For første gang har Akademikerbladet brugt flere kvindelige eksperter end mandlige

Det var det allersidste punkt på min todo-liste før juleferien, og jeg var ærlig talt nervøs.

Tidligere på året havde jeg lovet offentligt, at vi ville tælle køn på de kilder, vi bruger i Akademikerbladets historier, men det løfte var i løbet af efteråret gledet ud af min bevidsthed.

Aftalen på redaktionen er egentlig, at journalisterne nu selv tæller op og taster ind i et hjemmebikset online-system (tak til ChatGPT for at kode det for os), men jeg havde glemt at følge op på det. Nu manglede vi data for flere måneder og vigtigere end det: Jeg havde ikke skænket det en tanke, når jeg sparrede med journalisterne om historier.

Med andre ord anede jeg ikke, hvordan det gik, og jeg havde ikke gjort det, jeg havde lovet.

Nu sad jeg så midt om natten og måtte selv tælle op artikel for artikel, mens jeg gnaskede billige, margarinemættede vaniljekranse for at holde energien oppe og ja, jeg havde nok lidt ondt af mig selv.

Jeg havde haft lyst til bare at lade det ligge, at lade som om jeg helt havde glemt det. Men jeg havde tidligere på året været ude i andre medier og spillet smart med et eksperiment, hvor vi udelukkende talte med kvindelige kilder i hele marts måned.

Jeg risikerede, at en journalist med god hukommelse fandt på at ringe tilbage og spørge: Hvad med jer selv? Hvordan går så det nu?

Jeg var nødt til at have et svar klar.

Gode ideer gør en forskel

Det er velkendt, at danske medier oftest bruger mænd som ekspertkilder. Det har vist sig igen og igen på Akademikerbladets årlige liste over landets 50 mest citerede eksperter (i 2023 var 45 af dem mænd), og videnskabelige undersøgelser har dokumenteret ubalancen flere gange.

Jeg tror personligt, at vi bliver nødt til at bruge forskelligartede kilder, hvis vi vil lave nuanceret, retvisende og skarp journalistik, der bare nogenlunde repræsenterer den virkelighed, vi beskriver. Det er oplagt at arbejde for, at flere af de kvindelige eksperter bliver hørt.

Er køn det vigtigste parameter i verden, når det handler om at sikre diversitet og nuancer i vores journalistik?

Egentlig ikke, men det er et sted at starte. Det er nemt at gå til. Det skærper vores generelle opmærksomhed på, hvem vi vælger at ringe til. Og så sikrer en rimelig fordeling også, at vores kilder i højere grad afspejler vores medlemmer, som naturligvis ofte både er kvinder og eksperter på samme tid.

Andre og vigtigere mediechefer end mig selv mener nogenlunde det samme, kan jeg læse i aviserne med jævne mellemrum. Alligevel virker det ikke til at ændre på noget. Mændene dominerer fortsat.

Derfor var det en forløsning, da vores digitale redaktør delte en skæv ide på et redaktionsmøde sidste år: Hvad nu, hvis vi ikke bare taler om problemet, men prøver at gøre noget ved det? Hvad nu, hvis vi udelukkende interviewer kvinder?

Vi valgte at gøre ideen til virkelighed.

Eksperimentet var et benspænd, der havde det enkle formål at undersøge, hvad der sker, når vi ikke kan ringe til de samme kilder, som vi plejer at gøre, og som tvang os til at diskutere og reflektere over vores praksis som journalister.

Vi evaluerede eksperimentet, da måneden løb ud – det lærte mig 5 ting om god journalistik, konkluderede jeg dengang – men hvordan så det ud her mere end et halvt år senere?

Havde det rykket noget, eller havde det bare været det stunt, som nogen kaldte det, en øvelse i branding?

Det viste sig, da jeg først begyndte at regne efter i excel-arket der midt om natten, at der er sket en ganske usædvanlig ting siden det eksperiment.

For første gang nogensinde har vi på Akademikerbladet haft flere kvinder som ekspertkilder end mænd. 52 procent kvinder mod 48 procent mænd i 2023 for at være præcis.

Hvis jeg trækker marts måned fra - det var trods alt en ekstrem og kunstigt opstillet periode – lander vi nøjagtigt på en 50/50-fordeling. Det har vi aldrig set før. Mændene har i al den tid, vi har talt op og med stor sandsynlighed også tidligere, været i overtal. Forrige år, for eksempel, udgjorde kvinder bare 32 procent af ekspertkilderne.

Det er værd at bemærke, at tallene er et skøn. Journalisterne på redaktionen laver selv optællingen, eller også gør jeg det i en sen nattetime. Vi gennemgår og kvalitetssikrer ikke optællingen efterfølgende. Ofte er det nemt at kategorisere en kilde som enten erfaringskilde, partskilde eller ekspertkilde, men andre gange vil det være umuligt at vurdere entydigt. Kilder kan udfylde forskellige roller på samme tid, og så må journalisten give sit bedste bud på, hvad kildens primære funktion i artiklen er. Den vurdering sker på relativt kort tid.

Kort sagt er vores optælling ikke eksakt videnskab. Det er et bedste bud, og der kan være unøjagtigheder.

Hvorfor taler vi med flere kvinder end før?

Jeg kan ikke udelukke, at skiftet mod flere kvindelige ekspertkilder skyldes rene tilfældigheder. Vi brugte lidt over 200 ekspertkilder sidste år, så der skal ikke meget til for at flytte procenter.

Alligevel tør jeg godt dele min teori om, at én enkeltstående faktor har gjort den store forskel for os: Forstyrrelse.

Eksperimentet i marts måned var et benspænd, der tvang os til at gøre tingene anderledes. Det havde nogle klare ulemper (det tog længere tid og var til tider håbløst besværligt), men det havde også den klare kvalitet, at det forstyrrede rutinen. Der var ingen måde for os at holde fast i det sædvanlige – ved hver historie måtte vi tænke det hele forfra - og på den måde kortsluttede vi vores egen vanetænkning og kunne efterfølgende lægge nye erfaringer og metoder til vores praksis.

Da vi evaluerede på marts-eksperimentet sidste år, lovede jeg at overveje, om der er behov for at gentage det igen i år. Det er rart at kunne sige: Nej, vi kommer ikke til kun at tale med kvinder igen.

Det betyder ikke, at alt er fryd og gammen. Sidste år satte vi os som mål at opgøre, hvor mange kilder på minoritetsbaggrund baseret på den metode, der er brugt i rapporten ”Dem vi taler om” fra Ansvarlig Presse og Roskilde Universitet. Det viste sig at være sværere teknisk, end jeg lige havde troet, og det har vi simpelthen ikke fået gjort.

Problemstillingen er ellers særdeles relevant. Vores opgørelse fra i år viser, at ingen af de 50 mest citerede eksperter har etnisk minoritetsbaggrund.

Ved nærmere eftertanke er det måske også overflødigt: Vores andel af kilder med minoritetsbaggrund vil uden tvivl være helt i bund – det er i hvert fald sikkert, at jeg sjældent bemærker dem, når jeg redigerer vores artikler – og på den måde er kræfterne nok bedre brugt på at overveje, hvad vi egentlig skal gøre for at forholde os til det.

Jeg tror, det kræver et nyt eksperiment, der forstyrrer.