Ny form for målrettet naturpleje bliver justeret løbende ud fra data

Få kilometer nord for Lemvig ligger en naturtype, som kun findes få steder i landet: våd hede.

Området er Gjellerodde, som rækker ud i Limfjorden. Det er lavtliggende sandet jord, som engang har været ekstensivt drevet landbrug. 

Våd hede er specificeret i EU’s habitatdirektiv, og Danmark er forpligtet til at bevare våde heder som følge af EU’s naturgenopretningsforordning. 

Området, der ejes af Lemvig Kommune, er også udpeget til EU-fuglebeskyttelsesområde, fordi der er over 200 fuglearter i og omkring søerne. 

En ny tilgang er et forsøg på at gøre det endnu bedre. Tilgangen indgår i et samarbejde mellem kommunen, Naturstyrelsen Vestjylland, Aage V. Jensen Naturfond samt forskere fra AU, som har foreslået fremgangsmåden.

Tilgangen er adaptiv naturforvaltning, som i et pilotprojekt på Gjellerodde bliver anvendt for første gang i Danmark på en naturtype. 

Adaptiv naturforvaltning hviler på tre grundpiller – en klar målsætning med plejen, en vedvarende overvågning og en løbende justering af plejeplanen på baggrund af den registrerede udvikling i området.

20 års viden om 40 danske heder

Christian Damgaard, professor i terrestrisk økologi på AU, er hovedmand på udkastet til en plejeplan. Det sker med viden fra over 40 danske heder, som er blevet fulgt gennem 20 år som led i NOVANA-programmet om national overvågning af vandmiljø og natur.

Han skal også stå for den konkrete løbende overvågning på Gjellerodde og bearbejde indsamlede data for en vifte af faktorer i en mere favnende analysemodel, der desuden medtager viden fra andre europæiske lande.

Resultaterne danner grundlag for at justere plejen om nødvendigt.

”Der vil være fokus på at understøtte klokkelyng, som er en meget karakteristisk art på våd hede, og samtidig at svække blåtop, et græs, så dette ikke bliver dominerende,” fortæller Christian Damgaard.

”Det er muligt at lave forskellige plejescenarier ved at skrue på faktorerne i modellen, og det kan være en hjælp til beslutningen lokalt om den rette forvaltning af området. Hvad sker der fx, hvis kvælstofbelastningen reduceres, ved at et husdyrhold i området sløjfes, eller at området afgræsses, eller at det slås, og afklippet fjernes,” siger Christian Damgaard. 

Han tilføjer om afgræsning, at målemetoden stadig ikke er optimal mht. denne faktor, fordi den ikke omfatter viften af afgræsningspraksisser.

Han nævner som de væsentligste variable i forhold til prognosen kvælstofkoncentrationen, jordtypen (jo mere sandet, desto bedre trives typiske hedearter), jordens surhedsgrad, nedbøren og eventuel praksis med afgræsning.

Monitorering og modificeringer

Adaptiv naturforvaltning er et koncept, som er blevet udviklet i Nordamerika samt Australien og New Zealand. Først for 10-15 år siden blev det hentet her til Danmark.

Jesper Madsen har ledet internationale projekter med denne tilgang, der også omfatter Danmark, og hvor formålet har været at regulere bestanden af trækfugle, som gør skade på landbrugets afgrøder og på sårbar vegetation, eller for at beskytte bestande, som er i tilbagegang. Han er også involveret i arbejde med ulvebestanden i Danmark.

Jesper Madsen er leder af Center for Adaptiv Naturforvaltning på AU. Her er han professor på Institut for Ecoscience med speciale i faunaøkologi. 

Med Gjellerodde-projektet tager han skridtet fra bestandsforvaltning til beskyttelse af naturtype og plante- og dyrearter.

”Adaptiv naturforvaltning er en metode med en systematik, hvor problemstillinger formuleres klart, og der sættes et tydeligt mål med plejen. Plejeplanen indeholder elementer, som der er det største vidensgrundlag for."

"Men til forskel fra traditionel evidensbaseret naturpleje slutter det ikke dér. Der foregår en monitorering gennem hele forløbet, der kan føre til modificeringer af plejeplanen i samarbejde med myndigheder og brugergrupper,” siger Jesper Madsen.

”Hvis det, man opnår, svarer til hypotesen, giver det mening at fortsætte ad samme vej. Men hvis den ønskede effekt udebliver, er det anledning til at afprøve noget nyt og se, hvordan det udvikler sig. Sådan kan man gradvist reducere usikkerhederne. Det er det centrale i den adaptive model,” siger han.

”Det er egentlig bare sund fornuft. At man tager ved lære under vejs i en proces,” siger Jesper Madsen. Han tilføjer, at erfaringerne fra en vellykket case nemt kan overføres til andre cases, hvor de så løbende kan tilpasses ud fra feedback i den lokale natur.

Forskellige veje til biodiversitet

Biodiversitet er på den politiske dagsorden. Regeringen vil indføre en samlet lov om natur og biodiversitet med mål og virkemidler for et grønnere Danmark. 

Samtidig skal vi bidrage til EU's biodiversitetsstrategi, hvor målet er beskyttet natur på 30 pct. af arealet senest i 2030.

Så hvordan kan adaptiv naturforvaltning fremme biodiversitet sammenholdt med andre ’nyere’ tilgange såsom open-ended naturforvaltning og rewilding?

Jesper Madsen vurderer, at forskellige fremgangsmåder i naturbevarelse og naturgenopretning fint kan bruges side om side.

”Danmark har i EU forpligtet sig på at holde en god bevaringsstatus for nogle af de truede naturtyper og plante- og fuglesamfund. Kravene skærpes med EU’s naturgenopretningsdirektiv. Derfor bliver vi nødt til at adressere nogle af de specialiserede typer og arter, og det kan lade sig gøre mere målrettet med adaptiv naturforvaltning." 

"Open-ended naturforvaltning indeholder i sagens natur ikke noget konkret mål. Rewilding består i at introducere store græssere i naturen, og de skal have en nøglefunktion. Men i vores land, som er domineret af kulturlandskaber, skal der sættes hegn om, så rewilding kan kun foregå i afgrænsede områder,” bemærker han.

”Når det er sagt, så vil alle tilgange formentlig fremme biodiversitet, men på forskellig måde,” siger Jesper Madsen.

Han forventer, at der i forbindelse med udformningen af den varslede biodiversitetslov også skal træffes en politisk beslutning om, hvor meget forskellige naturforvaltningsmetoder skal bringes i anvendelse, og hvor de evt. skal benyttes.

Som led i aftalen om implementering af Den Grønne Trepart skal der udtages 140.000 ha lavbundsjorder og rejses 250.000 ha skov. De primære årsager er klimaændringer og kvælstofbelastning, men arealomlægningen kan potentielt også øge biodiversiteten. Jesper Madsen nævner, at vha. adaptiv naturpleje kan et stykke landbrugsjord fx omdannes til en orkidérig eng.

Samme resultater i visse udmøntninger

DM Bio har bedt Jonas Geldmann som udenforstående forsker om at vurdere, hvordan adaptiv naturpleje kan fremme biodiversitet set i forhold til andre tilgange såsom open-ended naturforvaltning og rewilding. Jonas Geldmann er lektor i biodiversitet på Globe Institute på KU.

”Alle tre begreber har meget brede rammer, og i visse udmøntninger kan de give samme resultater,” siger han.

”Det centrale i adaptiv naturforvaltning er at sætte klare mål, og at fremdriften mod disse evalueres, så konkrete strategier og aktiviteter kan justeres undervejs. Adaptiv naturforvaltning er derfor ofte velegnet, hvis målet er smalt, nemlig at beskytte bestemte naturtyper og arter,” siger Jonas Geldmann.

Han tilføjer, at adaptiv naturforvaltning også kan bruges til at nå et bredere mål.

”Med hensyn til open-ended naturforvaltning ligger det i begrebet, at det er uden noget specifikt mål. Her er der mere fokus på at understøtte naturlige dynamikker og processer end at hjælpe bestemte truede naturtyper og arter. Formålet er at skabe naturlighed, og det kan sagtens være, at det gavner bestemte arter og naturtyper – det er bare ikke sikkert,” siger han.

Jonas Geldmann betegner det som et meget ungt videnskabeligt felt, hvor klare definitioner og principper endnu ikke er på plads.

”Rewilding har ikke nogen klar videnskabelig definition og bruges til at beskrive mange forskellige ideer og tiltag. Men mange rewildingprojekter, hvor et hovedgreb er at udsætte større planteædere, kan i virkeligheden overlappe med adaptiv naturforvaltning, fordi forvaltningen af disse arter bliver et centralt mål for projekterne,” siger han.

Der er usikkerheder i prognosen

Tilbage til Lemvig og Gjellerodde-pilotprojektet. Her mangler Christian Damgaard at analysere jordprøver fra området, inden han kan færdiggøre plejeplanudkastet.

”Økosystemer er meget komplekse, og det kunne være rart med en længere tidsserie. Det er vigtigt at være ydmyg og fortælle om usikkerheder i prognosen og tage yderpunkter med. Men forholdet mellem de signaler, vi kan se i våd hede, og ’støjen’ – altså usikkerhederne – er acceptabelt,” siger han.

Han forventer, at hvis de overvejede greb bliver anvendt, vil der komme mere klokkelyng på Gjellerodde med en sandsynlighed, der kan beregnes.

”Men det er ligesom med vejrudsigter. Det sker, at man bliver skuffet,” siger Christian Damgaard.