1-0 til vintjeneren

Min stedmor er netop blevet ansat i en sej projektlederstilling, hvor hun skal stable en stor konference på benene for en af landets større kommuner. Et job som lyder både udfordrende og spændende og som noget, jeg godt kunne se mig selv prøve kræfter med, når jeg engang har taget min kandidatgrad og er færdiguddannet. Min stedmor er udlært vintjener!

Jeg køber simpelthen ikke præmissen om, at uddannelse altid er godt, og at endnu mere uddannelse per definition derfor altid må være endnu bedre. Læring er alfa og omega og lig med vækst, innovation og udvikling - ja, ja, som tidligere pædagogikstuderende er jeg med så langt, men læring foregår mange steder, og jeg forstår ikke, hvorfor man kæmper så indædt for at samle det hele på landets universiteter.

Den øgede interne konkurrence universiteterne imellem og den stigende politiske udfordring med at nedsætte akademikerarbejdsløsheden har resulteret i et bredt udbud af akademiske kandidatuddannelser, som i sin form ville tage sig langt bedre ud i en mere praktisk rammesætning.  Det runger for eksempel hult i mine ører, at universitetet, som institution, skulle være det bedste sted at lære om socialt entreprenørskab og management - det lærer man da ikke mest konstruktivt ved først at sidde 3 år i en forelæsningssal på et universitet og lære om forskellen mellem positivisme, strukturalisme og konstruktivisme?!

Jeg synes, universiteterne gaber over for meget. I et desperat forsøg på at skabe relevans og leve op til regeringens mange spareøvelser har man mistet sig selv i processen - og har solgt ud. Hvis man som vintjener med mange års praktisk erfaring fra det frivillige foreningsliv kan erhverve sig kompetencer, der kvalificerer en til at varetage en projektlederstilling i en stor kommune, er det så ikke spild af skattekroner at uddanne folk på landets universiteter til at gøre det samme?