Hvor blev min forskningstid af?

Lars Bo Henriksen har været ansat som lektor på Aalborg Universitet (AAU) i tre årtier.

Så han er gammel nok til at kunne huske en tid, hvor forskningsfriheden var det bærende princip, og hvor 40 procent af arbejdstiden var afsat til fri, nysgerrighedsdrevet forskning på baggrund af forskernes egne idéer. Der var tid til at undres og undersøge ting i jagten på det næste videnskabelige gennembrud.

I dag ser virkeligheden markant anderledes ud. Nu er det den næste bevilling, forskerne er på jagt efter, og ansøgningerne må tilpasses de private bevillingsgiveres ønsker. 

”Universitetet fungerer mere og mere som et konsulenthus, hvor det er op til den enkelte at skaffe penge. I dag forventes det, at lektorer og professorer henter store beløb hjem til deres forskning. Arbejdskulturen er præget af konkurrencen om alt for få faste stillinger og for få ressourcer, hvilket giver et ret giftigt arbejdsmiljø. Vi har lige haft endnu en sygemelding,” siger Lars Bo Henriksen. Han tilføjer, at forskningen er godt i gang med at blive reduceret til rent bestillingsarbejde for rige eksterne donorer. 

Han fortæller, at den nye virkelighed langsomt er kommet snigende de sidste tyve år, men for cirka 2½ år siden blev det meget konkret på hans egen arbejdsplads, Institut for Planlægning (PLAN) på AAU, hvad der forventes af en videnskabeligt ansat, på hvad han kalder det postmoderne universitet, hvor markedslogik, målstyring og kommercielle hensyn dominerer.

Instituttet har indført detaljerede normer for, hvor mange timer de videnskabelige medarbejdere skal bruge på undervisning, forskning og andre opgaver.

Af dokumentet ’Norms and Expectations to Scientific Staff at Department of Planning’ fremgår det, at lektorer og professorer forventes at levere 657 timer per semester svarende til 1.314 timer årligt (80 procent af deres årsnorm) fordelt på eksternt finansierede forskningsprojekter, undervisning og forskellige andre opgaver af administrativ karakter.

For adjunkter er normen 1.232 arbejdstimer (75 procent af deres årsnorm), mens postdocs og videnskabelige assistenter skal lægge 1.560 timer (95 procent af deres årsnorm/arbejdstid). 

Der er også fastsat normer for, hvor mange timer forskellige administrative opgaver som for eksempel ledelse, koordination og vejledning udløser i timeregnskabet. Forskningsgruppelederne får med jævne mellemrum udleveret et Excel-ark fra ledelsen med oplysninger om, hvordan den enkelte forsker placerer sig i timeregnskabet, og hvordan gruppernes aktiviteter og ressourcer balancerer.

Ifølge Institutleder Anne Merrild er logikken i systemet, at forskningsgrupperne skal være i balance. Hvis gruppen har for mange aktiviteter i forhold til ressourcer, kan der anmodes om nye stillinger.

Hvis de er i underskud, skal de arbejde på at skaffe mere ekstern funding, eller de skal påtage sig mere undervisning.

Problemet er ifølge Lars Bo Henriksen, at det er urealistisk at gennemføre undervisningsopgaverne på den afsatte tid, så hvis man ikke har held til at skaffe eksterne midler, ender man med at bruge langt flere timer på undervisningen, end der er afsat i tidsnormerne, og så er der slet ikke tid til fri forskning tilbage.  

Det har ifølge Lars Bo Henriksen skabt et A- og et B-hold blandt de videnskabelige medarbejdere. A-gruppen, der har succes med at skaffe eksterne midler, forsker stort set kun, og B-gruppen underviser næsten udelukkende. Det udfordrer det helt fundamentale princip på universitetet om, at undervisningen skal være forskningsbaseret, siger han.

Skal levere 1.314 timer

1.642 timer årligt skal fuldtidsansatte i staten arbejde årligt, når ferie og helligdage er fratrukket.

Det gælder også videnskabeligt ansatte på universiteterne, som dog hverken kan afspadsere eller få udbetalt overarbejde, fordi de er på akademikeroverenskomsten, hvor arbejdstiden er baseret på et såkaldt ”funktionærlignende” princip med en normeret arbejdstid (typisk 37 timer/uge), men uden ret til særskilt kompensation for merarbejde.

Når Lars Bo Henriksen og kollegerne på PLAN har leveret deres 1.314 timer, har de altså i princippet 328 timer tilbage årligt eller 164 timer per semester, som de kan bruge på deres egne forskningsprojekter.

Det er dog en ren skrivebordsøvelse uden hold i virkeligheden, da de frie forskningstimer bliver brugt på andre opgaver, der ikke indgår i timeregnskabet, siger han.

”Den frie forskningstid bliver ædt op af undervisning, møder, skrivning af ansøgninger og andre opgaver, så der reelt ikke er tid til fri forskning. For yngre forskere og adjunkter er presset særligt stort, fordi de både skal undervise, forske og meritere sig til en lektorstilling,” siger Lars Bo Henriksen.

Institutleder på PLAN Anne Merrild understreger, at formålet med tidsnormerne er at skabe et mere retfærdigt og gennemsigtigt system.

Hun siger, at det er den nye virkelighed, at der er mindre tid til fri forskning – en betegnelse, hun i øvrigt ikke er så glad for, fordi det indikerer, at eksternt finansieret forskning ikke er ”fri”.

”Vores model gør det klart, hvor meget tid der faktisk er til rådighed, og hvad den bruges på. Tidsnormerne er ikke indført for at begrænse forskningen, men for at skabe gennemsigtighed og sikre en mere retfærdig fordeling af opgaverne. Tidligere var der stor uklarhed om, hvad der blev forventet af den enkelte, og det skabte utryghed – især for yngre og løstansatte,” siger hun.

Ifølge en analyse fra DEA bruger danske universitetsforskere i gennemsnit ni procent af deres arbejdstid på at skrive ansøgninger om eksterne midler. Det svarer til cirka tre timer og 20 minutter om ugen eller cirka 148 timer årligt.

Konsekvenserne er markante: Halvdelen af lektorerne oplever pres fra ledelsen om at skaffe flere midler, og hver fjerde frygter for deres ansættelse, hvis bevillingerne udebliver. Næsten halvdelen angiver, at ansøgningsarbejdet hæmmer deres motivation, og mange tilpasser forskningen til tematiske opslag frem for at satse på risikovillige idéer – med risiko for at hæmme nybrudsforskning.

Lars Bo Henriksen siger, at eftersom tidsnormerne er urealistiske, ender forskerne med at bruge langt flere timer, end der er afsat til opgaver, og må i stedet ty til deres weekender og ferier, hvis de vil have sammenhængende tid til deres forskning. 

Flere undersøgelser dokumenterer, at universitetsforskere arbejder langt mere end den aftalte arbejdstid. En IDA-analyse viser, at forskere i gennemsnit ligger på omkring 42 timer om ugen og professorer og lektorer ofte endnu højere.

En undersøgelse fra DM peger på, at forskere arbejder næsten fire timer ekstra om ugen sammenlignet med andre offentligt ansatte, og over halvdelen oplever stresssymptomer. Djøf har tidligere vist, at tre ud af fire universitetsansatte arbejder mere, end deres kontrakt lyder på, og at 93 procent ikke får kompensation for merarbejde.

Samtidig har universiteterne undtaget forskere fra EU’s krav om tidsregistrering, hvilket betyder, at det reelle omfang af overarbejde er skjult – men alt tyder på, at forskere leverer mange timer uden at få dem anerkendt.

Undervisningspukkel på 2.600 timer

Hans Hüttel, der er lektor og tillidsrepræsentant for DM på fakultetet Science and Engineering, siger, at det bestemt ikke er alle steder på AAU, man har så detaljerede stillingsbeskrivelser og tidsnormeringer som på PLAN, men det er efterhånden normalt at have tidsnormeringer for undervisningen og senest også for administrative opgaver.

”Noget, jeg finder interessant på en træls måde, er, at timeforbruget kan omregnes til kroner, samtidig med at timeregnskabet reelt er fiktivt. Det giver mindelser om at arbejde i et konsulentfirma, hvor man skal dokumentere og fakturere sin tid,” siger han.

På universitetet kan man nemlig sagtens arbejde alt for mange timer, uden at det udløser afspadsering eller ekstra betaling.  

”Jeg har selv mere end én gang haft mere end 800 timers undervisning på et semester, hvor normen hos os er 475 timer. Ifølge mit timeregnskab har jeg undervist 2.600 timer for meget, hvilket svarer til mere end fem semestres undervisning. Jeg er 61 år gammel og kunne gå på pension nu, hvis jeg kunne afspadsere, men timetallene har ingen betydning – de bliver blot noteret og reelt glemt. Undervisning er ikke karrierefremmende på et universitet. Som tillidsrepræsentant ved jeg fra lønforhandlinger, at det er eksterne forskningsmidler og publikationer, der afgør, om man kan avancere eller få lønforhøjelse,” siger Hans Hüttel.

Han tilføjer, at AAU valgte at undtage de videnskabeligt ansatte for kravet om tidsregistrering af arbejdstiden, som kom fra EU i juli 2024, og det forstår han godt set ud fra ledelsens synsvinkel. 

”Det er mere effektivt, at man kan få folk til at arbejde gratis, fordi ingen dokumenterer deres overarbejde. Jeg undrer mig over, at mine kolleger ikke vil tidsregistrere, men jeg fornemmer samtidig, at mange har givet op, fordi tidsregistrering alligevel ikke fører til noget. Når man ikke har en arbejdstidsaftale, og overenskomsten alene siger, at man i gennemsnit skal have en arbejdsuge på 37 timer, bliver det hele en hypotetisk øvelse,” siger han.

Medfinansiering æder basismidlerne

Thomas Lykke Andersen, der er lektor og forskningsgruppeleder ved Institut for Byggeri, By og Miljø og IDA-tillidsrepræsentant på AAU, ser også en klar parallel til konsulentbranchen, men der er også væsentlige forskelle: 

”Man skal kunne fakturere sin tid, som var det over for kunder, og der er ikke meget tid tilbage til egne forskningsprojekter. På mit institut meldte den nu tidligere institutleder ud, at man skal være 80 procent belastet med undervisning og eksternt finansierede forskningsprojekter, og så har man 20 procent til alt andet. I praksis bliver den tid hurtigt opslugt af opgaver som at skrive projektansøgninger, bedømmelsesarbejde, reviews og diverse udvalgsposter. Forskellen er, at vi stadig har en vis frihed til at bestemme, hvilke projekter vi vil arbejde på – hvis vi altså kan skaffe midlerne. Hvis man arbejder inden for et område, hvor det er svært at skaffe eksterne midler, er friheden ikke længere reel. Så må man løbe derhen, hvor pengene er, og søge de puljer, der er oppe i tiden,” siger han.

Thomas Lykke Andersen tilføjer, at han har spurgt IDA’s tillidsrepræsentant på PLAN, hvad hun mener om de nedskrevne tidsnormer på instituttet, og hun er positiv over, at det er blevet tydeliggjort, hvad forventningerne er til de ansatte i de forskellige stillingskategorier. 

”Tidligere har der været meget uklarhed og utryghed, især for de løstansatte. Time for time-modellen gør det også muligt at fordele arbejdsbelastningen mere ligeligt, men om 1.300 timer er det rigtige måltal, er nok mere et spørgsmål om økonomien på universitetet, end om hvad der er fagligt fornuftigt,” siger han.

Han tilføjer, at han har svært ved at se, hvordan man grundlæggende kan ændre systemet, så længe økonomien på AAU og de andre universiteter er, som den er. 

De eksterne forskningsmidler udgør cirka halvdelen af universiteternes forskningsfinansiering, men de fleste bevillingsgivere – herunder private fonde og EU-programmer – betaler ikke de fulde følgeomkostninger ved projekterne, som er nødvendige for at dække for eksempel administration, infrastruktur og forskernes tid. Det betyder, at universiteterne må supplere med egne basismidler. 

Ifølge Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) er denne medfinansiering blevet en strukturel udfordring. Når basismidlerne bruges til at understøtte eksternt finansierede projekter, reduceres den økonomiske ramme for fri forskning. Det har den konsekvens, at forskerne får mindre tid og færre ressourcer til at forfølge egne idéer og grundvidenskabelige spørgsmål, som ikke nødvendigvis passer ind i eksterne strategiske satsninger.

Det går også ud over undervisningen, især på universiteter som AAU, hvor mange uddannelser har få studerende. 

Thomas Lykke Andersen beskriver situationen som en ond cirkel: ”Hvis man sagde nej til de eksterne projekter, havde man ikke de penge, de bringer med sig, men man slap også for følgeudgifterne. Men så ville man stå i en situation, hvor man skulle være færre ansatte. De fleste vil trods alt hellere have et arbejde, selvom vilkårene er blevet dårligere,” siger han.

Universiteternes afhængighed af eksterne midler er altså ikke blot en økonomisk udfordring, men også et strukturelt vilkår, der begrænser forskernes autonomi og underminerer den frie forskning.

DM: Beskyttelsen af forskningsfriheden er ikke god nok

Juridisk set er forskningsfriheden beskyttet af universitetsloven, som fastslår, at ”det videnskabelige personale har forskningsfrihed og forsker frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer i den tid, hvor de ikke er pålagt opgaver”. 

Men loven indeholder ingen præcis angivelse af, hvor stor en andel af arbejdstiden der skal være fri til forskning. I praksis varierer det efter stillingstype, fagområde og strategiske prioriteringer.

Brian Arly Jacobsen, forperson for DM Universitet, peger på, at universiteterne i stigende grad udnytter den fleksibilitet, der ligger i loven, til at pålægge de videnskabeligt ansatte flere undervisningsopgaver, når økonomien er presset. 

”Det kan måske være forståeligt på kort sigt, hvis man skal løse nogle umiddelbare problemer, men konsekvensen er, at tiden til egne forskningsprojekter bliver reduceret. Flere fortæller, at de arbejder i weekender og ferier for at holde sig fagligt opdateret og for at kunne publicere det, der kræves af deres ansættelse,” siger han og fortsætter:

”Når folk opbygger en reel overarbejdspukkel på mange timer, får de ofte at vide af ledelsen, at det må de selv håndtere, for der kommer hverken afspadsering eller udbetaling ud af det.”

Han mener, at der er behov for en langt klarere beskyttelse af den frie forskningstid. 

”Den må ikke reduceres yderligere. Man kunne forestille sig en form for minimumsramme for forskningstid og større gennemsigtighed i, hvordan undervisning og forskning fordeles. Det kunne også skrives ind i overenskomsten. Lige nu reduceres den frie forskning til noget sekundært, men den frie forskning er ikke luksus – det er her, de nye idéer opstår, og det er universiteternes eksistensgrundlag. Hvis det falder bort, står vi i en helt ny situation.”

Brian Arly Jacobsen understreger, at institutlederne formelt ikke må tildele forskerne opgaver i hele arbejdstiden, men i praksis vurderer han, at det ikke altid overholdes. 

”Hvis universiteterne ikke kan administrere det selv, må vi overveje at kræve ny lovgivning eller indgå aftaler, der beskytter forskningstiden. Den bedste løsning ville være at forhandle det igennem overenskomsterne, men det kræver, at flere forbund bakker op. Hvis det ikke er muligt, bør lovgivning være løsningen,” siger han. 

Han slår fast, at den frie forskningstid er universiteternes legitimitet og eksistensgrundlag:

”Hvis den forsvinder, mister universiteterne deres særlige rolle.”