Vil du læse mere om arbejdsmiljø?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om arbejdsmiljøet på det akademiske arbejdsmarked
Akademikerbladet
Camilla Ahrensbach er chefkonsulent i eget firma Ahrensbach, hvor hun arbejder med mental trivsel på arbejdspladser, primært i det offentlige. Hun har en baggrund som chefkonsulent i Region Hovedstaden, Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation, CAMES og har tidligere arbejdet som specialkonsulent hos Rigspolitiet, PET, Arbejdsmiljø København, Københavns Kommune, projektleder i Region Hovedstadens Psykiatri og som gadepræst på Christiania og Indre by. © Foto: Privat
Akademikeren arbejder ikke i læ, men lige midt i orkanens øje, skriver Camilla Ahrensbach i dette indlæg. Hun ønsker at sætte fokus på de høje følelsesmæssige krav, akademikere i det offentlige arbejder under.
Vi skal gøre op med myten om den usårlige akademiker i det offentlige, der arbejder sikkert i læ for høje følelsesmæssige krav bag skrivebord og computer.
Akademikere i HR, udviklings- og uddannelsesafdelinger og arbejdsmiljøenheder arbejder under stadigt stigende arbejdspres på hospitaler, skoler, fritidshjem, vuggestuer, børnehaver og politi, så vores offentlige institutioner fortsat kan fungere.
De såkaldte ”kolde hænder” driver indsatser, der understøtter arbejdet for sundhedsfagligt personale, lærere, pædagoger, socialrådgivere og politimænd, og arbejdet skal helst gøres hurtigt, effektivt og med så få ressourcer som muligt. Også de top-down indsatser, der ikke altid giver mening.
Så akademikeren arbejder ikke i læ, men lige midt i orkanens øje.
Arbejdsmiljøkonsulenten har brug for en såkaldt defusing. Det er en kort opfølgning på en selvoplevet kritisk situation, mellem 2 personer, efter alvorstunge og rystende samtaler med frontpersonalet. Udviklingskonsulenten har brug for en defusing efter at have modtaget ”de varme hænders” frustration over nye forbedringsinitiativer dikteret ovenfra, og HR-konsulenten har bestemt brug for defusing, efter at have arbejdet som ”stand-in” for en presset fagledelse.
Jeg har gennem 15 år arbejdet som chefkonsulent, underviser og projektleder med psykisk arbejdsmiljø, målrettet medarbejdere og ledere i stat, region og kommune.
Min målgruppe har været ”de varme hænder”, frontpersonalet, og i de senere år har mange af mine opgaver handlet om undervisning i og implementering af defusing.
Det skyldes, at jeg tilbage i 2015 udviklede en defusingmodel, da jeg var projektansat på Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation, CAMES, CHRU, Region Hovedstaden.
Akademikere får en god løn, har en lang uddannelse og arbejder primært med at svare på mails, lave talepapirer og PowerPoint-præsentationer. Hvad er der hårdt i det?Camilla Ahrensbach
Modellen er siden anvendt Region Hovedstaden, Region Hovedstadens Psykiatri, Region Sjælland, Københavns Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune.
Undervejs har jeg ad hoc talt med min egen faggruppe, akademikerne, ”de kolde hænder”. Denne faggruppe har ikke været målgruppe for mit arbejde med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, men har fungeret som min samarbejdspartner i planlægningen af og implementeringen af defusingsamtaler.
Mine samtaler med mine med-akademikere om deres psykiske arbejdsmiljø er foregået i pauserne under undervisningen i defusing eller på formøder om implementering. Her kommer en kondenseret fortælling fra akademikere i fx HR, direktionssekretariater, udviklingsafdelinger eller arbejdsmiljøenheder:
”Indimellem kan det være lidt hårdt at arbejde her, jeg skal lytte til mange alvorlige fortællinger, levere løsninger hurtigt og effektivt samtidig med, at jeg bliver set som budbringeren af de upopulære beslutninger ovenfra. Det er simpelthen så hårdt, men jeg føler ikke det er ok at sige det højt. Jeg ved heller ikke, hvem jeg skulle sige det til”.
Fortællingen lyder, at akademikere ikke arbejder under høje følelsesmæssige krav, de er jo blot ”de kolde hænder”, der arbejder langt fra det virkeligt udfordrende arbejde med borgeren.
Akademikere får en god løn, har en lang uddannelse og arbejder primært med at svare på mails, lave talepapirer og PowerPoint-præsentationer. Hvad er der hårdt i det?
Jeg har sat mig til tasterne med dette indlæg, fordi jeg gerne vil sætte fokus på de høje følelsesmæssige krav, akademikere i det offentlige arbejder under.
Høje følelsesmæssige krav kan ikke gradbøjes, og der er heldigvis ingen overdommer, der kan beslutte hvem og hvad, der påvirker os emotionelt på arbejdet.
Defusing er en kort opfølgning på en selvoplevet kritisk situation, mellem 2 personer, et team eller afdeling.
En defusing skal hjælpe alle involverede i en kritisk situation til en umiddelbar afklaring af situationen og afdække, om der er personale, der har brug for en kort pause eller yderligere opfølgning.
En defusing kan finde sted op til 24 timer efter den konkrete situation, og vare mellem 5 - 30 minutter, afhængig af emne og antal deltagere.
Nej, vi er ikke i direkte i kontakt med ”borgerne”. Vores ”borgere” er i stedet frontpersonalet selv, som vi skal hjælpe og understøtte.
Jeg tænker, at vi akademikere selv, sammen med politikere på kommunalt, regionalt og landsplan skal tænke hele systemet igennem, i forhold til det psykiske arbejdsmiljø på offentlige arbejdspladser. Det har været, og er fortsat, stærkt meningsgivende at understøtte dem, der passer på os, og jeg har aldrig mødt frontpersonale, som ikke anerkendte min arbejdsindsats.
Både varme og kolde hænder gør alle en kæmpe indsats sammen, og vi skal alle sikres de bedste kort på hånden til at passe på os selv og hinanden.
Tiden er i den grad moden til at tage vores fælles psykiske arbejdsmiljø alvorligt og insistere på, at vi som akademikere i det offentlige også arbejder under pres, og skal defuses, når der er behov.