Skynd jer! Spild nogle skattepenge!

Da jeg for meget lang tid siden var værnepligtig, var det almindeligt kendt, at december måned kunne byde på hårdt arbejde. Det var nemlig ikke ualmindeligt, at kompagniet var bagude i sit brændstofbudget, og vi derfor blev nødt til at køre en masse rundt i bilerne for at fyre diesel af før nytår. Ellers ville budgettet blive beskåret fremadrettet, og vi ville måske ikke have diesel nok til at gennemføre de planlagte øvelser til næste år.

Andre år var dieselolien sluppet op før tid, så man slet ikke kunne køre i bilerne i december. Og således brugte talrige ansatte hvert år talrige timer på at køre talrige unødvendige ture i øvelsesterrænnet, mens man i nabokompagniet blev på kasernen hele julemåneden.

Afløbsproblematik

Havde man kunnet hælde dieselolien direkte i kloakken, havde man gjort det. Måske er det herfra, at problemstillingen har fået sit navn. Man kalder det nemlig at have en ”afløbsproblematik”, og det handler ikke om VVS-arbejde. Det handler om enhver offentlig ansats værste mareridt: at bruge for få penge.

Man skulle godt nok tro, at det ville blive mødt med klapsalver, hvis man sparede stats- eller kommunekassen for midler, der kunne bruges til andre gode formål. Man skulle også tro, at det ville være let som ingenting at få penge overført til næste års budget, hvis det gav bedre mening at bruge dem i februar end i november.

Men sådan er det bare ikke. Oftere vil man som offentligt ansat opleve, at ubrugte penge forsvinder fra kontoen, og at næste års budget måske ligefrem bliver beskåret.

Damned if you do - damned if you don’t

Det prøvede jeg selv i mit første lederjob, hvor jeg som 26-årig fik til opgave at genoprette økonomien i et lille kulturhus, der i flere år havde kørt med dundrende underskud. Ikke underligt, da budgettet slet ikke stod mål med de ambitioner, der var med stedet, men jeg blev stillet et større budget i udsigt, hvis det lykkedes mig at vende situationen – hvis ikke, skulle jeg regne med, at det ville blive mindre.

Med en kraftanstrengelse og en smule held fik jeg og medarbejderne skabt et minimalt overskud. Resultatet var imidlertid, at mit budget alligevel blev beskåret, da jeg nu havde vist, at jeg ikke behøvede så mange penge for at drive stedet. Jeg sagde op.

Dygtighed, nej tak

Der kan selvfølgelig være situationer, hvor man har fortjent kritik og et beskåret budget – for eksempel hvis mindreforbruget skyldes, at man har siddet på hænderne og ikke har løftet de opgaver, midlerne var udmøntet til i første omgang. Men det kan altså mindst lige så godt være, at det er et udslag af dygtighed og fornuft, når der er penge til overs sidst på året.

Jeg synes for eksempel selv, at jeg var ganske dygtig og fornuftig, da jeg engang sparede skatteborgerne for en lille halv million, der var sat af til en konsulentanalyse. Min vurdering var, at det kunne gøres bedre og billigere internt, hvilket jeg også fik ret i. Min projektleder var derimod ikke så glad, da han i slutningen af året skulle forklare ledelsen, hvorfor vi havde penge til overs. Hvorfor havde vi ikke udført vores arbejde?

At medarbejderne skulle være dygtige og fornuftige er åbenbart ikke udgangspunktet i den offentlige sektors logik. Mindreforbrug bliver derfor i praksis straffet, både på individuelt, projekt- og organisationsniveau.

Skattekroner lige i kloakken

Konsekvensen er, at man som medarbejder, projekt og organisation gør alt, hvad man kan for at bruge sine penge. Også når det er spild af dem. Udbud for millioner bliver gennemført i hastværk, hvilket gør dem dyrere og dårligere. Og panikindkøb op til jul er langt fra et ukendt fænomen.

Det nød jeg selv godt af i et job, hvor jeg solgte ydelser til det offentlige. December var en fest. Der er intet så let som at sælge varer til folk, der er desperate for at komme af med deres penge.

Sæt prop i afløbet

Men man skal jo ikke særligt højt op i helikopterperspektiv for at indse, at det selvfølgelig er fuldstændig uholdbart. Vi kunne lige så godt hælde skattekroner direkte i kloakken. Det er umuligt at gøre op, men jeg vil skyde på, at det drejer sig om milliarder, den offentlige sektor i Danmark spilder på grund af ”afløbsproblemer”. Hvert eneste år.

Som offentligt ansat gør det mig flov. Som skatteborger gør det mig indigneret. Og som tidligere medarbejder i kulturbranchen, hvor der aldrig er for mange penge, gør det mig frustreret. Der er jo masser af steder, hvor de skattekroner, vi spilder, kunne gøre gavn.

Og det ville være så let. I stedet for et firkantet princip om, at midler altid skal forbruges indenfor et budgetår, kunne man beslutte at have lidt fleksibilitet, så det ikke betød noget om pengene blev brugt i december, januar eller april.

Mindreforbrug kunne på alle niveauer mødes med positiv interesse og nysgerrighed, så man fra sag til sag kunne afgøre, om det skulle afføde kritik eller ros og færre eller flere penge på næste års budget. Præcis ligesom et merforbrug og et forbrug på præcis det budgetterede i øvrigt burde gøre det?

Sæt i gang

Det kræver kun lidt sund fornuft hos vores beslutningstagere. Og en anelse tillid til embedsværket. Ingredienser, som der i modsætning til penge sjældent er for mange af i den offentlige sektor. Men mere kræver det heller ikke.

Vores politikere kan ændre det i dag, og allerede i år forhindre en stor del af det spild, der ellers vil finde sted, inden kalenderen siger 2024, og et nyt budgetår begynder.

Der er sådan set ikke nogen undskyldning for at lade være. Kom venligst i gang. Stop vanviddet.