Ny stillingsstruktur svækker kvaliteten

Endnu en gang er der ændringer på vej af vores stillingsstruktur. Og lad mig sige det med det samme: Der er ingen grund til begejstring – tværtimod.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har udstedt en ny bekendtgørelse, som med virkning fra maj 2025 ændrer væsentlige elementer i både opbygningen af stillingsstrukturen og stillingsindholdet for lektorer.

Analytisk set forsøger styrelsen – med god hjælp fra arbejdsgiversiden – at give institutionerne større fleksibilitet i organiseringen af sektorens kerneopgaver. Det betyder blandt andet, at eksterne lektorer nu får mulighed for at varetage forsknings- og udviklingsopgaver. Derudover indføres en ny stillingskategori: studenterunderviser. Ifølge bekendtgørelsen kan studerende nu undervise deres medstuderende, blot de har gennemført første semester af deres egen uddannelse.

Disse ændringer sænker alt andet lige kvalifikationskravene til undervisere i sektoren og risikerer at føre til en markant forringelse af undervisningskvaliteten. Når eksterne lektorer får adgang til forsknings- og udviklingsopgaver, øges konkurrencen om de i forvejen sparsomme ressourcer. Allerede i dag er der trængsel om disse opgaver blandt adjunkter og lektorer. Ændringen vil derfor svække deres adgang til faglig udvikling og begrænse mulighederne for opkvalificering.

Ny stilling er helt forfejlet

Indførelsen af studenterundervisere udvander samtidig forståelsen af, hvad det vil sige at være uddannet til over det niveau, der undervises på, og det nye kvalifikationskrav er nærmest ikkeeksisterende. Lad mig understrege, at vi i DM mener, at denne stillingskategori ikke hører hjemme i stillingsstrukturen, da den simpelthen falder uden for stillingsstrukturens hensigt. Dertil kommer, at formuleringerne om stillingsindholdet er uklare – især i forhold til afgrænsningen af undervisningsopgaver mellem de forskellige stillingskategorier.

Et eksempel: Studenterundervisere må ikke eksaminere i de fag, de underviser i. Det rejser spørgsmålet om, hvem der har det faglige ansvar. Ifølge bekendtgørelsen påhviler ansvaret adjunkter og lektorer, men i praksis må det være ledelsen, der bærer det overordnede ansvar – især når det er arbejdsgiverne, der har ønsket og ansætter studenterundervisere. Det rejser også spørgsmålet: Har adjunkter og lektorer mulighed for at sige nej til at få tilknyttet en studenterunderviser?

Jeg er dybt bekymret over, at arbejdsgiverne har været med til at foreslå disse ændringer. Det strider efter min vurdering direkte imod deres egne interesser. En forringelse af kvalifikationsniveauet vil svække undervisningskvaliteten og dermed institutionernes evne til at tiltrække og fastholde både dygtige undervisere og studerende.

Jeg er også forundret over, at styrelsen har valgt at ignorere de høringssvar, der blandt andet er indsendt af DM og Akademikerne. Her fremgår det tydeligt, at ændringerne underminerer formålet med stillingsstrukturen: at sikre gode og brede underviserkvalifikationer, udvikling af viden og at skabe tydelige karriereveje.

Mit bedste bud på en forklaring er, at det såkaldte HR-netværk, som har været baggrundsgruppe for arbejdet med bekendtgørelsen, har haft held til at fremføre fleksibilitetsbehov, der ikke har rod i virkeligheden. Konsekvensen er, at der med rette kan stilles spørgsmål ved kvaliteten af løsningen af sektorens kerneopgaver fremover.