Queerpersoner er nødt til at mime det heteroseksuelle forældreskab

En homoseksuel mand og en kvinde må i nogle tilfælde lyve om deres romantiske relation, hvis de ønsker at modtage assisteret reproduktion – også kendt som fertilitetsbehandling – fra det danske sundhedsvæsen. 

Det er blot ét af de dilemmaer, Tobias Sønderby Jørgensen har identificeret i sit forskningsprojekt, der undersøger LGBTQ+-personers oplevelser med adgangen til familiedannelse og forældreskab i Danmark. 

”Som en del af queermiljøet oplevede jeg selv, hvordan der ikke findes særlig meget forskning om erfaringer blandt den brede LGBTQ+-befolkning i en dansk kontekst,” siger han og fortsætter: 

”Netop derfor synes jeg, at det er endnu vigtigere at afdække emnet, så vi som samfund kan blive klogere på, hvordan vi kan forsøge at afhjælpe nogle af de problematikker.”

Tobias Sønderby Jørgensens ph.d.-projekt er det første af sin slags i Danmark og tager udgangspunkt i interviewbaseret, kvalitativ forskning med transpersoner, nonbinære, genderqueer-personer og homoseksuelle mænd, der inden for de seneste fem år har forsøgt at danne familie.

En heteroseksuel målestok

Set udefra ligner Danmark et land med gode vilkår for fertilitetsbehandling, fortæller Tobias Sønderby Jørgensen.
Behandlingen er statsstøttet, og lovgivningen definerer kvinden som ’en person med en livmoder eller æggestoksvæv’. Det betyder i praksis, at for eksempel transmænd og genderqueer-personer med en livmoder formelt også har adgang.

Men erfaringer blandt Tobias Sønderby Jørgensens interviewpersoner fortæller også historien om et sundhedssystem med ridser i lakken. 
Strukturerne i sundhedsvæsenet tager nemlig stadig udgangspunkt i det heteroseksuelle, ciskønnede parforhold mellem to mennesker.

”Der er nogle normative forventninger og logikker indlejret i lovgivningen og i sundhedssystemet om, hvordan den klassiske familie ser ud,” fortæller han. 

”For at få mere behagelige og ukomplicerede forløb ender flere queerpersoner derfor med at gøre sig genkendelige for systemet. Det gør de for eksempel ved at mime den klassiske familieform eller deres kønsidentitet – eller ved ligefrem at lyve om forholdet til deres partner i fertilitetsbehandlingen.”

I en regnbuefamilie, hvor en homoseksuel mand og en kvinde ønsker at få et barn sammen uden at være i et romantisk forhold, risikerer manden nemlig at blive betragtet som en ’kendt donor’ til barnet frem for som far og risikerer derfor at miste juridisk anerkendelse som forælder til barnet.

Samme system, men forskellige erfaringer

Tobias Sønderby Jørgensen støder på flere forskellige erfaringer og barrierer i sin forskning. Fælles for dem alle er dog, at de er udtryk for et system, der indeholder begrænsninger. 

For transkønnede og nonbinære personer handler det i højere grad om at skjule sin køns-identitet af frygt for diskrimination, stigmatisering eller misforståelser i sundhedssystemet: 

Er jeg en lige så legitim forælder som andre? 

Samtidig er den danske lovgivning stadig bygget op omkring et princip om maksimalt to juridiske forældre. Det betyder, at familier med tre eller flere forældre står uden fulde rettigheder. Den tredje forælder kan for eksempel have udfordringer med at hente sit barn i institution, tage orlov eller optræde i Aula. 

”Det skaber en helt grundlæggende usikkerhed i hverdagen som forælder,” siger Tobias Sønderby Jørgensen. ”Hvis de andre forældre bliver alvorligt syge, eller der opstår konflikt, kan den tredje forælder reelt stå uden rettigheder.”

Også homoseksuelle mænd rammes af lovgivningens snævre rammer. Uden en kvindelig partner har de ikke adgang til fertilitetsbehandling – heller ikke hvis de selv betaler for surrogasi, altså en rugemor – eller søger hjælp til at forbedre deres sædkvalitet.

”Institutionerne kan ganske enkelt ikke se dem som potentielle forældre, fordi de ikke lever i en relation med en kvinde,” forklarer Tobias Sønderby Jørgensen.

Familieliv på trods

Selv om meget af forskningen handler om barrierer, understreger Tobias Sønderby Jørgensen dog, at der også er lyspunkter i hans forskning.

”Rigtig mange af dem, jeg har talt med, er netop blevet forældre og lever lykkelige familieliv. De er gode til at navigere i systemerne og skabe det liv, de ønsker sig, på trods af systemets begrænsninger,” siger han.

Tobias Sønderby Jørgensens forskning er tosidet i forhold til, hvordan vi kan komme problematikkerne til livs: 

”Vi kan selvfølgelig ændre nogle ting gennem lovgivningen, men der er også et kulturelt lag, der handler om, hvordan vi overhovedet forstår forældreskab og familie, som vi også må ændre vores forståelse af.”
Han håber dog, at hans forskning kan være afsæt for både politiske og sociale forandringer i samfundet.

”Vi må som samfund have større ambitioner for, hvordan vi understøtter den brede gruppe af LGBTQ+-personers mulighed for at danne familie, og hvilke rammer vi tilbyder dem,” siger han og afslutter: 

”I sidste ende må vi også blot respektere og anerkende andre forældreskaber end det, vi kender. Det håber jeg, at projektet kan være med til at starte en debat om.”