Fra velfærdsstat til konkurrencestat
VIVE har offentliggjort en rapport med titlen “Faglig udvikling, trivsel og alsidig udvikling blandt elever med særlige behov’’ uden at tage stilling til, om vi i konkurrencestaten kan tage hånd om dem med særlige behov, skriver cand. pæd. Finn Held.
VIVE har netop offentliggjort en forskningsrapport – på 66 sider – med titlen “Faglig udvikling, trivsel og alsidig udvikling blandt elever med særlige behov’’.
Baggrunden for rapporten var en folketingsbeslutning om, at elever, der hidtil havde fået såkaldt almindelig specialundervisning, fra 1. august 2012 skulle inkluderes i den almindelige undervisning.
Det var en beslutning, der havde som sit primære formål at begrænse udgifterne til specialundervisning, men også generelt at styrke den almindelige klasseundervisning “for at skabe pædagogiske miljøer, hvor flere børn deltager i klassefællesskabet og styrkes fagligt’’.
Året før var “Konkurrencestaten” udkommet, skrevet af Ove K. Pedersen, professor i komparativ politisk økonomi. I bogen påstår forfatteren, at staten går i spidsen for, at det danske samfund kan få økonomisk vækst og konkurrencekraft. Han fremhæver, at reformer hidtil er blevet begrundet med demokrati og lighed, men nu begrundes med effektivitet og konkurrenceevne.
Hvordan forholder VIVEs rapport sig til en sådan påstand? For eksempel noget om, hvordan det går, når en konkurrencestat påtager sig ansvaret for elever med særlige behov? Om ikke andet så som en del af en introduktion til rapporten. Men den har ikke et ord om konkurrence eller om konkurrencestat. To af forskerne skulle dog være kvalificerede til netop sådan en opgave: De har begge en uddannelse som cand.scient.pol.!
Men de har åbenbart følt sig kvalificerede til noget, de næppe – efter deres universitetsuddannelse at dømme – kan være kvalificerede til: at udarbejde en oversigt over de redskaber, folkeskolerne bruger til at måle udviklingen blandt elever med særlige behov.
Citat: “Landets folkeskoler bruger mange forskellige redskaber til at følge elever med særlige behov. Det gælder både i forhold til elevernes faglige udvikling, deres alsidige udvikling og deres trivsel. Skolerne supplerer således de obligatoriske redskaber som fraværsregistrering, nationale test og karakterer med en række andre redskaber – fx faglige test og strukturerede observationer’’.
Citat: “Faglig udvikling dækker over både frem- og tilbagegang i elevens faglige udvikling”. “Tilbagegang i elevens faglige udvikling!” Hvilket redskab bruger man til det? Karakterer naturligvis. Test evt.
Hvorfor har ingen spurgt eleven selv, hvordan hun/han har det med det?
På side 17 dukker et nyt ord op: instrument. Jeg selv ville bruge redskab om fx haveredskaber og instrument om fx musikinstrumenter. Og ordet instrument minder mig om begrebet instrumentel fornuft, hvorved der menes en fornuft, der udelukkende betragter verden som en genstand for teknisk manipulation i overensstemmelse med et mål-middel-skema.
Forskerne selv giver ingen forklaring på deres ordvalg.
Men de kan være blevet forført af den henvendelse, de har fået fra Undervisningsministeriet “om at kortlægge, hvilke evalueringsredskaber folkeskoler og specialskoler anvender ...”.
Baggrunden for rapporten var en folketingsbeslutning om, at elever, der hidtil havde fået såkaldt almindelig specialundervisning, fra 1. august 2012 skulle inkluderes i den almindelige undervisning.
Det var en beslutning, der havde som sit primære formål at begrænse udgifterne til specialundervisning, men også generelt at styrke den almindelige klasseundervisning “for at skabe pædagogiske miljøer, hvor flere børn deltager i klassefællesskabet og styrkes fagligt’’.
Året før var “Konkurrencestaten” udkommet, skrevet af Ove K. Pedersen, professor i komparativ politisk økonomi. I bogen påstår forfatteren, at staten går i spidsen for, at det danske samfund kan få økonomisk vækst og konkurrencekraft. Han fremhæver, at reformer hidtil er blevet begrundet med demokrati og lighed, men nu begrundes med effektivitet og konkurrenceevne.
Hvordan forholder VIVEs rapport sig til en sådan påstand? For eksempel noget om, hvordan det går, når en konkurrencestat påtager sig ansvaret for elever med særlige behov? Om ikke andet så som en del af en introduktion til rapporten. Men den har ikke et ord om konkurrence eller om konkurrencestat. To af forskerne skulle dog være kvalificerede til netop sådan en opgave: De har begge en uddannelse som cand.scient.pol.!
Men de har åbenbart følt sig kvalificerede til noget, de næppe – efter deres universitetsuddannelse at dømme – kan være kvalificerede til: at udarbejde en oversigt over de redskaber, folkeskolerne bruger til at måle udviklingen blandt elever med særlige behov.
Citat: “Landets folkeskoler bruger mange forskellige redskaber til at følge elever med særlige behov. Det gælder både i forhold til elevernes faglige udvikling, deres alsidige udvikling og deres trivsel. Skolerne supplerer således de obligatoriske redskaber som fraværsregistrering, nationale test og karakterer med en række andre redskaber – fx faglige test og strukturerede observationer’’.
Citat: “Faglig udvikling dækker over både frem- og tilbagegang i elevens faglige udvikling”. “Tilbagegang i elevens faglige udvikling!” Hvilket redskab bruger man til det? Karakterer naturligvis. Test evt.
Hvorfor har ingen spurgt eleven selv, hvordan hun/han har det med det?
På side 17 dukker et nyt ord op: instrument. Jeg selv ville bruge redskab om fx haveredskaber og instrument om fx musikinstrumenter. Og ordet instrument minder mig om begrebet instrumentel fornuft, hvorved der menes en fornuft, der udelukkende betragter verden som en genstand for teknisk manipulation i overensstemmelse med et mål-middel-skema.
Forskerne selv giver ingen forklaring på deres ordvalg.
Men de kan være blevet forført af den henvendelse, de har fået fra Undervisningsministeriet “om at kortlægge, hvilke evalueringsredskaber folkeskoler og specialskoler anvender ...”.
