faktisk er.

Det 20. århundredes neoklassiske økonomi med fokus på markeder reducerede menneskehedens rolle i økonomien til arbejdskraft og forbruger, kreditor eller debitor.

Men i husstanden er vi fx partner, forælder og barn.

I forhold til staten er vi borger, skatteyder, demonstrant. Og vi kan i andre sammenhænge være medskaber og forvalter.

Vi påtager os disse forskellige økonomiske roller hver dag og trækker på vidt forskellige sæt af værdier og færdigheder – fra samarbejde og empati til altruisme og gensidighed.

Det er afgørende for fremtidens økonomi at dyrke og pleje disse sociale færdigheder.

Der er mange måder til at bevæge os ind i doughnutten. Den økonomiske tænkning i det 20. århundrede kunne ikke håndtere verdens kompleksitet.

Det 21. århundredes økonomi begynder som praksis, før den bliver til teori.

Med de rigtige værktøjer, fantasi, inddragelse af alles stemmer og relevant data kan vi håndtere de mange komplekse kriser, vi står i.

Heldigvis er tusindvis af fællesskaber allerede i fuld gang med at skabe den regenerative og retfærdige økonomi, der kan opfylde alle menneskers behov – ansporet af Jordens og naturens livsunderstøttende systemer.