”Det kan slet ikke betale sig at være fleksjobber”
Luba Christensen er visiteret til fleksjob 10 timer om ugen, men finder ikke ordingen økonomisk attraktiv sammenlignet med førtidspension. © Foto: Privat
Luba Christensen er glad for at kunne arbejde i fleksjob, men undrer sig over, at det økonomisk slet ikke kan svare sig sammenlignet med en førtidspension.
”Min oplevelse af systemet er, at det faktisk slet ikke kan betale sig at være fleksjobber overhovedet - sammenlignet med det at være førtidspensionist.”
36-årige Luba Christensen har været visiteret til fleksjob siden 2022 på grund af en kronisk knoglesygdom og er for tiden sygemeldt.
Efter en række ordinære ansættelser, som hun måtte opgive på grund af sin sygdom, har hun været i fleksjob i en virksomhed som administrativ assistent med ansvar for intranettet og hjælp til bogholderen.
Det arbejde var hun rigtig glad for. Men hun har også konstateret, at det økonomisk ikke er rentabelt at være i fleksjob i de 10 timer om ugen, som hun er visiteret til, hvis hun sammenligner med en førtidspension. Og det undrer hende.
I fleksjobbet havde hun en timeløn på 175 kroner. Hvis man regnede det ud som en fuldtidsstilling, ville det give en månedsløn på 28.000 kroner. Men som fleksjobber rækker tilskuddet ikke så langt op. Hun endte med 24.000 kroner om måneden efter løn og flekslønstilskud.
”Det synes jeg simpelthen ikke er nok gevinst, når satsen for en enlig førtidspensionist er på 20.370 kroner”, siger Luba Christensen, som bor alene i Odense.
Der synes jeg, jeg blev snydtLuba Christensen
”Faktisk troede jeg, den gang jeg blev indstillet til fleksjob, at tilskuddet vil supplere min løn op til mindstelønnen i mit fag uden tillæg og så videre. Og der synes jeg, jeg blev snydt.”
Luba påpeger, at førtidspensionister desuden kan få særlig boligydelse, som er højere end den, hun som enlig fleksjobber kan få. Førtidspensionister kan også rejse hele Fyn rundt for 250 kroner om måneden, mens et pendlerkort for hende alene i Odense koster 420 kroner, og så har førtidspensionister flere rabatordninger til for eksempel teaterforestillinger.
”Dermed får vi hurtigt lukket differencen mellem fleksjob og førtidspension, hvilket betyder, at jeg teoretisk set lige så godt kunne have været førtidspensionist og sidde i min lejlighed og få det samme udbetalt, men til gengæld uden at kæmpe så meget, som jeg gør, for at arbejde, som påvirker mit helbred,” siger hun.
Har du en historie om fleksjob?
Rekordmange danskere er i fleksjob de seneste år. Men samtidig er tusindvis stadig uden for arbejdsmarkedet. Det sætter vi fokus på i en serie om fleksjob.
Har du en historie, som du vil dele med os?
Måske er du i fleksjob og har erfaringer, du vil dele? Eller er visiteret til et fleksjob, men kan ikke finde et sådant job?
Skriv meget gerne til journalist Martin Ejlertsen på me@dm.dk.
Vil gerne tilbage i fleksjob
Førtidspensionister kan også arbejde med et socialt frikort, hvor de må tjene 41.280 kr. skattefrit om året. De kan altså modtage en fast ydelse, får forhøjet boligstøtte og har stadig den mulighed at tjene penge ved siden af skattefrit.
Derfor overhaler førtidspensionister ifølge Luba Christensen med deres ydelse hurtigt fleksjobbere ’indenom'.
Luba Christensen understreger dog, at hun rigtig gerne vil tilbage i fleksjob. Hun vil gerne bidrage til samfundet, kan rigtig godt lide sit fag og vil også gerne være på arbejdsmarkedet.
Hun synes dog, at det burde gøres mere attraktivt at være i fleksjob sammenlignet med for eksempel at være på førtidspension.
”Som fleksjobber er man jo tvunget til at stå til rådighed, mens man som førtidspensionist bedre kan arbejde i perioder, hvor man orker det,” siger hun.
”I øvrigt er fleksjobberes ledighedsydelse helt nede på 18.137 kroner, så når vi ikke er i arbejde, får vi endda mindre end førtidspensionister,” siger Luba Christensen.
Jeg er selvfølgelig utrolig glad for, at vi i Danmark har den her fleksjobordning og vil gerne i fleksjob igenLuba Christensen, fleksjobber
”Det kan bare simpelthen ikke være rigtigt i mit hoved, at det forholder sig sådan. Det kan jo dårligt nok betale sig at arbejde flere timer, så selv at anstrenge mig til 12 timer om ugen, vil ikke give mig den store gevinst, for den ekstra løn bliver modsat trukket i mit tilskud.”
Hun understreger, at hjernen ikke fejler noget. Det er kroppen og psyken, der ikke kan klare fuldtid.
”Så jeg er selvfølgelig utrolig glad for, at vi i Danmark har den her fleksjobordning og vil gerne i fleksjob igen, så længe der bliver taget højde for mine skånehensyn. Ordningen burde bare gøres mere økonomisk attraktiv, end den er i dag.”
Læs også
Rekordmange er i fleksjob, men 30.000 bliver stadig ikke ansat
Fleksjobbere mister bonus, tillæg og pension: ”Enhver lønstigning bliver ædt op”
Ny undersøgelse: Mange i fleksjob skammer sig
Dorthe græd, da hun blev tildelt fleksjob efter et voldsomt cykelstyrt. Men så indså hun, at uheldet kan ramme alle
Fleksjob er løbet løbsk, mener arbejdsgivere: De arbejder for lidt
Fleksjob er en særlig dansk succes. Det er også jobcentrenes fortjeneste
Søger du fleksjob? Her er eksperternes 5 tip
Hver anden virksomhed ansætter ikke fleksjobbere: "Den barriere skal nedbrydes"
Katrine har sklerose og fleksjob: ”Folk tror, vi kun kan lave kaffe”