Opgør med kassetænkning

Tidligere lå Danmark med fremme i førerfeltet, når det kom til at investere i forskning og innovation, men nu sakker vi agterud – ikke blot i forhold til Kina og USA, men også vores nærmeste naboer.

Herhjemme bruger vi cirka tre procent af bruttonationalproduktet (BNP) til formålet, hvoraf den ene procent kommer fra det offentlige og resten fra den private sektor. Men i Tyskland vil de bruge 3,5 procent i 2025, og Sverige og Finland har begge et mål om at komme op på fire procent af BNP.

Hvis vi i Danmark skal op på et tilsvarende niveau, skal der afsættes yderligere otte milliarder kroner til den offentlige forskning i 2030, viser beregninger foretaget af Dansk Erhverv.

Et af partierne, der vil øge Danmarks investeringer i forskning, er Radikale Venstre. Ifølge partiets 2030-plan vil man bruge tre milliarder kroner over det nuværende niveau på én procent af BNP. På sigt skal vi op på 1,5 procent, men i et interview med Forskerforum erkender partiets forskningsordfører, Stinus Lindgreen, at det bliver svært at skaffe opbakning til at finde midlerne.

“I Danmark har man jo valgt at se den ene procent som et loft, men vi ser det i Radikale Venstre som en bund. I alle de år jeg har siddet i Folketinget, har jeg arbejdet for at komme over én procent, men der har ikke været opbakning, hvilket er underligt, for det er jo ikke en udgift, men en investering. Vi har ikke guld og rubiner i undergrunden, så vi må investere i vores kloge hoveder,” siger han.

Han tilføjer, at der er forskellige greb, man kan benytte for at øge forskningsinvesteringerne, hvis der altså er politisk vilje til det. Danmark skal øge forsvarsbudgettet til to procent af BNP for at leve op til kravene fra NATO, og hvis vi bruger blot fem procent af de midler på forskning, kan vi nå et stykke ad vejen mod at øge forskningsbudgettet til 1,5 procent. 

Det kunne være forskning i satellitter, kunstig intelligens eller droner; mulighederne er mange, mener han.

Et andet område, vi kan sætte ind på, er rumforskning, hvor Danmark bidrager med mindre per indbygger til European Space Agency-samarbejdet (ESA) end mange af vores nabolande. 

Vil stoppe modregning af EU-midler

En anden lavthængende frugt, man kan plukke, er at stoppe den praksis, de skiftende regeringer har haft siden 2013, hvor man, hver gang danske forskere henter midler fra EU’s forskningsprogrammer, modregner det krone for krone i bevillingen til forskning på finansloven. 

Det betyder, at i stedet for at tilskynde succesfulde forskere og universiteter til at skaffe flere EU-midler, straffes de. I Norge belønner staten derimod med yderligere forskningsmidler for at tilskynde forskerne til at søge EU’s programmer. 

Det er ikke småpenge, det handler om. 2,6 milliarder kroner forventes de danske forskere at hente fra EU’s kasser i år, og de burde selvfølgelig tælle som ekstra midler, mener Stinus Lindgreen.  

“Det er at snyde på vægten fra regeringens side, så vores holdning er og har været i mange år, at modregningen skal stoppes. Det er jo ikke staten, der giver pengene, men derimod dygtige forskere, der er i stand til i åben konkurrence med resten af forskerne i EU at hjemtage midlerne,” siger han. 

Forskningsreserven er vokset voldsomt

Et andet sted, Radikale Venstre vil sætte ind, er i forhold til at sikre, at en større del af forskningsmidlerne bliver fordelt direkte til universiteterne, så de selv kan beslutte, hvilke forskningstemaer de vil satse på. 

I dag kommer cirka halvdelen af universiteternes finansiering fra eksterne bevillingsgivere som de private fonde, og en stigende del af de offentlige midler bliver også givet til specifikke strategiske områder, som politikerne ønsker at fremme. 

Det er en uheldig udvikling, mener Stinus Lindgreen.

“Vi politikere kommer altid halsende bagefter. Når vi herinde på Christiansborg opdager, at et forskningsområde er vigtigt, er forskerne allerede lysår foran os, så det er naivt at tro, at vi kan sidde og målrette forskningen i den ene eller anden retning. Der er noget grundlæggende usundt i, at vi tror, at vi er bedre til at fordele forskningsmidlerne end dem, der sidder ude i forskningsmiljøerne. Ingen kan forudse, hvilken viden vi får brug for om 20-30 år. Det er netop derfor, vi har brug for en bred portefølje af fri forskning og grundforskning,” siger han.

Han tilføjer, at en del af problemet er, at forskningsreserven er vokset voldsomt de seneste år.

Forskningsreserven er den del af midlerne på finansloven, som politikerne kan bruge på initiativer inden for forskning, udvikling og innovation, de ønsker at fremme. Normalt foregår det sådan, at statens budgetbisser først regner alle de andre offentlige forskningsinvesteringer sammen, og så toppes der op med midler i forskningsreserven, så det samlede beløb til forskning kommer op på én procent af BNP, som det er politisk bestemt, at Danmark skal bruge.

Når BNP vokser, vokser forskningsreserven derfor også. I 2017 udgjorde reserven 670 millioner kroner, og i 2025 bliver den på 4,4 milliarder kroner. 

I samme periode er forskningsreservens andel af de samlede offentlige forskningsmidler vokset fra 3,8 procent til 20 procent, så hvor det tidligere var ekstra flødeskum på toppen, er det blevet en væsentlig del af forskningskagen, som politikerne skærer ud i forbindelse med forhandlingerne om finansloven. 

Færre kasser, tak

Tænketanken DEA skriver i en analyse, at det betyder, at flere offentlige forskningsmidler i dag forhandles og prioriteres politisk. Der er samtidig også en tendens til, at midlerne bliver givet til flere specifikke initiativer. Fra 11 initiativer i 2020 til 43 i 2024 ifølge DEA.

Med andre ord blander politikerne sig mere i, hvad der specifikt skal forskes i.

“Forskningsreserven er populær blandt politikere, fordi det er en sjælden mulighed for at dele penge ud uden at tage noget fra andre. Alle partierne vil jo gerne give midler til nogle specifikke formål i den bedste mening, men det er en forkert måde at drive forskningspolitik på. Det bliver den politiske virkelighed herinde, der afgør, hvad der skal forskes i, men forskning kræver det lange lys, det kræver planlægning, og det kræver investeringer, ellers får man sådan en zigzagkurs. Jeg synes, det er bekymrende, at vi sidder og fordeler 4,4 milliarder kroner på den måde, og jeg håber, at partierne vil være lydhøre over for at gentænke det,” siger Stinus Lindgreen.

Han tilføjer, at hvis man absolut vil putte forskningsmidler i kasser, skal man lave etiketterne så brede som muligt: hellere en stor pulje til eksempelvis grøn forskning i stedet for små puljer til hver deres meget specifikke formål. 

Giv to milliarder kroner som basismidler

Konkret foreslår Stinus Lindgreen at tage to milliarder kroner fra forskningsreserven og fordele som basismidler i stedet.

Samtidig kan man øge grundbevillingen til Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) med et nogenlunde tilsvarende beløb og stadig have en halv milliard kroner at forhandle om politisk til særlige prioriteringer. 

“Tallene taler deres tydelige sprog – balancen mellem de tematiserede midler og de frie midler er blevet mere og mere skæv over årene, og mens basismidlerne nærmest ikke er steget i kroner og øre i meget lang tid, er fondenes bidrag steget eksplosivt. Det er positivt, at vi har de store fonde, men det binder flere og flere af de basismidler, og derfor må vi investere mere i den offentlige del af forskningen, og det kan passende være som basismidler,” siger han. 

Han tilføjer, at fri forskning ofte betragtes lidt som fri leg, men at det altså ikke er penge til sjov og spas.

“Det er et benhårdt kompetitivt miljø, men det kan være svært at forstå værdien af den frie forskning, fordi investeringen ikke kommer tilbage næste år, men måske først om 5-10-20 år. Vi bliver nødt til at forstå, hvor vigtigt det er, det her, og sætte os sammen og formulere en langsigtet forskningsstrategi for Danmark,” siger Stinus Lindgreen ■