Et får i ulveklæder

Når bachelorstuderende ved Copenhagen Business School (CBS) har Benjamin Anker foran sig i auditoriet, oplever de en underviser, der giver dem, hvad mange af dem vil have: en lige og målrettet vej, der fører lukt til fagets eksamen og en god karakter.

Der er ingen svinkeærinder. Ingen opfordringer om at gå på oplevelse i faget og litteraturen. Ikke en masse tidsspilde med øvelser og snak med sidemanden. Det er lige på og hårdt med læringsmål, pensum og klare beskrivelser af de kompetencer, de studerende vil opnå, og hvilke job det vil give dem adgang til.

Men det, de ikke ved, er, at Benjamin Anker snyder dem. I virkeligheden vil han have de studerende til at glemme alt om karakterer, kaste sig ind i faget med liv og sjæl og suge til sig af dybdelæring. Men han har erkendt, at for at nå dertil må han gøre de studerende trygge. Og det gør man simpelthen ved at spille med på de flestes ønsker om målrettet, eksamensorienteret overfladelæring.

“Det går i bund og grund ud på, at man skal foregive, at man stiller sig i de mest målrettede studerendes tjeneste. Det vil sige at gøre dem trygge og få dem til at tro på, at den her underviser bringer mig direkte til eksamen uden omsvøb,” fortæller Benjamin Anker.

Han kalder selv sin undervisertilgang for ‘får i ulveklæder’.

“De snakker helt forskellige sprog”

Selv er han uddannet på CBS og har egentlig haft en embedsmandskarriere til nu, men sideløbende har han været ekstern lektor, og her har han med sin undervisermakker udviklet det særlige undervisningsgreb. 

Det var allerede som studerende, han blev opmærksom på, at mange undervisere rammer forbi de unge i deres tilgang.

“Jeg og min kammerat, Nikolaj Koors Hoff, gik direkte til vores studieleder og sagde: Med al respekt, de her dygtige forskere og professorer har simpelthen svært ved at skabe kontakt til vores medstuderende. De snakker helt forskellige sprog, i forhold til hvad der er relevant. På den ene side nogle meget instrumentelle studerende, som karikeret sagt bare vil vises den nemmeste vej til 12-tallet. Og så underviserne, som insisterer på, at man engagerer sig og dykker ned i læringen,” fortæller Benjamin Anker.

Studielederens svar var at hyre dem som instruktorer, senere blev de undervisningsassistenter og senere igen eksterne lektorer, og de har praktiseret undervisningstilgangen sammen i otte år nu. En overgang var Benjamin Anker også ansat på CBS’ pædagogiske center Teaching & Learning.

“Som studerende, der selv havde haft fagene, havde vi en meget bedre referenceramme i forhold til at fortælle, hvad der var spændende, bruge udtryk, de forstod, relatere det til deres hverdag, forstå, hvor skoen trykkede.”

Lækre slides

Den forståelse for de studerendes tilgang til studiet har siden været en grundsten for hans ‘får i ulveklæder’-pædagogik. Med den i baghovedet kan han strategisk tilrettelægge kurset på en måde, der indledningsvis bringer ham på bølgelængde med de studerende og giver dem en positiv attitude.

“Man starter undervisningen med at sige: I dag har vi det her læringsmål, I opnår den her kompetence, som I kan bruge sådan her. Så bruger vi meget krudt på slides. Ikke sådan nogle tysker-slides, men sindssygt lækre slides. Og de skal være notevenlige, hvor vi meget specifikt skriver de væsentlige pointer fra de tekster, de har haft som lektie. Det giver dem tryghed at vide, at de får facit,” siger Benjamin Anker.

Men det, han samtidig gør, er at bløde dem op i forhold til at modtage en langt mere involverende undervisning. En trojansk hest med dybdelæring.

“Det er, som om man næsten fysisk kan se, at de efter at have siddet og transkriberet hvert et ord, man har sagt, læner sig lidt tilbage og åbner sig op.”

En cookie skærper appetitten 

I løbet af semesteret bygger Benjamin Anker flere og flere øvelser ind i undervisningen.

“Til start har vi meget små interaktive elementer, ofte dialogbaserede. Senere lidt længerevarende øvelser. De ligger altid i midten af undervisningen. Du må aldrig lægge det til slut, for så går folk bare, det ved alle undervisere på CBS. Når vi efterhånden ved, at vi har tag i alle studerende, kan vi begynde at lege. Så har vi alle mulige forskellige slags øvelser. I de mest gakkede er det decideret skuespil. Det synes de er sindssygt sjovt. Men jeg kan slet ikke forestille mig at kaste det i hovedet på dem som det første.”

Og skulle det knibe med motivationen blandt nogle studerende, kan de altid få en lille ‘cookie’.

“En ‘cookie’ er vores betegnelse for, for eksempel når vi smider sådan et lille eksempel på, hvordan man kan bruge den teori, vi beskæftiger os med, til at få et job. Der er vi jo ude over pensum. Det handler udelukkende om at skabe motivation omkring teorien og få dem til at forstå, hvorfor den er spændende.”

Benjamin Anker forklarer de studerendes tilgang til undervisningen med sociologen Laurent Thévenots kategorisering af engagementer.

Det, som Benjamin Anker oplever hos de studerende ved kursets begyndelse, er planengagementet – når man instrumentelt og målrettet tilrettelægger og eksekverer på en plan frem mod et mål. Al aktivitet vurderes ud fra, om det er relevant for at opnå det planlagte mål. 

Det engagement, som han gerne vil stimulere hos de studerende, er eksplorationsengagementet, hvor man er nysgerrig, kreativ, legende og umiddelbar i sin tilgang til omverdenen. 

“Når vi virkelig kan mærke, at vi har fået konverteret nogle, som startede et fokus på at få en god karakter, men som ender med at se karakteren som noget sekundært, fordi faget og læringen i sig selv er så spændende, så er succesen hjemme. Og man kan se det i øjnene på folk – de sidder på forreste række, og de er helt på. Der føler man virkelig, at man bliver belønnet som underviser.”

Win-win for alle

Er der et etisk problem i, at du foregiver én tilgang til undervisningen, men i virkeligheden har en pædagogisk plan, som du ikke er åben omkring?

“Det synes jeg er et relevant spørgsmål, for der er selvfølgelig også et element af at udgive sig for noget, man ikke er. Men jeg tror ikke, at der er nogen af mine studerende, der vil føle sig ført bag lyset. I sidste ende er det jo win-win for alle. De lander et sted, hvor de får lært tingene bedre, og de får sandsynligvis også bedre karakterer, fordi læringen lever i dem og ikke bare står på et noteark.”

Benjamin Anker er klar over, at hans tilgang til undervisningen kan virke provokerende. Men han mener også, at man – universitetet – er nødt til at fjerne skyklapperne og tage et klarsynet kig på generationsforskellene og de frustrationer, de skaber i undervisningslokalerne.

“Jeg kan se, hvor ærgerligt det er, når de her ældre underviserkolleger står med løftede pegefingre og taler for fuldstændig døve ører, fordi de studerende er et helt andet sted. De taler ud fra to forskellige logikker. Og det er her, jeg mener, at min tilgang har noget at tilbyde.”

Benjamin Anker arbejder på en artikel til Dansk Universitetspædagogisk Tidsskrift, der skal beskrive hans ’får i ulveklæder’-pædagogik. ■