Alder gør ikke blind – det gør privilegier

I DM Akademikerbladet 4/2021 giver redaktør Jakob Elkjær en opsang til +50 år-segmentet og revser dem for at tænke for meget på sig selv i deres privilegerede +50.000 kroner i løn om måneden-tilværelse. Jeg kunne ikke være mere enig i, at privilegieblindhed skal italesættes og forandres. Men det falder mig gevaldigt for brystet at generalisere generationsvis på den måde.

Det sker desværre aktuelt i vid udstrækning mange steder. Både den ene og den anden vej bliver der shamet, bashet og blamet generationsmæssigt på livet løs med hensyn til nutidens problemer, fortidens fejl, deres opståen og begrundelse. Men det er ikke alderen, der gør blind. Det er privilegierne i sig selv.

Der er således ikke noget nyt i, at velbjærgede mennesker ofte ikke har øje for fattigere medborgere og hytter deres egne skind. Jeg træder ind i +50-segmentet om nogle måneder, og jeg har aldrig været, jeg er ikke og kommer aldrig til at blive økonomisk privilegeret. Akademiker, javist, men +50.000 kroner-indkomsten bliver aldrig min – ej heller +30.000 for den sags skyld.

Den “gode, faste stilling” bliver aldrig min: Jeg var prekariseret, længe før betegnelsen blev opfundet. Jeg er langtfra den eneste hverken i min aldersgruppe eller i andre aldersgrupper. Vi er mange, som ikke sidder med fede pensioner, har stor friværdi, ejer vores boliger eller har høje lønninger.

Ligesom der er enorm forskel på +50’eres individuelle nuværende og tidligere livsvilkår, er der lige så stor forskel på yngres livsvilkår indbyrdes. Der er således mange mennesker, meget yngre end jeg, der har langt flere privilegier. Og ja, naturligvis vice versa.

Hvornår begriber man, at privilegier er et klassespørgsmål, der kræver kapitalismekritik, og fordrer et til alle tider solidarisk indrettet samfund, og ikke et spørgsmål om tilfældige fødselsår?