Vi skal have flere humanistjob i de små og mellemstore virksomheder
Af Mads Fjord Jørgensen og Lukas Hidan, hhv. programleder og økonom i tænketanken DEA
Coronakrisen betyder, at de nyuddannede akademikere kan få vanskeligere ved at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Det er især bekymrende for humanisterne, da de generelt har en højere dimittendledighed. Ny analyse peger på, at flere humanister har gode muligheder i den private sektor i jagten på job.
Beskæftigelsesministeriet offentliggjorde for nylig tal, der viste, at flere dimittender modtog dagpenge inden for det første år efter afsluttet uddannelse i 2018 sammenlignet med 2007. Coronakrisen har medført ekstra politisk fokus på at sænke ledigheden blandt nyuddannede. Og den nyetablerede kommission for 2.-generationsreformer med formand Nina Smith i spidsen skal da også komme med bud på løsning af udfordringer med den høje dimittendledighed.
Selvom der er markante forskelle i ledigheden mellem humanistiske uddannelser, så skiller kandidater fra humaniora på universiteterne sig desværre ud med en generelt højere dimittendledighed. Derudover er det omkring 70 pct. af humanisterne, der bliver ansat i det offentlige. Set i lyset af en coronakrise og generelt stagnerende budgetter kan den offentlige sektor næppe fortsætte med at absorbere en lige så stor andel af akademikere – heriblandt humanister.
Den private sektor er da også i dag den største aftager af akademisk arbejdskraft, men der er fortsat et stort potentiale – ikke mindst i de knap 85.000 små og mellemstore virksomheder (SMV’er) i Danmark, hvor godt 55.000 ikke har akademikere ansat i dag.
En DEA-analyse fra i år peger netop på, at særligt de humanistiske kandidater i deres jobjagt med fordel kan se mod SMV’er med ingen eller begrænset erfaring med akademikere. Det er nemlig virksomheder, hvis første akademikere indbefatter humanister, hvor virksomhedslederen vurderer, at de ansatte akademikere skaber den største værdi.
Analysen viser også, at dét, SMV’erne vægter højest ved akademiske medarbejdere, er de sociale kompetencer, da de er løftestang for at bringe medarbejdernes faglige kompetencer i spil. SMV’erne værdsætter medarbejdernes evne til at agere på tværs af uddannelsesniveau, fagligheder og menneskelig forskellighed, da et tæt samarbejde og lav specialiseringsgrad ofte er et vilkår på disse mindre arbejdspladser.
En klar forventningsafstemning mellem virksomhedernes behov og medarbejdernes kompetencer øger sandsynligheden for et godt match, da SMV’erne ofte ikke ved, hvad de kan bruge akademikere til. Spørgsmålet er, om det er realistisk, at nyuddannede akademikere kan stå for dette.
Vi bør som samfund sætte initiativer i gang, der kan bidrage til mere præcise match for at bane vejen ind i flere SMV’er for akademikere. Det kan være opskriften på, at også humanister lander et job til gavn for både dem og arbejdsgiveren, på trods af at vi befinder os i en vanskelig tid for jobsøgende generelt.
