Jeg har været en del af problemet med sexchikane

Da jeg var indlands- og udlandsredaktør fra 2003 – 2005 på dagbladet Information, underbetalte jeg systematisk freelancere, der skrev til avisen.

Skribenterne fik typisk mindre en 1.000 kroner for en artikel.

Der var faste takster, som man hverken kunne leve eller dø af. Og det var ikke sådan, at det bare ramte studerende, som var heldige at få afsat en artikel. Nej, fx blev de fleste faste korrespondenter aflønnet med et minimalt månedligt grundbeløb samt en stykpris.

Ekstremt lav aflønning af freelancere var og er praksis på de fleste store danske dagblade.

Der var ikke en kæft, der sagde noget dengang. Hverken medarbejderne, ledelsen (den var jeg jo også en del af), Danmarks Journalistforbund eller freelancerne selv. Altså lige med undtagelse af en fastlance korrespondent, da han sagde op:

”Det er ikke altid, jeg har råd til ordentlig mad. Det kan ikke blive ved.”

Hvorfor går jeg til bekendelse nu?

Pga. debatten om sexchikane i mediebranchen. Jeg har som mangeårig journalist og redaktør spurgt mig selv, om jeg var en del af problemet. Hidtil har jeg sagt nej. Men forrige lørdag da jeg læste Politiken, gik det op for mig, at svaret faktisk er ja.

Jeg har ikke sexchikaneret nogen. Til gengæld har jeg været med til at vedligeholde det system med insidere og outsidere i mediebranchen, som sexchikane trives så godt i.

Et system med et A-hold med gode job og sit på det tørre og et B-hold af håbefulde, løstansatte, freelancere, lavtlønnede, studenter og praktikanter, som vil give stort set hvad som helst for at blive en del af A-holdet - og som derfor er lette ofre for magtmisbrug – for sexchikane er jo magtmisbrug. Hvor er det nu, vi kender det fra? Nå, ja den film og teaterbranche, hvor #metoo startede.

Som forsker Dorte Marie Søndergaard fra Aarhus Universitet forklarer i Politiken, så handler det om, at det er nemmere at fastholde en sexistisk kultur, når mange kæmper om de samme stillinger, fordi konkurrencen giver cheferne mulighed for at vælge og vrage.

Det er selvfølgelig også en relevant problemstilling for magistre. Ikke blot i medierne, men også inden for fx NGO-branchen, kulturområdet og på universiteterne. Ja, det gælder i større eller mindre grad det arbejdsmarked, som alle nyuddannede magistre møder i dag.

I starten kunne jeg godt se det dobbeltmoralske i, at vi på Information skrev lange vrede artikler om working poor i det onde USA uden ordentlige fagforeninger, hvor de arbejdede for fem dollars i timen - mens vi reelt ofte selv betalte mindre. Jeg fattede ikke, hvorfor der ikke var nogen fra Dansk Journalistforbund eller i Informations medarbejderforening, som sagde stop.

Jeg tænkte, at det var fordi, vi var de gode og venstreorienterede. Pæne mennesker med de rigtige meninger. Men jeg gjorde ikke oprør, og efterhånden gled jeg smertefrit ind i rollen og blev en del af mediebranchens system med insidere og outsidere. Der var masser af argumenter. Information har ingen penge. Vi gør det for en større sag. Vi er befrielsesavisen Information. Vi er ungdomsoprørets avis. Avisen ville slet ikke kunne løbe rundt uden – og nogle af dem, får jo et navn og et job med tiden.

Min påstand er, at det i større eller mindre grad er sådan på hele arbejdsmarkedet. De fastansatte, fagbevægelsen og ledelserne ser mere eller mindre igennem fingre med, at der findes et A og B hold.

Herregud, sådan er det jo.

Mediecheferne siger nu som med en stemme, at de vil gøre op med sexchikane.

Men det er løgn, for de samme chefer afviser samtidig at bremse udviklingen henimod stadig flere løstansatte. Det samme kan man fx sige, om de danske universiteter, som laver den ene fine nedskrevne politik om sexchikane og mangfoldighed efter den anden. Disse politikker er ikke meget værd, så længe man samtidig systematisk øger antallet af løstansatte.

Her er en oplagt kamp for fagbevægelsen. Få undersøgt om medlemmerne bliver udsat for sexchikane og sammenhold det med ansættelsesforholdene. Fagbevægelsen skal selvfølgelig sige fra overfor sexisme og sexchikane, men det er ikke nok. Vi er tvunget vil at bekæmpe prekariseringen, hvis det for alvor skal batte.

PS. Informations medarbejderforening fik faktisk forbedret forholdene for freelancerne, efter jeg var ansat. Det er mig bekendt den eneste mediearbejdsplads, hvor de fastansatte har taget en rigtig kamp for de løstansatte.

PPS. Nu sætter jeg røven i klaskehøjde, fordi Magisterbladet også bruger freelancere ved siden af de fastansatte. Og jeg passer på pengene, men jeg skammer mig ikke over vores honorarer.