Når diskrimination rammer skævt

Kontanthjælpssystemet er en af grundstenene i vores arbejdsmarkedsmodel. Et sidste kollektivt sikkerhedsnet for dem, der havner i ledighed uden andre muligheder for forsørgelse, så de ikke ender på gaden. 

Med en takst på mellem 4 og 17 tusind kroner om måneden før skat er det ikke noget, man bliver rig af. Det er vel en slags eksistensminimum. 

På den måde er ydelsen oprindeligt tænkt til at balancere mellem at holde hånden under folk og skubbe til dem for at få sig et job. Der ligger samtidig en idé om, at det næppe er fremmende for jobsøgningen at leve på gaden og være ude af stand til at købe mad, tøj og medicin. Et eksistensminimum er nu engang nødvendigt for overhovedet at søge et job.

Alligevel er der en gruppe, der sidder fast i kontanthjælpssystemet. Ifølge regeringen er der fx 2.100 borgere med ikke-vestlig baggrund (læs: muslimer), der har været på kontanthjælp i mere end 10 sammenhængende år. Det er folk som dem, reformen agter at ramme med ”en væsentlig nedgang i ydelsen”. 

Om det er for at motivere dem til at komme i arbejde, eller blot for at straffe dem, er godt nok lidt uklart. Nedgangen i ydelsen vil efter regeringens beregninger ramme 10.000 personer i 2025 (altså langt flere end de nævnte 2.100), og effekten forventes at være at 150 personer, dvs 1,5 procent, ikke længere er på kontanthjælp. 

98,5 procent vil altså fortsætte med at være arbejdsløse, bare på den markant lavere ydelse. Men eftersom der er tale om muslimer, har man givetvis vurderet, at det er underordnet.

Af de 10.000 personer, er der imidlertid 10 procent som er af vestlig baggrund. Altså ikke er muslimer. Måske endda danskere, født i udlandet. Det er regeringens egne tal, så det kan umuligt komme bag på den.

De potentielle ofres sag

Hvad der tilsyneladende alligevel er kommet bag på regeringen, er den modstand, reformen har mødt. Ikke fra de 90 procent, den er tiltænkt at ramme, ja ikke engang fra de 10 procent der ryger med i købet. 

Nej, modstanden er kommet fra forældre, hvis børn potentielt kan blive nogle af de 10 procent: Pæredanske adoptivforældre, diplomater og forretningsfolk. Dem er der tilsyneladende en del af, og de er både ressourcestærke og højlydte. 

Det hele kulminerede i sidste uge, da også et Folketingsmedlem viste sig at være i forældregruppen. Av.

Enhver kan se, at det er urimeligt, at et folketingsmedlems barn skal stilles ringere end de fleste andre. Men er problemet virkelig, at ressourcestærke etniske danskeres børn bliver diskrimineret fordi de blev født syd for Dannevirke? Jeg vil påstå, at sagen udstiller langt værre problemer. Faktisk adskillelige.

For det første: For mens embedsapparatet utvivlsomt arbejder på højtryk for at tilrette loven, så den kun rammer de muslimer, den er tiltænkt, er der åbenbart ingen, der stiller sig selv det oplagte spørgsmål: Hvis vi ikke kan byde børn af ressourcestærke forældre disse vilkår, hvordan kan vi så tillade os at byde andre dem? 

Det viser, hvor lavt vi er sunket i bestræbelserne på at gøre det ulideligt at være indvandrer i Danmark. Hvor mainstream, muslimbashing er blevet. Det er blevet selvfølgeligt, at indvandrere, også dem, der er opvokset i Danmark og har dansk statsborgerskab, stilles ringere end os andre.

For det andet: Hvis kontanthjælpen er tænkt som et redskab til at tilvejebringe et eksistensminimum samtidig med at modtagerne føler incitament til at søge jobs, hvorfor skal der så være markant forskel på den mellem to grupper? 

Det må jo logisk betyde, at den ene gruppe vil leve markant under et eksistensminimum eller at den anden ikke motiveres tilstrækkeligt til at søge job. Jeg vil antage det første. Hvis jeg har ret, og hvis idéen med kontanthjælp også er, at et eksistensminimum er nødvendigt for rent faktisk at være i stand til at være jobsøgende, betyder det jo, at vi faktisk underminerer indvandreres chancer for at komme i arbejde. Var det meningen?

Et beskræmmende faktum

For det tredje udstiller sagen en opportunistisk politisk kultur, hvor enkeltsager er styrende, og de reelle problemstillinger ignoreres. 

Når 9.850 personers livsgrundlag fjernes, er der ingen, som bemærker det. Men når én folketingspolitikers barns teoretiske ditto gør, rammer det forsiderne og har straks politiske konsekvenser. Det er beskæmmende. 

Det fjerde, og måske vigtigste, som sagen tydeliggør, er, hvor galt det går, når politik indenfor ét felt bliver udarbejdet med henblik på at løse problemer på andre felter. 

Når kulturpolitikken bliver lavet for at understøtte turismeerhvervet eller folkesundheden. Når uddannelsespolitikken bliver skrevet for at understøtte udviklingen i landdistrikterne. Når nødhjælp fordeles efter hvor den bedst kan understøtte dansk eksport eller sikkerhedspoliske interesser. Eller i dette tilfælde: Når arbejdsmarkeds- og socialpolitikken bruges som redskab i udlændingepolitikken. 

Politikerne tror tilsyneladende, at det er megasmart, to fluer med ét smæk. Men det går som regel galt.   

PS: Jeg har naturligvis den største sympati for både folketingspolitikere, adoptivforældre, diplomater og forretningsfolk. Det er på ingen måde rimeligt, at jeres børn potentielt stilles ringere end andre, hvis de en dag skulle få behov for at søge kontanthjælp, bare fordi de er født i udlandet. 

Men urimeligheden ligger altså ikke i, at jeres børn bliver ramt af denne reform. Den ligger i, at nogen som helst bliver ramt af den. Det er ikke undtagelser for jeres børn, der er brug for. Det er lige rettigheder for alle børn.