Jeg læste mails med min baby på armen. Nu har jeg sagt stop

Vi kender det alle sammen.

Når noget fanger vores opmærksomhed og hiver fokus væk. En ulykke i den anden side af motorvejen eller et godt tilbud, der får os til at glemme indkøbssedlen.

På det seneste har jeg dog også taget mig selv i, at mit arbejde hiver mig væk fra min familie. Ikke på den måde, at jeg bliver længere på arbejdet, eller har computeren fremme derhjemme, men mere på en måde, hvor min mobil bimler og bamler, mens jeg burde have fokus på aftensmad, historielæsning eller lignende.

Jeg hører min 3-årige sige: "Mor, din telefon larmer igen", mens vi begge prøver at holde fokus på, hvordan det skal gå med Den Kæmpestore Pære.

Og nu har jeg sagt stop.

Stop til at være to steder på en gang. Jeg kan sagtens være en god medarbejder, selvom jeg ikke læser mails hele døgnet rundt.

Jeg synes i bund og grund altid, at jeg har været god til at sige fra. Jeg har altid kunnet tage arbejde med hjem og har altid kunnet lægge det væk igen. Men da jeg gik på barsel for et års tid siden gik det op for mig, hvor skørt det egentlig var med de mails, der fløj ind i mailboksen på alle mulige og umulige tidspunkter.

Med en nyfødt baby i armen tog jeg mig selv i at gribe ud efter mobilen for at læse endnu en nyhed om organisationsændringer eller udvalgsdagsordener - og hvorfor?

Fordi jeg var - og stadig er - bange for at gå glip af noget.

Bange for, at jeg ikke slår til, hvis jeg ikke læser mailen hurtigt.
Bange for, at jeg ikke slår til, hvis jeg ikke får svaret med det samme.
Bange for, at jeg ikke slår til, hvis jeg ikke lige ved, hvad der er sket, mens jeg har været væk - om det så er på barsel eller på weekend.

Den implicitte forventning

Desværre er det et mønster, jeg kan se gå igen hos mine kollegaer. Jeg har kollegaer, der får stress eller symptomer på stress, men stadig beholder deres mail tilknyttet til deres mobil. Hvad er argumentet egentlig for det? Er det en arbejdsmæssig fear of missing out? Et pres fra chefen? Eller måske en måde at holde en tilknytning til et sted, hvor vi egentlig ikke er mentalt til stede?

Jeg siger ikke, at vores chefer presser os til at være på hele tiden, men jeg synes, at der kan være en implicit forventning om, at ’det er det, man gør’.

Jeg har da præsteret at møde ind kl. 8 til et møde, der havde rykket lokale, eller hvor jeg ikke lige havde fået seneste info - mest af alt fordi mailen med ændringer var kommet efter kl. 18. Det bliver ikke italesat, at der er en forventning om at læse mails udenfor arbejdstid, men signalværdien er bare en anden, når vi så render ind i de situationer, hvor vigtige ting sker efter kl. 18.

Og det er ikke, fordi det sker hver dag - tværtimod. Men det er svært at skelne, hvad der forventes - og måske endnu sværere at sige fra. Når vi så er i en skrøbelig situation, som fx på retur fra en stressrelateret sygdom, bliver grænserne mere udviskede og det gør det mere komplekst. For det er svært at tage sin mail fra telefonen, når den først er på. Vi kommer jo uundgåeligt længere væk fra sit arbejde, men kan det ikke være ok?

Bottom line er jo alligevel, at jeg nok klarer at skulle løbe hurtigt videre til et andet mødelokale. Jeg kan nok også begå mig, selvom jeg ikke har helt tjek på, om vi nu hedder koncern-et-eller-andet eller center-et-eller-andet.

Mit valg har nu været, at jeg har taget mailen væk fra telefonen. Det begyndte jeg straks på, da jeg så min baby i et blåligt skær og lod arbejdsmails trænge ind i samværet med min baby. Selvom det lyder skørt, så var det altså det, der skulle til for mig.

Nu er jeg tilbage efter barsel og jeg har fastholdt en privat telefon uden mailadgang og en arbejdstelefon, der - for det meste - ligger fast på kontoret. Og jeg føler faktisk, at jeg er ret godt med alligevel.