Spring menu over

Hvilken K-bog skal og må du læse i din sommerferie? Her er 6 gode bud

Illustration AI

Timme Bisgaard Munk
Del artikel:

Sommertid er sommerferie, men det er også tid til faglig fordybelse. Tiden, hvor du endelig får dykket ned og K-nørdet igennem med lige det, du er allermest optaget af. Måske har du ikke haft tid til at tænke over, hvad du skal læse. Ergo, du har brug for nogle gode ideer og boganbefalinger. Dem får du her.

Moral Ambition 

Af Rutger Bregman 

Vil du gerne redde jorden, havet, klimaet og verden efter sommerferien?

Har du lyst til at være den forskel, som gør en forskel, må og skal du læse historikeren Rutger Bregmans nye bog "Moral Ambition". Bogen er et wake-up call, manifest og en opfordring til, at vi allesammen tager et moralsk og personligt ansvar. 
Budskabet er: Drop karrierestigen og rotteræset. Stop med at måle succes i løn og titler, og begynd at måle den i, hvordan du skaber en bedre verden. Det er let at skrive, men svært at gøre. Netop derfor er bogen fuld af gode råd og heroiske historier om folk, som har taget kampen op. En bog, der kan ændre både dit liv, din verden og hvordan du kommunikerer om hvad og hvordan – hvis du tør handle på dens etiske fordring og ambition.

Håndbog i pressearbejde - et forsvar for presserådgiveren 

Af Marie Nyhus, Emil Nielsen og Søren Søndergaard

Savner du allerede det store mediecirkus efter blot få dage i liggestolen?
Er det svært at undgå at tjekke mails og nyheder hele tiden i ferien? Hvis ja, stop og brug tiden bedre på at blive klogere på den nyhedsdækning du klikker på. 

For kort tid siden udkom nemlig en ny og meget tiltrængt håndbog i pressearbejde. Bogen er fuld af gode råd, den afliver effektivt myten om "mørkets fyrster" og viser i stedet, hvordan pressechefer – når de gør deres arbejde rigtigt – er demokratiets usynlige rygrad og hjælpere.
Bogens store scoop er dens fokus på, at godt pressearbejde først og fremmest er relationsarbejde. Det handler om at skabe tillid. Tillid er både det etiske kompas og en K-strategisk nødvendighed. Det er en svær balance, for pressechefen skal fungere både som spejl og som vindue for organisationens selvforståelse – på én gang fortolker og formidler. En slags goodwill ambassadør og spion. Det er øretævernes holdeplads, men det er jo derfor, det er sjovt. 

Læs bogen om pressearbejde i stedet for at scrolle dumt og ufokuseret rundt efter resultatet af andres pressearbejde i din sommerferie.

Empire of AI: Dreams and Nightmares in Sam Altman's OpenAI 

Af Karen Hao 

versus

The Optimist: Sam Altman, OpenAI, and the Race to Invent the Future

Af Keach Hagey 

"Alting AI alle steder" kunne være en velvalgt overskrift for vores K-arbejde lige nu. Centralt står firmaet bag ChatGPT: OpenAI. At forstå dette firma og dets CEO er derfor nøglen til at forstå AI – både nu og i fremtiden.

To læseværdige bøger går tæt på firmaet som alle taler om lige nu. Her fortælles historien om de vildeste drømme og den største frygt omkring den nye teknologi – især om de skræmmende perspektiver i såkaldt AGI (Artificial general intelligence) , hvor AI muligvis snart bliver klogere end mennesket. Det er ikke blot foruroligende, det er alarmerende. 

AI-udviklingens hovedperson og mesterarkitekt fremstår ifølge begge bøger både troværdig og manipulerende i kampen om kontrollen over virksomheden. Der er tydeligvis både meget godt og meget skidt at sige om manden i centrum.

De to bøger bør derfor læses i tandem som et pro et contra til Altman og OpenAI. Den første, "Empire of AI" af Karen Hao, er den kritiske, uofficielle virksomhedshistorie. Den anden, "The Optimist" af Keach Hagey, er hyldesten og heltedyrkelsen.

Alt andet lige: OpenAI er på ekstremt kort tid blevet en virksomhed på niveau med Apple, Google og Meta. Derfor er det et must-read at læse og forstå denne virksomhed – hvis man vil forstå, hvad AI-fremtiden bringer. Den kommer hurtigere, end du tror, til din liggestol også.

Careless People: A Cautionary Tale of Power, Greed, and Lost Idealism

Af Sarah Wynn-Williams 

Er du bare pissesur på Big Tech, Meta, Musk og alle de andre banditter fra Silicon Valley?

Her er tech-bashingens nye bibel. En tidligere topchef for Public Affairs og kommunikation i Facebook har skrevet en tell-it-all-bog om sin tid i toppen af tech-giganten. Her kommer vi tæt på, hvordan Big Tech udøver sin kolossale magt. Værd at læse, hvis du vil have bekræftet alle dine fordomme om Silicon Valley. Ja, du har god grund til at være sur, skuffet og bange for Big Tech, står der med usynligt blæk på alle bogens sider.

Bogen er interessant af to grunde: For det første for sit førstehåndsindblik i Meta – og for det andet som et skoleeksempel på, hvordan man som stor virksomhed absolut ikke skal reagere, når en whistleblower skriver en skandalebog.

Sarah Wynn-Williams' "Careless People" er altså ikke blot et indblik i Metas manipulation. Det er en case study i PR-krisestyring. Meta valgte nemlig en ekstremt aggressiv, juridisk og personlig modkampagne mod bogen og dens forfatter – og endte dermed med at skabe præcis den opmærksomhed, de frygtede. Resultatet? En bestseller, en global debat og en PR-skandale, der bekræfter bogens centrale påstande. Altså et mega-meta-selvmål.

Bogen er en selvbiografi– men læs den som case study i corporate kommunikation og presseberedskab gone wrong. Her får du ganske gratis opskriften på, hvordan man ikke "slår en historie ihjel", men tværtimod giver den liv, fordi man i Meta er "careless people."

Nordic Symmetry – Strategic Communication in the Nordic Tradition

Af Kresten Schultz Jørgensen 

Er du træt af den amerikanske Corporate Culture, som hersker i mange store danske virksomheder – og mener du, at vi i Skandinavien også kan noget med kultur, kommunikation og samarbejde?

Hatten af for den produktive forfatter Kresten Schultz Jørgensen, som heltemodigt igen og igen forsøger at forbinde K-fagets teori med K-rådgivningens praksis. Nu har han udgivet en ny bog om corporate communication, hvor han slår på tromme for en ny skandinavisme.

"Nordic Symmetry" er navnet. Her præsenteres et timeligt opgør med den gammeldags, kontrollerede kommunikation og der introduceres i stedet en nordisk inspireret tilgang – hvor tillid, transparens og etisk medskabelse er i centrum. En smuk og bedre idé i Nord, hvor symmetrien hersker. Det har manden jo ret i – og det fortjener en bog.
Begavet udfoldes her, hvordan skandinavisme kan ses og genfindes i de nordiske virksomheder, hvis vi tør og vil. Vi har et skæbnefællesskab og en fælles mission i Norden. Det har altid været sandt fra Sydslesvig til Svalbard og bliver dag for dag vigtigere og mere sandt. Det gælder også på kommunikationsområdet. Bogen er en must-read, hvis du også tror på, at skandinavismen kan lære os K-folk og de store nordiske virksomheder noget vigtigt – lige nu og her.

 

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje