Podcast DM Biosfæren: Poetiske sommerfugle, store planteædere og vejen til mere vild natur
Michael Stoltze (tv.) er selvstændig biolog og forfatter til bl.a. Danske Dagsommerfugle, der netop har vundet Weekendavisens Litteraturpris. Jens-Christian Svenning (th.) er professor på AU og medlem af Biodiversitetsrådet.
Er det også natur at udsætte elge og bisoner bag hegn? Hvorfor kan sommerfuglen blodplet ikke leve uden den giftige plante engbrandbæger? Hvad er natur – og er noget natur mere naturligt end andet? Hør AU-professor Jens-Christian Svenning og sommerfugleekspert og forfatter Michael Stoltze.
Natur og biodiversitet er et vidt begreb, og vores natursyn ændrer sig med vores kultur og vores måde at leve på. Mennesker ændrer landskaberne – og det gør dyrene også.
Sommerfugle er naturens poesi på vinger, siger biolog Michael Stoltze. Sommerfuglene er også en slags barometer for, hvordan det går med biodiversiteten.
Det er svært at være sommerfugl i dag. Men vi savner ikke kun sommerfuglen i den vilde natur. Før mennesket holdt elefanter og bisoner planterne i skak – i dag har vi brug for heste, køer og hjorte, hvis vi vil have vild natur og varierede landskaber. Hør, hvor meget de store dyr gavner biodiversiteten.
Vi besøger også Danmarks første, kommende bynære naturnationalpark Kalvebod Fælled.
I 4. sæson af DM Biosfæren undersøger vi igennem fire afsnit, hvad er natur, og hvad er naturligt.
Gæster:
- Michael Stoltze, selvstændig biolog, foredragsholder og forfatter til bl.a. den prisvindende Danske Dagsommerfugle.
Læs: Sommerfugle kan åbne døren til naturen
Facebooksiden Sommerfuglehaver - Jens-Christian Svenning, professor og leder af Center for Ecological Dynamics in a Novel Biosphere ved Institut for biologi på Aarhus Universitet, medlem af Biodiversitetsrådet.
Værter: Mikael Bent Hansen, biolog og redaktør i DM Bio, og Bille Sterll, journalist og podcastproducent.
Jingler: Raehan Sarjou.
DM Bio's podcast DM Biosfæren
DM Biosfæren er en podcast om alt det, der vokser og gror. Den udgives af DM Bio, som er et fagligt fællesskab under fagforeningen DM.
Biosfæren er det rum, hvor levende organismer kan trives her på kloden. DM Bio's podcast er det rum, hvor alle, der arbejder med – eller interesserer sig for – miljø, natur, landskab, klima og fødevarer får Bio-vitaminer til hjernen.
Vi samler fagfolk i studiet og taler om barrierer og løsninger for få bedre biodiversitet og gøre verden mere bæredygtig.
Podcasten kan findes i diverse podcastapps.