Mulighedssamtalen: En samtale med stressfaktor

"Ej, hvor var de strenge," siger hun, da jeg har lukket døren bag os.

Det har været et langt møde, men det er først nu, jeg bliver overrasket. Jeg forstår faktisk slet ikke, hvad hun sigter til. Jeg prøver at spørge, så neutralt jeg kan: "Hvad tænker du specielt på?"

"Ja, dér hvor de spurgte, hvordan jeg har det nu - det er da enormt svært at svare på, når de sidder lige over for mig. Hvad så, hvis jeg siger, at det går bedre, tror de så, at det bare er noget pjat det hele? Og hvis jeg siger, at det ikke gør, synes de så, at jeg bare er på tværs og ikke samarbejder?" 

Jeg havde som TR været bisidder til hendes mulighedssamtale - en samtale, man kommer til, når man har været sygemeldt i længere tid. Og i det øjeblik gik det for alvor op for mig, hvordan min kollega faktisk havde det, og at det var godt, at jeg havde været med, også selvom hendes chef først havde været lidt undrende over for det.  

Uanset om man selv har haft brug for det eller ej, forekommer det nok de fleste helt naturligt, at man tager sin TR med, hvis man bliver indkaldt til et møde med chefen, og der er en advarsel eller ligefrem opsigelse på dagsordenen.

Men en mulighedssamtale, det er vel ikke noget man behøver en bisidder til?

Her skal lederen og medarbejderen, på basis af en udtalelse fra medarbejderens læge, jo bare sammen prøve at finde ud af, hvornår og og på hvilke vilkår medarbejderen kan komme tilbage på arbejde. Hvis fraværet skyldes et brækket ben, vil det formentlig også være ganske ukompliceret.

Minefyldt farvand

Men når det er stress, der er årsagen, sejler vi i minefyldt farvand. Den sygemeldte er ikke bare sårbar som en naturlig følge af sygdommen; sårbarheden er måske allerstørst i relationen til arbejdspladsen og netop chefen eller chefens repræsentant ved samtalen.

Faktisk fungerer hjernen anderledes end den plejer, den er i alarmberedskab, og ørerne lytter først og fremmest efter faresignaler. Men det opdager man først, når man sidder ved bordet, og et helt reelt og venligt imødekommende spørgsmål pludselig opleves som en fælde, chefen sætter op for én.

Vi fik stille og roligt talt hele mødet igennem, og gennemgik også omhyggeligt den plan HR-afdelingen havde skitseret for hendes tilbagevenden, og som vi havde nogle kommentarer til. Jeg fik blandt andet hendes chef til at love, at hun ikke skulle have nogen opgaver med eksterne samarbejdsparter i de første par måneder, da jeg vidste, at det belastede hende.

Om spørgsmålet om hendes velbefindende nu virkelig var et reelt udtryk for empati eller ikke, blev mindre vigtigt. Det vigtige var, at min kollega følte sig klar til at komme tilbage til arbejdspladsen 14 dage senere, på nedsat tid og med nogle klart afgrænsede opgaver.

"Det havde jeg alligevel ikke troet," sagde hun, da vi var på vej ud, "at sådan en samtale kunne være så svær."

"Nej, det er der ingen der tror," svarede jeg, "men nu ved du, hvorfor jeg syntes, det var så vigtigt, at jeg gik med."