"Diversitet er blevet vores tids guldfeber"

Akademikerbladet vil undlade at interviewe mænd i hele marts måned. Sådan lød det for nylig fra chefredaktør Troels Kølln efter nye opgørelser, der viser, at kvinder er underrepræsenterede som kilder i medierne. Derfor vil Akademikerbladet udelukkende interviewe kvinder i håb om at få en mere nuanceret fremstilling af virkeligheden. Det fortalte chefredaktøren i en kommentar:

“Som journalister er det vores opgave at beskrive verden nuanceret, klart og retvisende. Når vi i medierne overvejende får mænd til at udlægge tingenes tilstand – og i øvrigt har gjort det sådan, lige siden trykpressen blev opfundet – kan vi overse de erfaringer og synsvinkler, som kvinderne har” .

Diversitet er blevet vor tids guldfeber, og jagten på den perfekte matematiske sammensætning af køn, etnicitet og handicap er gået ind med den helt store lommeregner. Mandefri måneder, måltal i bestyrelser, hensigtserklæringer og indsatser, der skal tiltrække flere kvinder til snart det ene, snart det andet område. Alt sammen i håb om, at man kan kalkulere sig frem til den optimale Benetton-reklame, en slags diversitetsnirvana. 

Desværre ligger der intet himmerige for enden af det regnestykke. Kun kønsdiskrimination.

Problemet med repræsentationsideologien er, at den ikke interesserer sig for indhold. Hvis andelen af kvinder ser ligestillet ud (eller i kvinders favør), finder den intet problem. Hvis kvinder derimod er underrepræsenterede, kan man uden videre konkludere, at noget er galt, oftest hos arbejdsgiverne eller medierne, der beskyldes for at lide at bias, bevidst eller ubevidst.

Det er straks sværere at få at vide, hvilken forskel det gør for en artikel, hvis det er en kvinde, der er kilde/statsminister/ekspert i EU/kommunaldirektør. Har SSI-direktør Tyra Grove Krause et andet syn på coronabekæmpelse end Søren Brostrøm? Skyldes regeringens forkortelser af kandidatgraden, at Mette Frederiksen ikke er en mand? Har Lykke Friis eller Marlene Wind et særligt kritisk syn på Brexit, fordi de er kvinder?

Svaret er selvfølgelig nej, og eksemplerne viser, at så snart et spørgsmål bliver konkret, fordamper fata morganaet. En kvindelig Ukraine/Rusland-ekspert fra Forsvaret har næppe en militærfaglig analyse, der baserer sig på hendes køn.

Man kan have en intuitiv fornemmelse af, at verden ville være et bedre, mindre konfliktorienteret eller livsklogt sted, hvis kvinder fyldte noget mere. Der er bare intet, der tyder på det. Tværtimod tyder meget på, at vi overvurderer betydningen af en persons køn for indholdet af deres faglighed.

Ægte diversitet kræver reel substans

Vil man interessere sig for ægte diversitet, må man længere ned i substansen. I det danske velfærdssamfund og i Folketinget er der stort set enighed om 90 procent af den måde, vi fordeler pengene på og lever vores liv på. Danskere er generelt tilhængere af politisk konsensus, social stabilitet og kompromisser, alt sammen plusord der sikrer en vis sammenhængskraft og forebygger ekstreme bevægelser i at slå rod.

Men. Man kunne også hævde, at det blot er pænere ord for lav diversitet, i hvert fald hvis den defineres som graden af forskellighed:

Foreslår nogen oprettelsen af private universiteter, som man selv skal betale uden adgang til SU, vil det give høj diversitet, men måske ikke af den efterlyste slags. Ægte diversitet medfører nemlig politiske og sociale forskelle, som kan virke ekskluderende i et lighedsorienteret land. 

Klasseperspektivet er også oplagt til at måle, hvor tolerante vi i virkeligheden er over for diversitet. En kvindelig VVS'er vil på trods af sit køn formentlig have mindre tilfælles med en akademisk middelklassekvinde - både politisk og livsstilsmæssigt - end med en mandlig kollega. Hun vil formentlig stemme længere til højre, spise mere usundt, måske ryge og gå længere tid på barsel end middelklassekvinden.

Her får man virkelig forskellige værdier for alle pengene, men alligevel problematiseres netop denne livsstil af de selv samme mennesker, der kræver mere repræsentation: Det er netop kvinder i den højere middelklasse, der har ført an i kravet om øremærket barsel til fædre og protesterer mindst imod statslig regulering af borgernes sundhed.

Det er overfladisk kun at måle diversitet og repræsentation på visuelle kendetegn som køn og hudfarve. Ægte diversitet forudsætter en frihed til at være forskellig, også selv om vi ikke bryder os om andres måde at være forskellig på.