Myten om den akademisk-administrative medarbejders lange “coronaferie”.

Forleden dag blev jeg ringet op af en forsker, som ikke kunne komme i kontakt med en af mine administrative kolleger telefonisk. Vedkommende var meget frustreret og endte med at udbryde:

“Alle de administrative medarbejdere er jo også bare sendt hjem på én lang coronaferie”.

Jeg er administrativ akademiker på et universitet og har mærket på min arbejdsbyrde, hvad coronahjemsendelsen har tilført af ekstra arbejdspres, så jeg trak vejret dybt og holdt en kunstpause, før jeg svarede vedkommende, at jeg her blev nødt til at revidere dennes opfattelse.

Efter at have opremset, hvordan arbejdsgangen under coronahjemsendelsen er blevet besværliggjort grundet de noget ugunstige forhold, blev det forskerens tur til at tage en dyb vejrtrækning, hvorefter vedkommende undskyldte og sagde, at det var ny viden. Jeg bad vedkommende om venligst at bære denne viden videre til andre kolleger, som måtte sidde med samme opfattelse af administratives arbejdsliv under corona.

Meget administrativt arbejde er ikke direkte synligt for brugerne (forskere/undervisere), men hvis det ikke bliver udført, vil disse have store problemer med at udføre deres respektive kerneopgaver. Og sådan er det også under coronahjemsendelsen. De “varme hænder”, der møder op på institutioner dagligt i denne tid, bliver fremhævet og hyldet for deres gerninger, og det har de helt sikkert fortjent. Men når de går hjem, har de fri. Men vi med de “andre hænder”, som sidder og arbejder med alt det, der ligger til grund for, at andet kan forekomme, må høre for, at “vi holder lang ferie”.

Sagen er, at vi i virkeligheden arbejder langt ud over den sædvanlige arbejdstid og sådan set ikke oplever at have fri!