Spring menu over
Dansk Magisterforening

Vil du gerne lære at kode? Så tag dit indre barn i hånden

Line Karkov

Line Karkov er medlem af fagforeningen DM, hvor hun også arbejder som IT-konsulent. Indlægget her er skrevet som medlem. © Foto: Privat/Canva

Debat
Af Line Karkov
Del artikel:

Du behøver ikke at have nogle pædagogiske færdigheder for at undervise i programmering, IT og teknologi. Så lad være med at spilde din tid på et langt kursus, og brug fleksibiliteten i dit arbejdsliv på at tilrettelægge et selvstudium i stedet, skriver Line Karkov i dette debatndlæg.

Hvordan lærer man at skrive kode? Ja, mange vil nok købe sig et kursus undervist af en person, som selv er god til at kode.

Vedkommende gennemgår pligtskyldigt materiale lavet af programmører til programmører.

Kan du i forvejen andre programmeringssprog, får du sikkert rigtigt meget ud af dit kursus. Har du ingen forudsætninger for at kode, nok ikke så meget. For dig (læs: undertegnede) vil det svare til at tage et begynderkursus i fransk undervist af en ekspert i fransk lingvistik uden pædagogikum, hvor grammatikken bliver forklaret ved sammenligninger til spansk grammatik.

Med andre ord, for at undervise i programmering, IT og teknologi lader det til, at kursusudbyderne ingen pædagogiske færdigheder kræver af underviserne.

Så længe det er tilfældet, er det mere held end forstand, hvis voksne mennesker lykkes med at efteruddanne sig indenfor dette område.

I værste fald bliver kursisterne direkte demotiverede og får den opfattelse, at det er for svært at lære.

Der er heldigvis hjælp at hente

Heldigvis er der udviklet en del pædagogisk materiale med et lavt abstraktionsniveau, som er nemt at gå til.

For eksempel af Raspberry PI, som er en engelsk velgørenhed med det formål at give unge mennesker færdigheder til at kunne bruge og designe teknologi til gavn for fællesskaber og samfund.

Den danske afdeling af Coding Pirates udvikler også materiale. Alle kan lære at kode med Raspberry Pis og Coding Pirates’ materiale.

Der findes også en frivillig organisation, der hedder Software Carpentry. De har den filosofi, at man lærer bedst ved at udvikle specifikke værktøjer, som løser konkrete problemer. Med large langauge models som GPT-4 er det blevet endnu nemmere at anvende denne filosofi til opgaveløsning i det daglige arbejde.

Noget af det, som GPT-4 er allerbedst til, er faktisk at assistere med at skrive kode ud fra instruktioner i hverdagssprog. Så ud med forventningen om at man kan tage et 3-dages kursus og derefter har helt nye færdigpakkede færdigheder. Og ind med den kreative indstilling til opgaveløsningen på kontoret.

Det er utroligt, at Danmark betragter sig som ambitiøs på det digitale område uden at have øje for nødvendigheden af pædagogiske redskaber, der sætter både børn og den voksne befolkning i stand til at blive medskabere i realiseringen af de ambitioner.

Så lad være med at spilde din tid på et langt kursus, og brug fleksibiliteten i dit arbejdsliv på at tilrettelægge et selvstudium i stedet.