Ny mor og feminist på overarbejde: ”Jeg føler mig som en sut med en lang videregående uddannelse”

”Nå, men hvornår skal du så tilbage på arbejde?”, er folk begyndt at spørge mig om med jævnere mellemrum i takt med, at min baby er blevet større. 

Og for en nybagt mor, nyuddannet humanist og feministisk aktivist kan spørgsmålet godt skurre i ørerne af flere grunde. For det første fordi jeg ikke nåede at få et job, indimellem at jeg blev færdiguddannet og gik på barsel i sommer. 

For det andet fordi jeg synes, at jeg er på arbejde hver dag i mit nye job som mor. For omsorgsarbejde er sgu hårdt arbejde, og derfor holder tanken om, at jeg om kort tid skal ud og have endnu et job, mig ofte vågen om natten i lige så høj grad som min baby. 

Og når jeg så ligger og grubler over fremtiden, og hvordan parløbet mellem karriereræs og moderskab mon bliver, er det svært ikke at drømme sig til en mere ideel verden med en anderledes fordeling af løn- og omsorgsarbejde. 

Det er kombinationen af at skulle jonglere karriere og baby og tanken om en 9-16-arbejdstid 5 dage om ugen, der giver mig svedige håndflader. 

Og selvom jeg måske aldrig har haft de største karriereambitioner i klassisk forstand såsom at blive rig eller nogens chef (så skulle jeg nok have studeret noget andet) ligger de ambitioner, jeg havde på studiet, gemt væk bag amning, babypludren og mos. 

Som Sarah fra min barselsgruppe sagde, da vi snakkede om krydsfeltet mellem jobsøgning og det nye moderskab: "Jeg føler mig som en sut med en lang videregående uddannelse”.

Det føles nemlig ikke muligt i den måde, vi har indrettet vores arbejdsmarked på, at jeg skal kunne få i både pose og sæk, altså både være en god forælder og samtidig have et dejligt, ikke-stressende arbejdsliv. 

Mødrene stresser mest  

Hvis jeg kigger på DM’s forældrebarometer fra sidste år, kan jeg se, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Det viser nemlig, at to ud af tre mødre stresser over, at de både skal være en god forælder og en god medarbejder. 

Det gør mig ekstremt ked af det på mit køns vegne. For hvorfor forventes det, at vi skal være ultraambitiøse med karriere i lige netop de år, hvor vi også skal falde til i forælderrollen? Det bryder jeg mit hoved med, mens jeg skubber barnevognen op og ned ad Frederikssundsvej i en uendelighed. 

For selvom de adspurgte mænd i undersøgelsen også i høj grad er stressede, rammer den dårlige samvittighed altid kvinder hårdest, hvad enten man vælger at fokusere mest på job eller moderskab. 

”Dobbeltstraf” kaldes det indenfor feministisk teori, fordi man straffes både for at tilvælge sit job, for så er man en dårlig mor, men hvis man vælger at gå ned i tid, er man uambitiøs og ender nok med at blive for afhængig af sin partner. 

Før jeg selv blev forælder, tænkte jeg, at løsningen måtte være, at jeg delte alting hundrede procent lige med min kæreste.

Men selvom han er verdens sødeste mand, lever vi stadig i et heteroseksuelt forhold, hvor jeg har brysterne og livmoderen, hvilket bare betyder, at nogle arbejdsopgaver ikke kan skæres over på midten, selvom jeg virkelig prøver (tro mig, jeg giver ham to-do-lister til morgenmad). 

At ikke alt kan deles, har nok været den hårdeste indsigt som nybagt mor. Og det er også den indsigt, der gør mig nervøs for mit fremtidige arbejde som henholdsvis mor og kulturformidler og får mig til at føle, at jeg må vælge mellem de to, hvis jeg vil undgå at blive stresset. 

Omsorgsarbejdet er arbejde 

Det er en kendsgerning, at mange kvinder mister lysten til eller muligheden for at gøre karriere på grund af en en stor byrde omsorgsarbejde er en kendsgerning.

Det viser lønstatistikkerne gang på gang. Kvinders løn stagnerer, når de bliver forældre, hvor mænds bare stiger. 

Den kønnede fordeling af omsorgsarbejde versus lønarbejde er også det, som kan få økonomer til at sige, at "kvinder er en 'underskudsforretning' for statskassen", som en overskrift lød i Jyllands-Posten for et par uger siden .

Myten bliver dog ofte modbevist, og sidste år slog Emma Holten fast med syvtommerssøm, at kvinder ikke skaber underskud, snarere tværtimod. 

Vi bidrager med en masse værdi til samfundet, den er bare svær at måle.

Hvordan skulle man for eksempel måle værdien af amning, tænker jeg tit på. I sin bog 'Underskud – om værdien af omsorg' forklarer Holten overbevisende, at omsorg for andre er svær at måle, og derfor ender det ofte uden for den gængse økonomis definition af værdiskabelse. 

At tænke over omsorgsarbejde som reelt arbejde er en gammel feministisk tradition, som blandt andet den italienske politiske teoretiker Silvia Federici har været fortaler for. Federici, der var en del af bevægelsen 'Wages for Housework', står bag det nu udødelige citat om omsorgsarbejde: ”They say it is love. We say it is unwaged work”. 

At det er et hårdt stykke arbejde at holde andre mennesker i live gennem omsorg, vidste jeg således godt på et teoretisk plan, før jeg selv blev mor, fordi jeg har læst en humanistisk uddannelse på KUA og har bedrevet feministisk aktivisme i snart et årti. 

Men det er virkelig noget helt andet at mærke det på egen krop i mit arbejde som mor. Og nogle gange kan der føles langt fra de teoretiske snakke om omsorgsarbejde i studiebaren på mit institut til at vågne kl. halv fire om natten og amme en baby, der potentielt ikke overlever, hvis jeg ikke gør mit job ordentligt. 

Jeg er også begyndt at sende en venlig tanke til min mors lænd, hver gang jeg selv bukker mig ned og samler min søde baby op fra aktivitetstæppet. Og pludselig forstår jeg, hvorfor min mor nogle gange tog ud at rejse uden mig og mine søstre, noget der gjorde mig ked af det som barn.

Hun havde sgu brug for en ferie fra jobbet som mor! 

Jeg drømmer om nye idealer

Når jeg ligger om natten og lytter til det lille nye menneske ved siden af mig med det nuttede, spæde åndedræt, føles det som sagt som et meget belejligt tidspunkt til at tænke over en anden måde et indrette vores samfund på. 

Et, hvor værdien af amning og leg med min baby, ville blive set som lige så meget værd som det job, folk bliver ved med at spørge mig, om jeg ikke snart får.

Og det er her, at jeg er særligt glad for at have studeret humaniora, for min uddannelse har givet mig evnen til kritisk tænkning, som er nyttig for at kunne forestille sig et andet samfund. Et samfund, hvor en eller flere forældre ikke jævnligt går ned med stress, fordi det er for hårdt at jonglere fuldtidsløn og omsorgsarbejde.

Som nyuddannet har jeg også den luksus endnu ikke at have prøvet det, og jeg vil derfor tage mig den frihed at sige nogle af mine drømme højt. Og de inkluderer ikke Snapchats eller andre virksomheders tilbud om nedfrysning af æg, fordi jeg tror ikke, at det vil gøre det nemmere at være forælder og lønarbejder, men bare en måde at udskyde stressen på. 

For mig er et mere ligestillet arbejdsmarked nødvendigvis heller ikke lig med at flere kvinder skal være girl bosses, men en generel mere fair fordeling af alt arbejde, både det i hjemmet, og det vi bliver betalt for.

Det vil betyde, at vi alle sammen (også mænd) får mere tid til at se vores børn, slappe af, feste, strikke, at stirre ud i luften, eller hvad man ellers har lyst til. Der er ingen quick-fixes derhen, det kræver politisk vilje og håndgribelige tiltag som kortere arbejdsdage, længere ferier og en udligning i lønniveauer så ”kvindefag" flugter med resten af arbejdsmarkedet og dermed viser, at omsorg værdisættes højt.

Det kunne også være en ugentlig fridag til folk, der drager omsorg for andre, hvad enten det er et barn, en ældre i familien eller en syg partner. Det er nemlig oftest kvinder, der ender med at udføre dette omsorgsarbejde. 

På et mere filosofisk plan drømmer jeg også om, at lønarbejde ikke behøves at være en af de primære identitetsmarkører i vores samfund, og at man kan være andet og mere end det job, man bliver betalt for. 

Jeg drømmer om, at vi tør give slip på vores overforbrug, så det ikke er nødvendigt for os at tjene en høj løn for at føle, at vi lever et godt liv. 

Og så drømmer jeg om, at al den rigdom, der findes i vores samfund, bliver omfordelt på en radikalt anden måde, end vi gør i dag. Og den side af sagen ville jeg gerne have uddybet. 

Desværre var min uddannelse ikke lige så skarp, hvad angår konkrete outputs som til teoretiske visioner, så det er svært at svare på, hvordan det helt specifikt skal gøres.

Og hov, nu kalder min kæreste inde fra stuen - min baby er sulten. Så jeg må tilbage til arbejdet. Babyer ammer jo ikke sig selv.