Lektorbedømmelse: "Et centralt element af undervisernes stillingsstruktur"

Lektorbedømmelser er vigtige for underviserne på professionshøjskoler, erhvervsakademier og maritime uddannelsesinstitutioner.

Dels for deres karriereudvikling og dels for kvaliteten af deres faglighed.

Derfor er selve lektorbedømmelsesprocessen noget, som alle aktører har en interesse i at være med til at kvalificere og stå vagt omkring. Men hvordan foregår lektorbedømmelser i praksis, og er der den nødvendige ensartethed og gennemsigtighed i bedømmelserne? Det har der igen på det seneste været flere meninger om.

I en artikel i Akademikerbladet den 4. oktober 2023 kritiserer en adjunkt på VIA sin lektorbedømmelse, som hun fik afslag på.

Hun mener, at bedømmelsesudvalget ikke tog hensyn til hendes CV og faglige kvalifikationer, men kun vurderede hende ud fra lektoranmodningen. Som vi indimellem også hører fra andre adjunkter, kritiserer hun, at der ikke er nogen klare kriterier eller klageinstans for lektorbedømmelser, og at det er et vilkårligt lotteri, der kan koste hende jobbet.

I en replik til indlægget i Akademikerbladet forsvarer koordinationsgruppen for korpset af lektorbedømmelsesformænd lektorbedømmelsessystemet. De forklarer, hvordan bedømmelsesudvalget består af tre kvalificerede bedømmere, som vurderer adjunkten ud fra bekendtgørelsen om lektorkvalificering.

De understreger, at der stilles store krav til en adjunkt, og at det er vigtigt, at adjunkten i sin lektoranmodning gør rede for sine kompetencer inden for forskning, udvikling, undervisning og internationalisering.

Begge perspektiver er relevante at stoppe op ved og reflektere over, når man tænker på funktionaliteten af den lektorbedømmelsesinstitution, som er af så vital betydning for det korte og mellemlange videregående uddannelsesområde.

De to indlæg repræsenterer to forskellige perspektiver på lektorbedømmelser: et personligt perspektiv, som fokuserer på adjunktens oplevede uretfærdighed, og et fagligt perspektiv, som fokuserer på bedømmelsesgrundlagets kriterier, opgaver og kvalifikationer.

Men så enkelt kan udfordringerne ikke gøres op. Hvis man kigger ind i de problemstillinger, som både adjunkt og bedømmerformænd peger på, kan man få et mere nuanceret billede af lektorbedømmelser. Der er nemlig både institutionelle, organisatoriske og juridiske udfordringer, som påvirker lektorbedømmelsernes kvalitet og troværdighed.

Ikke alle adjunkter får de nødvendige betingelser for at udvikle sig som undervisere

På nogle institutioner og områder er der udfordringer med at få de rette opgaver for adjunkterne og at give dem tid til egen refleksion. Det får den konsekvens, at adjunkterne ikke får de nødvendige betingelser for at udvikle deres underviserfaglighed didaktisk og pædagogisk, og derfor får de svært ved at illustrere deres underviserkompetencer i lektoranmodningen.

Samtidigt kan det også få den betydning, at adjunkterne mangler tilstrækkelig bredde i deres opgaver hen over adjunktperioden til at kunne dokumentere kompetencer inden for alle de kriterier, de skal bedømmes på. Det er derfor ekstremt vigtigt, at institutionerne sikrer, at adjunkterne får de nødvendige rammer og ressourcer til at lektorkvalificere sig.

Der kan derudover rejses et spørgsmål om, hvorvidt alle adjunktvejledere og bedømmere udpeget på de enkelte institutioner er klædt godt nok på til opgaven. Som en fagforening, der repræsenterer alle involverede parter, hører vi jævnligt, at institutionerne ikke stiller de nødvendige ressourcer til rådighed, som det kræver at vejlede og støtte adjunkterne i deres karriereforløb og lektoranmodning.

Derudover prioriterer institutionerne ikke altid at klæde de lokale bedømmere på til opgaven, så de har et tilstrækkeligt kendskab til det grundlag, de skal bedømme på, samt forståelse for de forskellige kriterier der skal være opfyldt.

Det er derfor vigtigt, at institutionerne gør mere ud af at dygtiggøre, give tid og opdatere adjunktvejledere såvel som bedømmere, så de i bedre omfang er klædt på til opgaven og henholdsvis kan håndtere kollegial faglig sparring, og at bedømmerne er på linje med de øvrige bedømmere i forhold til god bedømmerpraksis.

Vender jeg blikket mod selve lektorbedømmelsesinstitutionen, så forlyder det ligeledes, at det at være lektorbedømmerformand ikke alle steder er en prioriteret opgave på vores uddannelsesinstitutioner.

Det er lektorbedømmerformændenes rolle at koordinere og kvalitetssikre lektorbedømmelserne, og derfor afholdes der også årlige møder blandt lektorbedømmerformændene med henblik på at sikre en fælles linje om, hvad der er god bedømmerpraksis, og hvad der skal forstås med kriterierne i bilag 1 til bekendtgørelsen.

Beklageligvis fortælles det, at alt for mange af lektorbedømmerformændene ikke gives de nødvendige rammer til at komme til møderne. For eksempel berettes det, at flere ikke får godtgjort den arbejdstid, de bruger på deltagelse i disse møder, eller at de ikke kan få betalt noget så simpelt som de medfølgende transportomkostninger.

Det får jo den helt åbenlyse konsekvens, at en del af lektorbedømmerformændene ikke er opdaterede og på linje med de øvrige lektorbedømmerformænd, med risiko for at bedømmelserne af lektoranmodninger kan blive for uensartede og i værste fald miste sin pålidelighed.

Det er derfor yderst vigtigt, at institutionerne også på dette område prioriterer, at deres lektorbedømmerformænd deltager i møderne, og at de anerkender og belønner deres indsats.

Et andet perspektiv, som er væsentligt at inddrage i denne debat, er at rigtig mange medlemmer gennem årene har henvendt sig til DM og problematiseret, hvad de oplever som mangel på helt almindelig retsstilling i forhold til at kunne klage over en eventuel negativ lektorbedømmelse.

Det hedder sig, at man alene kan klage til ministeriet over retlige fejl, for eksempel over at procedurer i bekendtgørelsen ikke er overholdt, bedømmelsesudvalget har overset vigtig dokumentation, og lignende.

Det betyder, at adjunkterne ikke har nogen mulighed for at få en såkaldt second opinion, genoptaget eller omgjort deres sag, hvis de mener, at der ikke er hold i det faglige grundlag og/eller uretfærdighed i bedømmelsen.

Det er et problem for adjunkternes retsfølelse, og det kan skabe mistillid og frustration blandt adjunkterne. Derfor er det vigtigt, at ministeriet overvejer, hvordan der kan indføres en udvidet form for klageadgang for adjunkter, der ikke bedømmes positivt i deres anmodning.

Det kunne for eksempel være at få etableret en ‘klageinstans’, hvor et korps af erfarne lektorbedømmerformænd står til rådighed for adjunktens institution for en second opinion og kigger på anmodningen og afslaget med henblik på at vurdere, om der er grundlag for en fornyet bedømmelse. Alternativt kunne man overveje at styrke adjunkternes ansættelsesretslige stilling, hvor alle får ret til to års yderligere adjunktansættelse, hvis de ikke bedømmes kvalificeret.

Adjunkters lektorbedømmelse er en helt central institution inden for undervisningsområdet, og processerne omkring den er komplekse og afhængige af mange samvirkende faktorer. For at lektorbedømmelsessystemet fortsat skal udvikles til det bedre, kræver det en høj grad af kvalitet, professionalisme og dialog blandt alle de involverede parter.

Som mit debatindlæg har anskueliggjort, er der mulighed for forbedringer på flere niveauer. Det er vigtigt, at alle tager ansvar for denne institution, og det kræver et fælles ansvar fra både ministerier, institutionerne, adjunkterne, adjunktvejlederne, bedømmerne og lektorbedømmerformændene.

Kun ved at fastholde et fokus på, at underviserstillingsstrukturen står solidt på kvalificerede bedømmelser, bliver lektorbedømmelserne en troværdig og anerkendt måde at sikre og udvikle adjunkternes faglige og pædagogiske kompetencer.

Jeg håber, at mit debatindlæg vil bidrage til en fortsat diskussion og udvikling af lektorbedømmelser og adjunkters retssikkerhed.