Findes den perfekte naturnationalpark? Mød en skovfoged, der nu skal tænke 'omvendt'

Bidstrupskovene ligger på Midtsjælland ved Hvalsø mellem Roskilde og Ringsted. En stor del af området er for nylig udpeget som kommende naturnationalpark. Skovene har længe været dyrket med træproduktion som første prioritet, men har i alle årene haft flere store grupper brugere med meget forskellige fritidsinteresser.

Det kræver derfor sin mand at skulle skifte kurs, droppe produktionsmålene, indhegne og udsætte græssere og samtidig tilgodese friluftsfolkets interesser.

Hans Jessen er én af disse mænd, og han har arbejdet i Bidstrupskovene siden 1982. Først som kommunal ansat – siden som skovfoged i den nuværende Naturstyrelse.

Københavns Kommune solgte skovene i 1995, hvor kommunekassen fattedes penge, og man besluttede at sælge området til staten, der nu er ejer.

Naturnationalparken er ikke endelig endnu. Processen er sat i værk, men det er politisk besluttet, at der skal gennemføres dialog med brugerne om, hvordan naturnationalparken skal udformes, og den dialog er Naturstyrelsen i fuld gang med.

Det, som ligger på bordet for øjeblikket, er en plan om, at halvdelen af de 1.000 ha, som Bidstrupskovene dækker, skal være naturnationalpark.

Naturnationalparken bliver større arealer, som er præget af selvforvaltende natur. Og til en selvforvaltende natur er græsning nødvendig. Hjortebestanden alene kan ikke klare den opgave. Den anden halvdel af Bidstrupskovene lægges ud som urørt skov.

Læs også: Stor befolkningsundersøgelse om naturnationalparker, konflikter og muligheder

Træer er ikke bare træer

BIO er taget på skovtur i Bidstrupskovene denne smukke efterårsdag for at snakke med Hans Jessen om, hvad der nu skal ske med området.

Han pointerer, at den urørte del af Bidstrupskovene vil blive ’forstligt’ urørt i den forstand, at træproduktionen ophører.

”Det er da heller ikke nogen hemmelighed, at den lokale savværksejer på Hvalsø Savværk har udtrykt sin utilfredshed med Naturstyrelsens planer,” siger Hans Jessen og fortsætter:

”Når naturplanen ligger klar, så vil vi – som vi allerede er begyndt på – fjerne oversøiske træarter som douglasgran, nobilis og grandis, der alle stammer fra Nordamerika. Vi driver ikke klapjagt på disse træarter. Vi kan sagtens finde på at lade nogle stykker stå, som står særlig flot i landskabet.”

Det kan i øvrigt også give misforståelser blandt skovgæsterne, som forundret kan finde på at spørge Hans Jessen, om skoven ikke skal være urørt.

I generationer har de lokale skovfogeder passet skoven med fokus på træproduktionen, men det bliver anderledes nu.

”Den største ændring er, at skovdriften ophører, og formålet med området bliver natur – men også hensyn til friluftsliv. Sidstnævnte var til dels også formål før, men nu kan vi ikke længere levere træ til samfundet,” fortæller skovfogeden, som er uddannet skov- og landskabsingeniør i 1979.

En mose genopstår

Vi går videre gennem skoven, og Hans Jessen fortæller om et andet initiativ, Naturstyrelsen er i gang med på naturens vegne: at stoppe dræn rundt om i skoven. Det er bl.a. et areal på lidt over en hektar vest for Avnstrup, hvor der har stået sitkagran i 50-60 år (denne art er i øvrigt også nordamerikansk), og nu står vi i udkanten af området.

”Nu er drænene ikke længere effektive, og i takt med, at vi lukker dem ned, genopstår moseområderne. Vi fældede granerne i 2014 og stoppede drænene i 2015. Området var simpelthen for uproduktivt, så vi valgte allerede dengang at lade området vokse til i natur. Det er lykkedes meget godt – rørhøgen har også været en tur forbi,” fortæller Hans Jessen med et smil.

Genskabelsen af den naturlige hydrologi er også til fordel for stor vandsalamander, andre padder, guldsmede mv. Målet er at skabe ’en blå korridor’ igennem skovene, som kan få stor betydning for mange lys- og fugtighedskrævende arters muligheder for spredning.

Usædvanlige hændelser kan forekomme, når man tager et interview i skoven. En drone med fotolinse var sendt 200 meter op over mosen, da vi pludselig så en fiskeørn mellem trækronerne. Den gled ind over mosen.

Da fotografen fik at vide, at ørne kan trænes til at angribe droner, fik han med panisk hurtige bevægelser på styreboardet sin drone manøvreret ned på skovstien.

”Den drone koster næsten 20.000 kr.,” fortalte han, mens fiskeørnen svævede videre i efterårssolen.

Nu er det forbudte tilladt

Veteranisering er en tredje vigtig indsats her i opstarten af naturnationalparken.

”Det er klart et arbejde, som er direkte imod den faglighed, jeg har præsteret de sidste 40 år og lært på Skovskolen i sin tid. Men nu forbereder vi skoven til dens nye status, ” siger Hans Jessen og uddyber:

”Vi skærer huller i træstammerne, flår barken af, trækker toppen af træer med et stort traktorspil, påfører træet brandsår, borer huller til flagermus og spætte – for bare at nævne nogle metoder,” siger han og peger op på en gammel bøg, hvor der er boret hul og skrællet bark af.

”Jeg har lænet mig op ad min viden og erfaring, men bruger den nærmest ’omvendt’ nu. Før ville jeg fælde de krogede og skadede træer for at skabe plads og lys til de lige stammer, som gav det bedste gavntræ. Nu lader vi de gamle træer stå, da de giver den største mulighed for biodiversitet i form af insektangreb, besøg af spætten eller huller til flagermusen.”

Naturstyrelsen vil have den størst mulige variation, og Hans Jessen kan sagtens bruge sin ’gamle’ faglighed til det – han skal bare lige vænne os til det voldsomme paradigmeskift.

”Nu skal vi gøre det, som var strengt forbudt før. Fx har vi nu sagt til skovarbejderne, at hvis et træ fældes, må det gerne falde ind i et andet træ med knækkede grene og barkskrab som muligt resultat. Det ville være en dødssynd i tiden med produktionsskov,” betoner han.

Græsning styrker biodiversiteten

I nogle af naturnationalparkens områder vil Hans Jessen og hans kolleger forsøge at øge biodiversiteten vha. græsning.

Der er sandsynligvis gevinster at hente ved at sikre et højere græsningstryk, end man får fra de tre nuværende naturligt forekommende hjortearter kronvildt, då- og råvildt.

”Vi forventer, at det bliver med kvæg, men det er ikke afklaret endnu. Det er i sidste ende politikernes beslutning. De udstikker retningen, og os embedsmænd i Naturstyrelsen må så på bedste vis opfylde deres ønsker,” forklarer han og fortsætter, mens vi vender tilbage mod skovfogedboligen i skovbrynet:

”Vi tror, at løsningen bliver et totrådet elhegn. Det går fint til kvæg, hvorimod et bisonhegn eller et elghegn skal være langt højere og kraftigere.”

Fra kubikmeter til projektgrupper

Bidstrup Skovene er et af Sjællands meget besøgte, statsejede skovområder, og brugerne kommer fra både nær og fjern. Det skyldes både den centrale beliggenhed og det lange offentlige ejerskab, men også den varierede natur og de mange tilbud til friluftsaktiviteter. Der er i skoven flere lokale, nationale og internationale ruter til gående og cyklister.

”Før i tiden handlede det om kubikmeter træ og planteplaner, men nu holder jeg rigtig mange møder med interessegrupperne samlet i den lokale projektgruppe.”

I processen frem mod naturnationalparken, at de lokale interesseorganisationer bliver hørt. I den lokale projektgruppe er der ikke mindre end 29 interessenter repræsenteret.

Den lokale projektgruppe skal bidrage til udarbejdelsen af projektbeskrivelsen og forvaltningsplanen for naturnationalparken, inden planen skal i offentlig høring.

Projektgruppen repræsenterer lokale foreninger og organisationer, lokale bylaug og desuden repræsentanter fra Lejre Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land.

”Jeg går til jobbet med respekt for andre fagligheder og interesser. Det er et stort skifte, men også en gevinst for mig personligt. Jeg oplever så meget nyt, at det er som at få et andet job.”

De mentale udfordringer

”En af udfordringerne er, at jeg mentalt har skullet omstille mig. Med de filosofiske briller på kunne jeg sige, at vi skal vænne os til ikke at gøre noget. Naturen skal opstå og udvikles, som den selv vil. Måske skal vi bare se på?”

Dette tankesæt er jo nærmest angstprovokerende i forhold til den arbejdstilgang, Hans Jessen har lært sig og levet med som skov- og landskabsingeniør og skovfoged gennem fyrre år.

Og som han selv siger, mens vi sidder bænket ved det store træbord i skovfogedboligen:

”Den store udfordring er at lære nogle nye fagligheder, men det er også berigende, spændende og interessant. Det, jeg især tager med mig og kan bruge i hverdagen, er, at vi skov- og landskabsingeniører er forholdsvis handlingsorienterede. Førhen var det godt at vide noget om trævækst og produktionspotentialer – nu er det artslister.”

Skovfogeden står af undervejs

Men er der et slutresultat? Kan skovfogeden fra Bidstrup Skovene på et tidspunkt læne sig tilbage og sige, nu har vi den perfekte naturnationalpark? Og har vi en urørt skov i fuld balance i 2050?

”Nej – det er én af de ting, vi skal vænne os til. Der er ikke et slutmål, for så skal vi som mennesker skabe det – og det er imod intentionerne,” svarer Hans Jessen efter en kort betænkningstid og hælder den sidste kaffe i kopperne.

”Vi skal fremme mulighederne for de naturlige kræfter og processer. Og det er vi i fuld gang med. Hvis vi sætter et mål, kan alene klimaforandringerne måske overbyde vores indsats. Vores mål er ikke et endemål, vi kender det ikke, og måske er det ikke eksisterende.”

”Jeg er nødt til at vænne mig til tanken – jeg ’står af’ undervejs. Sådan er det at arbejde med natur,” siger Bidstrupskovenes skovfoged eftertænksomt.

”Lige nu – og et stykke tid frem – gør vi noget. Vi skubber på udviklingen ved at fælde udvalgte træer, stoppe dræn og veteranisere træer. Men vi har af og til lange diskussioner om, hvordan vi kommer videre: Skal vi eksempelvis fælde de ikke hjemmehørende douglasgraner, eller skal vi vente og lade dem skvatte om af sig selv om x antal år?”