Postkort fra det prekære ferieland

Mens hedebølgen rasede, og befolkningen var dømt til at sætte GPS’en til Middelfart i stedet for Malaga, satte vi os for at udforske det ganske ferieland.

Vi inviterede kombinatører, freelancere, midlertidigt ansatte og jobsøgende til at dele deres ferieovervejelser på Instagram-postkort. Postkort, der både beskrev og visualiserede deres arbejds- og feriesituationer. Vi bad dem kort fortalt om at svare på spørgsmålet: Hvordan holder man egentlig ferie, når man er atypisk beskæftiget? Vi sendte selvfølgelig også postkort ind selv.

Pakket ind i flotte fotos af rejecocktails, gule drinks, hindbær i hånd og sommereufori tegner postkortene et billede af, at ferien er lige så prekær som resten af vores arbejdsliv.

Vi fik postkort fra folk, som både elsker og har det ambivalent med deres arbejdsliv. Vi fik postkort, som formulerede strukturelle kritikker samtidig med at udtrykke glæde ved de mikroskopiske ting i livet: lilla syrener og kantareller i den svenske skovbund.

Mange af postkortene kom fra bindestregsbeskæftigede, som har flere titler på én gang: Journalisten som også er forfatter og ansat på et bosted. Kunstneren skråstreg aktivisten skråstreg freelanceren som lige nu er projektansat. Folk der på forskellige leder og kanter ikke passer ind i den klassiske lønmodtagerboks, hvor normen er fuldtidsansættelser og fem ugers ferie (mindst!).

Postkortene blev lagt op på vores Instagram henover sommeren. Her er, hvad vi har lært.

Ferien er det første der ryger i det økonomiske sving

Som atypisk beskæftiget er ferietiden potentielt arbejdstid. Når økonomien er presset, er det nærliggende at inddrage ferien til at tjene penge. Vi fik fx et postkort fra Stine, som ikke holder ferie, fordi hendes arbejdssituation ikke tillader det. Hun skriver:

"Min indtjening er meget lille, så ferier er der ikke rigtig råd til".

Foto: Stine Linnemann

Sommetider er der for den atypisk beskæftigede mere arbejde at få, når de andre holder ferie, andre gange er kontrakten udløbet. Så hedder feriedestinationen ‘dagpengeland’, og det er værre end Lalandia (som skulle være det diametralt modsatte af ferie).

Ferien er for os en variabel, der kan skrues på. Nogle gange skruer vi så heftigt på den, at den helt forsvinder. Det er Lisa et eksempel på. Hun har ikke holdt ferie i fire år.

Vi præsterer ferien væk

Postkortene viser, at fraværet af ferie handler om meget mere end penge. Det handler om den dybt internaliserede usikkerhed, som prekariseringen af arbejdsmarkedet medfører for den enkelte. Den som får os til at overpræstere og spolere vores mentale helbred af frygt for at spilde chancen for at få et job, for at beholde et job eller for at stige i graderne på det rigtige job.

Vi fik bl.a. et postkort fra Anna, som skriver, at det kan være svært at sige nej til de jobs i ferien:

"Jeg oplever, at det kan være svært at sige nej til de jobs, der kommer ind løbende, fordi jeg er bange for ikke at blive spurgt igen".

Usikkerheden får os til at bilde os ind, at ferie er frøns: Noget der ikke er nødvendigt, noget vi kan holde næste år, når arbejdssituationen er mere sikker. Tænk, hvis arbejdsgiveren ringer til den næste i køen, eller hvis en anden kan levere artiklen hurtigere.

Usikkerheden på arbejdsmarkedet er med til at fremme en vanvittig præstationskultur, hvor vi hele tiden er klar til at stille op med overnaturlig kraft. Vi bruger ikke ferien som et gode eller som livsnydelse, men som en del af vores individuelle overlevelsesstrategier.

Vi prøver at blive bedre

Nu lyder det som om, at de atypisk beskæftigede aldrig holder ferie. Sådan er det selvfølgelig ikke. Nogle formår at udnytte fleksibiliteten til deres fordel og holder ferie som alle andre eller måske endda mere.

Vi fik fx et postkort fra Johanne, som konsekvent holder en lang sommerferie (eller måske bare normal ferie; med tre uger i streg). Hun har erfaret på den hårde måde, at ferie er en nødvendighed, fordi hun tidligt i sit arbejdsliv fik stress.

De fleste af postkort-skriverne fortæller, at de ikke føler, de holder nok ferie, men flere giver samtidig udtryk for, at de forsøger at blive bedre. Og hvis der skal findes noget positivt i postkortene, så må det være dét: Vi er flere, der ønsker at bryde illusionen om, at vi kan holde os kørende på forlængede weekender.

Netop den erkendelse har Silja indsendt i sit postkort. For hende er det nødvendigt med sammenhængende ferie.

"Det der med at bilde mig ind, at jeg kan holde mig kørende på forlængede weekender, vil jeg virkelig gerne stoppe med", skriver hun i sit postkort.

Det store spørgsmål er – som altid – hvordan det bliver et fælles anliggende frem for noget, der er op til den enkelte atypisk beskæftigede alene. Hvordan kan vi undgå, at den enkelte skal gå ned med stress, før vi tager problematikken alvorligt?

Du kan jo sende os et postkort, hvis du kender svaret... eller en doktorafhandling for den sags skyld! Det prekære ferieland er i hvert fald et emne, vi ikke er færdige med at undersøge, selvom sommerferien er slut.

Alle postkort kan findes på Flexwerkers Instagram.