Udenlandsk professor: Usikre og snørklede danske karriereveje koster os de største talenter

Den svensk-amerikanske professor i datalogi Niklas Elmqvist har ikke selv noget i klemme. Med 15 års erfaring fra USA, en professortitel fra Purdue University, fra University of Maryland og nu fra Aarhus Universitet (AU) har han nået et sidste trin på den akademiske karrierestige. En Villum Investigator-bevilling 38,8 millioner kroner til Center for Anytime & Anywhere Analytics (CA3), som han leder, hjælper også. 

Alligevel er der noget, der ikke er, som det burde være, som han har oplevet som en stor uretfærdighed, siden han byttede sin faste professorstilling i USA ud med en Danmark i 2023.

Det handler om, at han mener, at vi ikke behandler lektorer ordentligt i Danmark. I USA og mange andre lande får alle forskere, når de bliver ansat som lektorer, udstukket en klar defineret vej til at blive forfremmet til professor internt på deres universitet, uden at de skal konkurrere med andre ansøgere om stillingen, hvis de vurderes til at være fagligt kvalificerede. 

I Danmark er der derimod langt flere lektorer, end der er professorater til, og de stillinger, der er, bliver slået op internationalt i åben konkurrence. Mange må derfor rykke familien op med rode og rykke til et andet universitet eller et helt nyt land, hvis de vil videre i deres akademiske karriere. 

Uretfærdigt og kontraproduktivt

Niklas Elmqvist siger, at det er vigtigt, at kritikken kommer fra en, der allerede selv er professor, så det ikke virker, som om det handler om, at han vil fremme sin egen karriere.

Lektorerne kan ikke selv tage kampen, da de er i en for sårbar situation, men han oplever, at de yngre kolleger på instituttet er taknemmelige for, at han står frem og taler deres sag. 

“De har kæmpet i mørke, uden at nogen lytter til deres behov, men de ser det som en stor uretfærdighed. De oplever, at de støder på en karrieremæssig betonmur, når de er blevet lektorer,” siger han.

På Institut for Datalogi på AU står de over for en stor udfordring de kommende år, fordi de har rekrutteret en stor gruppe forskertalenter, de fleste fra udlandet, som forventer at blive forfremmet, hvis de skal blive på instituttet på langt sigt. I de fleste lande, hvor instituttet rekrutterer fra, er det nemlig naturligt at blive rykket et trin op på karrierestigen, hvis man lever op til de faglige krav og bliver vurderet egnet.

“Vi har brugt ressourcer på at skaffe startpakker og integrere dem i instituttet, så det er et kæmpe tab, hvis de begynder at søge væk igen. De vil rejse til andre universiteter i Danmark, Europa eller USA, hvor deres talenter bliver mere værdsat, hvis de ikke kan blive professorer her. Jeg forstår godt, at de tænker, hvorfor de skal blive her, når de ikke bliver behandlet loyalt af deres universitet. Det danske system er ikke bare uretfærdigt; det er kontraproduktivt,” siger Niklas Elmqvist.

Han tilføjer, at det er inhumant at tvinge forskere til at rykke deres liv og familier op med rode. Og hvad med dem, der er ude af stand til at flytte på grund af ægtefælle, børn eller familie: Skal de tvinges til for evigt at arbejde som lektorer, selvom de er fagligt egnede til at blive forfremmet?

Ingen gratis forfremmelse

Siden 2020 har ansættelsesbekendtgørelsen giver universiteterne mulighed for at tilbyde to separate tenure track-forløb. Et forløb fra forfremmelse fra adjunkt til lektor og et fra lektor til professor.

Mens det førstnævnte forløb er velegnet til at rekruttere talenter, oplever Niklas Elmqvist, at lektor til professor-forløbet bliver brugt i meget begrænset omfang. Og faktisk mener han, at det gør større skade end gavn, når man udvælger en lille del af lektorerne til programmet. 

“De 90 procent, der ikke bliver valgt, selvom de er fagligt egnede, føler sig snydt,” siger han. 

I realiteten bliver langt de fleste professorater i Danmark slået op åbent internationalt, men Niklas Elmqvist mener ikke, at det giver en højere kvalitet, men blot at man tvinger folk til at flytte rundt.

“I USA, hvor der er tenure track for alle, betyder det ikke, at forfremmelse sker automatisk – langtfra. Du skal stadig gøre dig fortjent til det ved at ansøge og blive bedømt for at komme videre på næste karrieretrin. Vi bør etablere klare, målbare retningslinjer og krav for avancement til professor i Danmark, så det ikke er vilkårlige grænser, økonomiske eller bureaukratiske, der forhindrer folk i at realisere deres potentiale,” siger han.

Virker demotiverende

Olav W. Bertelsen, der selv er lektor i datalogi og mangeårig tillidsrepræsentant på AU, siger, at mange lektorer oplever, at de gør alle de vigtige ting for universitetet, men de bliver alligevel ikke udnævnt til professor, heller ikke selvom de er blevet bedømt egnet.

“De ser andre, der ikke har et bedre cv end dem selv, løbe med professorstillingerne, fordi de kommer udefra. En del bliver hængende, hvis de ikke kan få det til at hænge sammen familiemæssigt at flytte, men det er tydeligt, at det virker demotiverende på nogle,” siger han.

Ifølge Olav W. Bertelsen var det en klar forventning, at det ville blive lettere at blive professor, da det blev muligt at indføre forfremmelsesprogrammer i 2020, men i realiteten bliver det primært brugt som et rekrutteringsinstrument.

“Der har historisk været en tendens til, at vi har opslået for få professorater i Danmark, og så er lektorerne tvunget til at rejse andre steder hen, hvis de vil være professor. Det har forfremmelsesprogrammet ikke løst, hvis man ser ud over hele universitetet. På Institut for Datalogi tror jeg ikke, at vi for øjeblikket har lektorer, der føler, at de burde have været professor for længe siden, men det skyldes først og fremmest, at vi gennem de seneste cirka ti år jævnligt har haft brede opslag af professorstillinger, hvor interne har kunnet søge og få professorater, hvis de var kvalificerede. Der er selvfølgelig også mange, der gennem årene har forladt vores institut, fordi de har fået bedre stillinger andre steder, det kan ikke undgås. Du kan græde over det eller vælge at glæde dig over, at vi har været med til at udklække nogle store talenter,” siger han.

Risikerer at miste dygtige medarbejdere

Ifølge Kaj Grønbæk, der er institutleder på Institut for Datalogi på AU, står de over for en konkret udfordring i forhold til over 20 virkelig dygtige adjunkter og lektorer, der er rekrutteret de sidste seks år, hvoraf 90 procent er fra udlandet.

Over halvdelen af de videnskabeligt ansatte på instituttet er fra udlandet, og det giver udfordringer i forhold til at fastholde dem, da de kommer fra steder, hvor et lektorat ikke betragtes som en slutstilling. 

“Lektor er noget, man er, mens man er på vej mod et professorat. Hvis jeg ikke kan få dem bedømt og eventuelt forfremmet til professorer, når de selv mener, at de ville være klar til fuldt professorat i udlandet, så begynder de måske at søge andre steder. Det er en skam, når vi har brugt mange ressourcer på at rekruttere og integrere dem i instituttet,” siger han.

Kaj Grønbæk tilføjer, at de arbejder med strategien for fastholdelse, men det er sikkert, at de ikke kan løse det som i USA, hvor alle har muligheden for at få vurderet deres kvalifikationer til forfremmelse til professor. 

Reglerne i Danmark kræver, på nær de få, der er på forfremmelsesprogrammet, at alle stillinger slås op åbent internationalt. Der skal på AU være mindst fire kvalificerede ansøgere af begge køn til en stilling. Ellers skal den slås op igen.

“Mine udenlandske lektorer har svært ved at forstå, at der ikke er en fast plan for, hvordan de kan gøre sig fortjent til at komme videre i deres karriere, men i Danmark har vi tilstræbt, at der er fri konkurrence. For de flestes vedkommende må de vente på, at en stilling bliver slået op, som de kan søge i fri konkurrence med hele verden,” siger Kaj Grønbæk. 

Han kalder systemet med professorforfremmelsesprogrammet i Danmark et kompromis, hvor man har sat sig lidt mellem to stole, fordi det kun giver et fåtal af lektorerne en klar karrierevej. 

“Forfremmelsesprogrammet fra adjunkt til lektor er velegnet til rekruttering af talentfulde unge forskere, men vi kan ikke få alle på programmet fra lektor til professor, fordi der vil være et loft på fakultetsniveau, der måske kun giver plads til én lektor fra datalogi hvert andet eller tredje år,” siger han.

Kaj Grønbæk tilføjer, at man dog ikke skal tro, at alt er rosenrødt på den anden side af Atlanterhavet, fordi de har tenure track helt til Full Professor. Han har gravet lidt i situationen for eksempel på University of Maryland, hvor Niklas Elmqvist har været professor. Her sker der nemlig det, at en stor del af de Associate Professors, der ikke passerer nåleøjet og bliver Full Professor, ender som lecturer og senior lecturer i stedet. 

“Disse lecturer-stillinger er hovedsageligt undervisningsstillinger, lidt tilsvarende studielektorstillingen i Danmark, så resultatet for lektorerne i Danmark er netto måske ikke så slemt, for her er man trods alt stadig forsker,” siger han.

Den analyse bakker Olav W. Bertelsen op om.

“For mig er det afgørende, at vi bevarer lektoratet som en respektabel slutstilling, og at man ikke bliver kørt ud på et forskningsmæssigt sidespor, hvis man ikke bliver full professor, inden man er 45. Vi har brug for lektorerne, hvis vi skal fortsætte med at drive forskningsbaserede uddannelser i Danmark,” siger han. ■