Forskerelite sidder på flæsket

Matthæus-effekten – dem, der har, skal mere gives – trives i bedste velgående i dansk forskning, skriver Forskerforum.

Det dokumenterer et notat udgivet af tænketanken DEA på baggrund af analyser fra Center for Forskningsanalyse (CFA) på AU.

CFA-forskerne har for første gang samlet alle tilgængelige oplysninger om forskningsbevillinger i en database, og udtræk af denne viser en betydelig skævhed i forhold til fordelingen af forskningsmidler. Databasen har oplysninger om 7.524 forskere, der har fået en eller flere forskningsbevillinger i årene 2004 til 2016.

Af disse tegner de 20 procent mest succesfulde sig for 75 procent af den samlede bevillingssum. Og dertil kommer ca. 13.000 forskere, som slet ikke har fået nogen af de registrerede bevillinger.



Men selv blandt de velbjærgede bevillingsmodtagere er der store differencer. Tager man de 100 mest succesfulde, har de i gennemsnit modtaget bevillinger på ca. 90 millioner kroner.

Der er desuden også en kønsmæssig skævdeling, idet kvinder kun tegner sig for 22 procent af den samlede bevillingssum, selv om de i antal udgør 40 procent.

Den stærke koncentration af forskningsmidler kan være et problem. Notatet refererer til et litteraturstudie, CFA har udarbejdet, hvor der er “en klar overvægt i retning af argumenter for spredning frem for koncentration af forskningsmidler”, blandt andet på grund af “stordriftsulemper” og faldende produktivitet.

Udvælger efter samme kriterier
Ifølge seniorforsker Kaare Aagaard fra CFA er den berømte Matthæus-effekt netop en af de faktorer, der skaber skævheden.

“I de her fordelingsprocesser står man bedre, hvis man allerede har noget på sit cv. En tidligere stor bevilling ses som et plus. Og så peger vi på den her excellenceorientering, der er blevet meget stærk de sidste ti år. Det gør måske, at der sker en ensretning af kriterier, så det er de samme, der kommer ud i toppen. For eksempel når man lægger meget vægt på bibliometrien”.

En tredje grund, Kaare Aagaard peger på, er, at fonde og råd ikke nødvendigvis ved, om ansøgerne har andre bevillinger i baglommen.

“De her tildelingsprocesser sker i vidt omfang uafhængigt af hinanden. Så i mange tilfælde giver man midler, man muligvis ikke ville have givet, hvis man vidste, at de også fik andre steder fra”.

Han efterlyser samtidig, at fondene i højere grad kigger på, hvilke bevillinger forskerne har med i baglommen, hvis man har et ønske om at støtte forskning over et bredt felt.

“Har man som fond en ambition om at finansiere hele paletten eller i hvert fald ikke kun nogle få områder, så må man sikre, at man får spredt midlerne ud. Når der er en stærk koncentration af personer, betyder det også en stærk koncentration af emner”.

Centre skal ikke være støvsugere
Som nævnt tilfalder en stor del af midlerne en relativt begrænset gruppe forskere. Ser man på denne gruppe, er der dog ingen tvivl om, at grundforskningscentrene udgør en stor del.

Danmarks Grundforskningsfond har siden 1993 fordelt 8 milliarder kroner i forskningsstøtte – de fleste i form af store centerbevillinger – og er således en væsentlig faktor for den koncentration af forskningsmidler, rapporten afdækker.

Kaare Aagaard vil dog ikke pege på Danmarks Grundforskningsfond som et problem.

“Da Danmarks Grundforskningsfond blev oprettet i halvfemserne, havde vi måske et system, der var for langt i den anden retning – det handlede mere om lighed end kvalitet. Grundforskningsfonden var et korrektiv til den situation, og det gav rigtig god mening. Men siden er der kommet en masse andre organer, der har overtaget den tænkning. Derfor får man en koncentration, der ud fra min opfattelse er for høj. En center-bevilling kan give god mening, men hvis det betyder, at det også giver adgang til at støvsuge øvrige midler, så får vi et problem”.

Rapporten præsenteres som et oplæg til diskussion. Hvem er det, der skal diskutere det her?
“Selvfølgelig fondene, som nok også allerede er opmærksomme på problemstillingen. Og så det politiske system, der afgør, hvor mange bevillinger der skal lægges ud i konkurrence, og som også indirekte er med til at bestemme fordelingen. Endelig forskerne selv, som jo er med til at befæste den der stratifikation i det videnskabelige system, når de sidder i udvalgene og uddeler midler”, siger Kaare Aagaard.

DFF-formand: Vi uddeler bredt og småt
David Dreyer Lassen, der er nyudnævnt formand for Danmarks Frie Forskningsfond (DFF), kan godt genkende den tendens, som notatet beskriver.

“Hvis man har fået en stor bevilling, kan man bruge mere tid på forskning og udgive flere publikationer, og så står man bedre, når man skal søge nye midler. Så det er nærmest en mekanisk effekt, som der ikke er noget konspiratorisk over”, siger han.

Han mener dog, DFF er et eksempel på en fond, der modvirker koncentration af forskningsmidler ved at uddele relativt små bevillinger bredt ud og vægte høj risikovillighed.

“Mange får den første bevilling hos os, og det er forskningsideen og ikke cv’et, vi først og fremmest kigger på. Der er også store navne, der ikke får hos os, fordi ideen på det tidspunkt ikke kan stå sig i konkurrencen”, siger David Dreyer Lassen.

Han peger på, at grundforskningscentrene tegner sig for en stor del af midlerne, og at de bevillinger også udfylder en vigtig rolle.

Nyt forum for fonde
“Jeg synes egentlig, de offentlige midler komplementerer hinanden godt nok.

DFF uddeler til både bredden og eliten. Og så har man Danmarks Grundforskningsfond til, når man gerne vil satse lidt mere. Det giver god ræson. Så kan man diskutere, om der skulle være flere penge til små projekter, som vi støtter i DFF. Vi har relativt lave succesrater, vi kunne godt dele flere penge ud”.

Så du mener ikke, der er noget, der skal laves om?
“Jeg siger ikke, at vi bare skal lade tingene være, som de er. DEA’s analyse er et vigtigt bidrag, og den udfordrer også os. I DFF-bestyrelsen er vi i gang med at se på best practice i forhold til risikovillig funding. Så i stedet for at se på størrelsen diskuterer vi, om vi får dækket risikovilligheden godt nok. Men jeg mener, at DFF ligger et sted, hvor vi kun i mindre grad bidrager til den situation, DEA-notatet beskriver”.

David Dreyer Lassen peger på det nyoprettede Forum for Forskningsfinansiering som et sted, hvor man oplagt kan diskutere koncentration af forskningsmidler og alternative måder at uddele støtte på.

Forummet blev nedsat i efteråret 2018 af uddannelses- og forskningsministeren, og det samler repræsentanter fra både offentlige og private forskningsfonde.

Villum Fonden uddeler til anonyme forskere
Det er ikke alle steder, at forskeres meritliste er afgørende for, om de kan trække bevillingen i land.

Programmet Villum Experiment er en særlig pulje, som Villum Fonden uddeler til eksperimenterende forskning, og her er ansøgningen anonym. ingen aner, hvem ansøgeren er, om det er en professor eller nyudklækket ph.d., eller hvad man ellers har bedrevet. det er kun ideen, der tæller.

“Det er et program, der blev startet, fordi vi ville udfordre os selv og den gængse metode til at finde de bedste ansøgere. det her er et forsøg på at give plads til de virkelig vilde ideer og til dem, der måske kommer fra et helt andet sted, men gerne vil skifte retning”, fortæller Thomas Bjørnholm, den tidligere prorektor på KU, der i dag er forskningsdirektør i Villum Fonden.

Programmet forsøger også at gå nye veje i selve vurderingen af ansøgningerne. i stedet for at lade bedømmerpanelet sidde sammen skal de sidde hver for sig, så de ikke påvirker hinanden.

Tre bedømmere giver hver især karakterer til projektforslaget, og så vælger man ud fra den samlede score. dog har alle bedømmere hver et “trumfkort”, de kan lægge på de projekter, de er helt overbeviste om, som så er sikre på at få bevilling.

“Det er en chancebetonet måde at uddele bevillinger på. og det er ikke, fordi vi ikke tror, at den traditionelle metode virker – for det gør vi – men enhver god metode har en tendens, der giver mindre plads til de projekter, der falder uden for tendensen”, siger Thomas bjørnholm.

Programmet, der i 2019 har en samlet sum på 100 millioner kroner, har kørt i to år og har været en stor succes med over 500 ansøgere sidste år og forventning om endnu flere i år. og ansøgerfeltet er ifølge Thomas Bjørnholm meget anderledes end ved traditionelle uddelinger.


“Det er spredt ud over alle aldre. vi giver penge til alt lige fra unge ph.d.-studerende til emeritusser og institutledere, der gerne vil tilbage til deres forskningskarriere”.


Villum Fonden har netop igangsat et forskningsprojekt ved Center for forskningsanalyse på AU, der skal se på, om Villum Experiment programmet adskiller sig fra traditionelle programmer i de resultater, der kommer ud af det, og hvilken betydning det har, at ansøgningerne er anonyme.