For enden af regnbuen

Økonomi er at vælge, hed det for år tilbage i et tv-program, som Bjørn Erichsen var tilrettelægger af og vært for. Pointen er, at samfundsøkonomiske valg ikke er ‘naturgivne’, men tværtimod politiske valg, der netop kunne have været anderledes. Mantraet i politiske diskussioner er, at man ikke kan benytte de samme midler to gange, men man kan derimod godt vælge at flytte penge fra et indsatsområde til et andet.  

Universiteter og forskere har i de senere år måtte sande, at mængden af basisforskningsmidlerne er forholdsvis konstant. Og at politikerne i de senere år i en stadig stigende grad har fyldt penge i egne små cigarkasser – i den såkaldte forskningsreserve. 

Årsagerne er flere, men de væsentligste er nok, at forskningsreserven giver politikerne en fornemmelse af at have direkte indflydelse på, hvilke områder der skal udforskes, og at forskernes konkurrence om midlerne giver samme politikere indtryk af, at midlerne anvendes særligt effektfuldt. Et konkurrencesystem som forskningsreserven skaber glade vindere og triste tabere, der vinker farvel til den investerede arbejdstid (og eventuelt fritid). 

Forskningsreserven er igennem en årrække vokset og udgør i indeværende år 20 procent af forskningsmidlerne på finansloven. Hvert efterår kan politikerne trimle sammen i store politiske forlig, der fordeler det kommende års midler. Ikke underligt, at politikerne har et ønske om at få direkte indflydelse på, hvad der skal forskes i – men det er alligevel ærgerligt, at de ikke forholder sig til egne begrænsninger og overlader beslutningerne til kyndige. De uheldige konsekvenser af den førte forskningspolitik kan aflæses i, at antallet af indsatspunkter i forskningsreserven vokser år for år. 2024 blev med 43 indsatspunkter, eller rettere små cigarkasser, et nyt rekordår. Og når midlerne fordeles på stadig flere indsatsområder, så er der en risiko for, at det medfører et tilsvarende fald i midler til de enkelte områder. Det er uhensigtsmæssigt og kan gøres bedre – gerne ved at forskningsreserven droppes og i stedet overføres til basisforskningsmidlerne, der tildeles universiteterne. 

Dansk Industri fremhæver, ganske rigtigt, at Danmark sakker bag efter for eksempel Sverige, Finland, Tyskland og Østrig, der anvender en stadigt stigende andel af deres bruttonationalprodukt på forskning. Det er et politisk valg, hvor stor en andel af bruttonationalproduktet der skal anvendes på forskning. Dansk Industri har ret i, at de danske politikere må oppe sig og snarest afsætte de nødvendige midler til forskning. En oplagt mulighed er at stoppe modregningen af EU-midler – hvilket måske nok vil være en lille, men ikke ubetydelig forbedring for danske forskere og universiteter.

At Dansk Industri betragter forskningspolitikken som en forlængelse af erhvervspolitikken, er naturligvis legitimt og kan vel næppe overraske. Forskningspolitikken er imidlertid for vigtig til at blive overladt til politikere og erhvervsorganisationer. En god forskningspolitik må nødvendigvis bygge på de visioner, den danske befolkning har for fremtiden. Og her er STEM med blandt andet sundhed, grøn omstilling, produktionsteknologi, it, teknologi med mere essentielle områder – men de er ikke og skal ikke være de eneste indsatsområder for en forskningspolitik. Alle hovedområder har behov for et løft, og alle hovedområder skal derfor også tilgodeses i forskningspolitikken. 

Hvis en historiker om 100 år skulle få en ubærlig trang til at belyse fortidens forskningspolitik, så vil forskningsreserven med sine stigende bevillingssummer og vidt forgrenede indsatspunkter næppe kunne forbindes til en række sammenhængende strategiske valg. De bedste forskningsprojekter vil naturligvis aftegne sig i klare succeser, der lyser op. Men en forestilling om en sammenhængende forskningspolitik vil være et optisk bedrag. Forskningsreserven er ikke blot et valg, men også et fravalg, der måske kunne have ført til overraskende og nyskabende forskning ■