Regeringen blæser og har mel i munden

Der er fyringer på vej i staten. Regeringspartiet Venstre er i hvert fald gået i offensiven med udmeldinger om at skære tusindvis af årsværk, så der er nok en vis chance for, at det kommer til at ske. Men det handler heldigvis bare om at skære ned på en masse overflødig administration, skal vi forstå. 

Som ansat i staten burde det måske få mig til at frygte en fyreseddel, men det er faktisk ikke det, der holder mig vågen om natten. Hvad jeg derimod er overordentligt bekymret for, er nogle helt andre ting:

En kollektiv hallucination

For det første bliver jeg bekymret, når jeg lægger øre til den ringeagt og ringe indsigt, vores beslutningstagere tilsyneladende har i forhold til det embedsværk, der hver dag arbejder for at udføre deres politik. Der eksisterer tilsyneladende en kollektiv hallucination om, at der sidder tusindvis af mennesker i staten og arbejder med fuldstændig ligegyldige ting.

Det ville næsten være fornærmende, hvis det ikke var fordi, det var så åndssvagt. 

For selvom man i staten, ligesom alle mulige andre steder, absolut kan finde tåbelige praksisser og ligegyldige gøremål, er det helt definitivt i småtingsafdelingen.

Langt det meste, centraladministrationen beskæftiger sig med, er samfundskritiske opgaver, som holder vores velfærdssamfund, uddannelsessystem, retsvæsen, skatteinddrivning, miljøkontrol og så videre kørende. Sørger for gode konkurrencevilkår for erhvervslivet og sikrer, at vi lever op til vores internationale forpligtelser. Og alt muligt andet. I en tiltagende kompleks verden er der intet mærkværdigt i, at det kræver flere ressourcer end for 10 og 20 år siden. 

260 minkembedsmænd

En mindre del af statens opgaveportefølje består i at håndtere og rydde op efter alle de mere eller mindre gode indfald, politikerne får. Hver eneste gang Christiansborg ønsker at sætte en dagsorden, løse et problem eller sende et politisk signal, kaster det opgaver af sig. Opgaver, som rigtige mennesker skal løse.

Med fare for at nærme mig noget sprængfarligt, kan jeg som eksempel nævne, at der i 2025 sidder 260 embedsmænd og arbejder med at administrere erstatninger til minkerhvervet. Utvivlsomt kompetente og hårdtarbejdende folk, men indiskutabelt stillinger, der kun er behov for på grund af Christiansborgs politiske luner.

Men også i den mindre eksplosive ende bliver der ustandseligt taget beslutninger om dette og hint, som medfører opgaver til embedsmændene. Hver eneste finanslov skal tilgodese det ene og det andet parti og den ene og anden valgkreds, for slet ikke at tale om alle de mange interesseorganisationer.

Hver eneste bevilling, lov, bekendtgørelse og strategi medfører, at embedsværket får mere at lave. De fleste opgaver er helt sikkert meningsfulde, enkelte er definitivt ikke. Men begge dele øger arbejdsmængden. Det er til gengæld sjældent, at politikerne annullerer en lov eller nedlægger et initiativ og dermed reducerer opgavebyrden.

Med andre ord: I det omfang, der kan tales om overflødig administration i staten, er det noget, politikerne kan takke sig selv for. På et eller andet tidspunkt har de selv vedtaget det, og det står dem frit for at stoppe med det igen. At tro noget som helst andet er udtryk for en decideret farlig uvidenhed om embedsapparatet og en ligegyldighed overfor det ansvar, politikerne selv har for, hvad det er, vi laver.

Den uvidenhed og ansvarsforflygtigelse hos vores beslutningstagere bekymrer mig langt mere end en mulig fyreseddel.

Giver med den ene hånd og tager med den anden

Min anden store bekymring er for konsekvenserne af, at man endnu engang skærer ned, samtidig med at man hæmningsløst tilfører nye opgaver.

Det var nemlig det, der skete ved den seneste finanslov, hvor man med den ene hånd gennemførte det såkaldte ”opgavebortfald” på 1.000 årsværk samtidig med, at man med den anden hånd pålagde embedsværket masser af nye opgaver. 

Opgavebortfaldet lød godt og var i sammenligning med de normale grønthøsterbesparelser en sympatisk idé. I teorien fjernede man lige så mange opgaver, som man fjernede stillinger. Virkeligheden var dog noget mere mudret. Mange af de bortfaldne opgaver skulle stadig udføres, bare med færre ressourcer. Og oveni kom der altså masser af nye. Det gav ikke mindre administration. Men det gav helt sikkert ringere administration. 

Gentager man den model, får man mere af samme skuffe. Ringere administration betyder for eksempel flere fejl, dårligere anvendte ressourcer, færre tilsyn, ringere lovgivning, mindre værdiskabelse, lavere retssikkerhed, ultimativt et svækket demokrati.

Behøver jeg at minde om konsekvenserne af, at man skar dybt i skatteforvaltningen tilbage i 00’erne? Men det er der sjovt nok ingen politikere, der taler højt om, eller har lyst til at tage ansvaret for.

Filmen knækker

Ser man min anden bekymring i lyset af min første, står det forhåbentligt klart, hvad der er på spil. For med den ansvarsløshed og uvidenhed politikerne udviser, er det skræmmende, at de bestemmer mængden af både opgaver og ansatte i centraladministrationen.

Når det første styres opad på grund af alt de gode idéer, politikerne konstant får, og det andet styres nedad på grund af en fantasi om et stort, overflødigt bureaukrati, knækker filmen.

Mener jeg dermed, at der burde være flere ansatte i staten? Bestemt ikke. Jeg har faktisk ingen holdning til, hvor mange embedsmænd vi skal være. Jeg mener blot, at der må og skal være en overensstemmelse mellem antallet af ansatte i staten og mængden af opgaver, vi har.

Når balancen tipper, vil det uvægerligt gå ud over kvaliteten i opgaveløsningen. Og det kan ingen være tjent med. 

Blæs og hav mel i munden

Politikerne må derfor vælge: vil de beslutte, hvad embedsværket skal lave? Så må de også afsætte de nødvendige ressourcer. Eller vil de beslutte, hvor mange embedsmænd, der skal være? Så bliver de nødt til at fjerne en række opgaver (altså for alvor, og ikke bare i teorien) og fremfor alt: lade være med konstant at tilføre nye.

Måske ville det også være hensigtsmæssigt, hvis alle folketingsmedlemmer fik et lynkursus i, hvad embedsværket rent faktisk laver?

Vil man derimod både blæse og have mel i munden, må man i det mindste stå på mål for alle de dårligdomme, den forringede kvalitet i embedsværkets opgaveløsning uundgåeligt kommer til at betyde.

Så kære politikere: I har et valg. Hvad skal det være?