Den umulige reform

En mission impossible, der ikke tegner til at kunne gennemføres. Sådan kan arbejdet med at indføre etårige kandidatuddannelser på 75 ECTS beskrives.  

Mens helten i actionfilmene mod alle odds lykkes med at gennemføre missionen, tegner der sig nemlig et mere dystert billede af slutspillet om kandidatreformen. 

Forligspartierne vil forkorte ti procent af kandidatuddannelserne til 75 ECTS og 20 procent til erhvervskandidater. For at få dimittenderne hurtigere i job kræver partierne også, at der skæres en måned af det akademiske år på de forkortede kandidatuddannelser, så det slutter den 31. juli. 

Men i realiteten kan kun syv procent udbydes som erhvervskandidater, da rammerne og økonomien er for dårlige, og i så fald må 23 procent af kandidatuddannelserne afkortes i stedet for at leve op til politikernes krav. 

Det fremgår af delrapporten fra Kandidatudvalget, der har fået til opgave at konkretisere, hvordan reformen kan realiseres.  

Udvalget består af rektorerne, studenterrepræsentanter og embedsmænd fra ministeriet, men parterne har angiveligt svært ved at blive enige blandt andet om de forkortede uddannelser på 75 ECTS.  

ECTS er et internationalt mål for arbejdsbelastningen ved en uddannelse. Et normalt studieår er berammet til 60 ECTS, så hvis de studerende skal tage 75 ECTS, betyder det, at sommerferien må tages i brug til at skrive og få bedømt specialet.   

I appendiks til Kandidatudvalgets delrapport skriver rektorerne, at

“præmissen om, at de studerende skal afslutte deres kandidatuddannelse en måned tidligere, udgør en væsentlig udfordring for studietilrettelæggelsen for særligt kandidatuddannelsen på 75 ECTS”. 

“Studieperioden for studerende på kandidatuddannelsen på 75 ECTS bliver intensiv, ligesom der for den afsluttende del af uddannelsen vil være meget begrænset mulighed for faglig understøttelse blandt andet som følge af sommerferie og forskningsaktiviteter for det videnskabelige personale,” skriver de. 

Studenterrepræsentanterne skriver direkte, at det ikke kan lade sig gøre at have en uddannelse med 75 ECTS, der strækker sig fra 1. august til 31. juli.  

“Dels fordi arbejdsbelastningen vil være alt for høj med omtrentligt 45 timer om ugen. Dels fordi uddannelsesstrukturen dermed vil blive asynkron mellem bachelor og kandidat og umuliggør samlæsning af for eksempel valgfagsudbud. Samtidig har repræsentanterne for de studerende svært ved at se, hvordan den afsluttende hovedopgave vil skulle bedømmes i juli måned og afvikle mundtlige forsvar de steder, hvor dette ønskes ud fra faglige hensyn.”  

Ingen gode løsninger

Niels Lehmann, prodekan på fakultetet Arts på Aarhus Universitet, er en af lederne, der står med ansvaret for at implementere reformen, men her og nu aner han ikke, hvordan det kan skrues sammen. 

“75 ECTS-uddannelserne eller et år og en sommer-uddannelser, som vi kalder dem, er en dansk opfindelse, som ikke findes i udlandet. Det kommer til at give os rigtig mange problemer, fordi det er et forsøg på at klemme 15 ECTS-point mere ind på alt for kort tid. Hvordan det kan tilrettelægges, har vi ikke gode løsninger på lige nu,” siger han. 

En mulighed er, at de ansatte må holde ferie forskudt, så der er nogen til at vejlede de studerende i juli, men det er usikkert, om det er muligt, da der også er en overenskomst at tage hensyn til. En anden vej at gå er at starte uddannelserne tidligere, men det vil være en kæmpe udfordring, i forhold til hvordan administrationen, forskningen og andre uddannelser er tilrettelagt. Pausen i sommerperioden bruges også af forskerne til at planlægge næste semesters undervisning, forske og skrive fondsansøgninger. 

Brian Arly Jacobsen, forperson for DM Universitet, der organiserer cirka 5.000 forskere, siger, at de fra fagforeningsside har spurgt alle vegne, hvordan det skal fungere i praksis, uden at få et svar. 

Universiteterne skal overholde overenskomsten, som siger, at de ansatte har ret til at holde tre ugers sammenhængende ferie mellem 1. maj og 30. september. 

Konkret kan man aftale en anden planlægning med sin arbejdsgiver, hvis man som medarbejder ønsker det. Man kan derfor rent praktisk godt forestille sig, at undervisere kan holde ferie i for eksempel august, så de kan vejlede studerende og bedømme specialer i juli, men det vil ifølge Brian Arly Jacobsen betyde, at der ikke er tid til at planlægge næste semesters undervisning, konferencedeltagelse, feltarbejde, forskning, skrive fondsansøgninger med mere.  

“Jeg kan ikke se, at det kan fungere uden alvorlige konsekvenser for forskningen og undervisningsplanlægningen, men ledelsen har jo ret til at planlægge vores arbejde og ferie inden for rammerne af overenskomsten. Spørgsmålet er, hvor langt ledelsen er villig til at gå,” siger han. 

Politikerne glemmer forskningen

Niels Lehmann mener, at det grundlæggende problem med kandidatreformen er, at reformen er anlagt på en forestilling om, at universiteterne udelukkende er uddannelsesinstitutioner, som man kan styre efter samme logik som folkeskolen og ungdomsuddannelserne.

Politikerne bag forliget glemmer, at det videnskabelige personale også skal forske og formidle deres viden. Har de ikke tid til det, går det i sidste ende ud over kvaliteten af kandidaterne, universiteterne udklækker. 

“Hvis vi ikke kan sikre forskerne tid til at forske, kan vi ikke sikre, at uddannelserne er forskningsbaserede. På det humanistiske område presser dimensioneringen vores økonomi så hårdt, at forskerne kommer under yderligere pres for at hente flere eksterne midler hjem, hvilket betyder, at de skal jonglere mellem forsknings- og undervisningspligt på en måde, som de ikke har skullet før,” siger prodekanen. 

Han tilføjer, at det bliver et kæmpe arbejde at ændre kandidat- og bacheloruddannelserne, da sidstnævnte også skal have nyt indhold, når kandidatdelen bliver forkortet.  

“Det er et ekstremt vanskeligt puslespil at lægge, og jeg tror ikke helt, at politikerne har gjort sig klart, hvor store konsekvenser reformen faktisk har. Tempoet er ikke i overensstemmelse med de planlægningsmæssige realiteter på universiteterne,” siger Niels Lehmann. Han tilføjer, at det er vigtigt at understrege, at universiteterne ikke bare piber. 

“Vi har loyalt gennemført de mange reformer, der har været, og vi forholder os også denne gang seriøst til problemstillingerne og forsøger at løse dem, men vi må sige, at der er store udfordringer. Vi kan desværre komme i en situation, hvor det er umuligt at komme på plads med reformen på den måde, politikerne forestiller sig,” siger han. 

Søger ind i blinde

Ifølge Kandidatudvalget skal der omlægges 100-200 kandidatuddannelser, som forventes at blive udviklet og godkendt i perioden 2025-2027.

Der vil derfor være nogle af de kommende bachelorstuderende, der bliver optaget i 2025, som ikke ved, hvilken kandidatuddannelse de har retskrav på at komme ind på i 2028.

De risikerer altså at ende med at komme ind på en etårig i stedet for en toårig kandidatuddannelse uden at ønske det, og det er ifølge Anna Ockelmann, forkvinde i DM Studerende, ikke i orden, da det krænker de studerendes retssikkerhed.

DM Studerende opfordrede derfor sammen med en række andre studenterorganisationer inden sommerferien de unge til at søge ind allerede i år, da de ellers ikke ved, hvilken uddannelse de får. 

“Det virker helt vildt forhastet, at det allerede skal træde i kraft til næste år. Det er et meget stort eksperiment, hvor de unge er forsøgskaniner,” siger hun. 

Anna Ockelmann mener, at reformen som minimum burde udskydes et år, så der er tid til at gennemføre forsøg med de forkortede kandidatuddannelser i mindre målestok. 
Hun har i øvrigt svært ved at se, at det er muligt at skrive speciale i juli.

Sådan som hendes eget studie er skruet sammen, ville det betyde, at hun kun fik en uges ferie på et år, og efterfølgende presser den lavere dagpengesats for dimittender de nyuddannede til hurtigt at komme i job. Cirka en ud af tre studerende begynder således allerede på jobsøgningen, inden de har afleveret deres speciale.   

“Vores største bekymring er, at vi får øget mistrivsel og en større konkurrence. Vi har en oplevelse af, at studerende er pressede i forvejen af studie og job, og at de ikke kan vride mere ud af os. Vores tid er optimeret,” siger Anna Ockelmann og tilføjer: 

“Der kommer en konkurrence om at få en rigtig kandidatgrad på to år i stedet for en pseudokandidat, som vi opfatter den etårige som. Der vil opstå et A- og et B-hold, fordi arbejdsgiverne selvfølgelig helst vil have toårige kandidater.” 

Esben Bjørn Salmonsen, forperson i Danske Studerendes Fællesråd (DSF) og studentermedlem af Kandidatudvalget, fortæller, at de har forsøgt at rejse problemet om de studerendes arbejdsbelastning på de kommende etårige kandidatuddannelser, men det virker, som om ministeren ikke anerkender problemet. 

DSF har ellers foretaget beregninger, der viser, at arbejdsbelastningen bliver vanvittig høj. 75 ECTS på et studieår svarer til 46 timers arbejde om ugen, siger han. 

“Det er helt på månen, at der skal skæres en måned af studieåret. Virkeligheden er, at politikerne har besluttet det her, og så prøver vi i Kandidatudvalget at lave de bedst mulige uddannelser. Vi oplever, at de vil bestemme utrolig meget fra politisk side for at øge arbejdsudbuddet, men det spænder ben for at lave gode uddannelser. Jeg kan ikke se, at det er muligt at skrue noget sammen, som vi i DSF synes er tilfredsstillende uddannelseskvalitet,” siger Esben Bjørn Salmonsen og fortsætter: 

“Reformen kompromitterer både fagligheden, trivslen og hele uddannelsesmodellen. Vi mener, at vores undervisere skal være aktive forskere, og det princip bliver udfordret, hvis der ikke er ordentlig tid til at forske.” 

Det er hverken fugl eller fisk

Blandt arbejdsgiverne vakler støtten til reformen også. Dansk Industri trak således sin opbakning den 18. august. Også hos Dansk Erhverv (DE) er de bekymrede for, hvordan reformen tegner til at blive udmøntet.   

“Vi ser et stort potentiale i erhvervskandidaten og havde håbet på nogle attraktive rammer, men det ser ud til, at de ikke er gode nok. Det er bekymrende, at universiteterne siger, at der kun kommer få erhvervskandidater, og at de bliver tvunget til at oprette flere 75 ECTS-kandidater i stedet,” siger Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i DE. 

Han anser de etårige kandidatuddannelser for at være et dårligt politisk kompromis. 

“Du kan sagtens lave kortere kandidatuddannelser, men det normale i udlandet er enten 60, 90 eller 120 ECTS, fordi det passer ind i semesterstrukturen. Det er mærkeligt, at vi i Danmark nu laver en størrelse, der er hverken fugl eller fisk, som ikke findes i andre lande. Jeg synes, forligspartierne manipulerer med ECTS-systemet ved at lave en kandidatuddannelse på 75 point,” siger Mads Eriksen Storm og påpeger, at de studerende vil få en arbejdsbelastning på 46 timer om ugen, hvis man skal overholde kravene i ECTS-systemet.  

“Vi har sagt i Dansk Erhverv, at det er så stor en reform, at det er forkert at haste det igennem. Vi vil gerne være med til at se på økonomien i aftalen, hvis man udsætter det et år,” siger han.