Spørg Silas: Jeg keder mig på jobbet - hvordan skal jeg leve med det i 10 år mere?
Karriererådgiver Silas Longfors Pind svarer løbende på spørgsmål fra medlemmerne. Skriv dit spørgsmål til Silas i formularen nederst i artiklen.
"Hvordan slår jeg mig tåls med udsigten til 10 års bore-out?" spørger en læser vores karriererådgiver Silas Longfors Pind. Her kan du læse svaret. Husk, at Silas også gerne vil svare på dine spørgsmål til din karriere.
Hej Silas
Jeg har flere forskellige uddannelser bag mig og har aldrig oplevet ikke at komme til at kede mig i mit arbejdsliv. Inddragelse af ledere løser ikke problemet - enten ved de ikke, hvad de skal gøre, eller også ved de det, men løsningen er flere lignende (men kedelige med tiden) opgaver.
Jeg er i midten af 50'erne. Hvordan kommer jeg til tåls med, at jeg skal udholde 10 års mere bore-out?
Bedste hilsner hende der keder sig
Svar fra Silas:
Kære dig som keder dig
Først og fremmest kan jeg godt forstå, at du synes, det er frustrerende at have et kedeligt arbejdsliv. Hvis man er typen, der tager flere uddannelser, så tyder det på, at der er en længsel efter at blive udfordret og lære nyt, og det kan være drænende ikke at blive mødt i.
Med det sagt, så undrer jeg mig over, hvorfor du forventer, at din leder sidder med løsningen. Jeg bliver i tvivl, om din rastløshed skyldes en tvivl hos dig selv om, hvad du gerne vil. Eller om den omvendt skyldes, at du har nogle tydeligt definerede mål og ambitioner, som du endnu ikke har fundet en arbejdsplads, der kan møde dig i.
Hvis det skyldes, at du er i tvivl om, hvad du gerne vil, så kan du ikke forvente, at din leder har svarene på, hvordan du kommer din kedsomhed til livs. Vedkommende kan måske komme med nogle bud på, hvilke opgaver arbejdspladsen har brug for at få løst, men du ved i sidste ende bedst selv, hvad der udfordrer og inspirerer dig.
Du ved i sidste ende bedst selv, hvad der udfordrer og inspirerer digSilas Longfors Pind, karriererådgiver i DM
Hvis det skyldes, at du har en klar idé om, hvad du gerne vil, men endnu ikke har mødt en arbejdsplads, der kan møde dig i det, så er det en anden udfordring. Jeg ved ikke hvilke uddannelser, du har taget, men markedskræfterne har selvfølgelig altid noget at sige for, i hvor høj grad man kan udleve sin faglighed (og tjene penge på den).
Jeg har mødt mennesker i mit arbejdsliv som dig, der har valgt at blive selvstændige, så de kan udleve de ambitioner, som arbejdsmarkedet ikke kan rumme, men det kan også være krævende. Det kan også være, at den rigtige arbejdsplads findes derude et sted, men du skal lede mere målrettet efter den og måske tage nogle risici ift. ”det fornuftige valg”.
Sidst, men ikke mindst, kan det måske være okay at have et kedeligt arbejdsliv, hvis det muliggør, at man kan udleve sig selv i mange andre områder af sit liv. Det kunne være, at du kunne søsætte nogle spændende og stimulerende projekter der, så arbejdet derigennem tjener et højere formål.
Venlig hilsen Silas