Ny forskerbevægelse vil genrejse den frie forskning

Der er noget galt i vores forskningsverden. Vi trænger til et skifte, en genfødsel.

Sådan – omtrent – var den fælles tanke blandt 15 forskere, der i begyndelsen af april samledes i Göteborg til noget så episk som stiftelsen af en frihedsbevægelse. ‘The Creation of a Free Scientist Movement’ var navnet på symposiet, der blev holdt over en lang weekend.

Bag arrangementet stod det lidt umage makkerpar Ole Wæver og Maria Toft – henholdsvis professor ved Københavns Universitets Institut for Statskundskab og forhenværende ph.d.-studerende samme sted. Allerede i 2022 begyndte de at kime med modstandsklokken med initiativet ‘Sæt forskningen fri’ og et frihedsbrev, der blev underskrevet af flere tusinde forskere og overrakt ved et møde med forskningsministeren. Symposiet i Göteborg var videreførelsen af disse tanker, men nu på nordisk plan.

“Vi siger nej til det bestående og søger mod en helt grundlæggende forandring. Særligt blandt yngre forskere fornemmer jeg en dybfølt længsel mod noget andet. Mod det, der engang var nerven i videnskab,” sagde Maria Toft til Universitetsavisen inden symposiet.

Og i samme artikel supplerede Ole Wæver: “På alt for mange fag fortæller kolleger, at ingen længere diskuterer, hvor deres forskningsområde er på vej hen, eller hvad de drømmer om at udvikle. For det er jo ikke længere dem, der træffer de vigtige beslutninger – det gør ledelsen.”

Forskere i myremøllen

Forskningsfrihed – det er det kampråb, som kan samle de fleste forskere. Men hvad forstår man egentlig ved det begreb, og hvad er det, der truer forskningsfriheden?

De spørgsmål findes der mange svar på. Og det stod hurtigt klart, da de 15 fysiske deltagere havde bænket sig i mødelokalet på ‘Humanisten’ på Göteborgs Universitet. For den brogede flok, der dækkede diverse områder og stillingsniveauer lige fra ph.d.-studerende til professorer og med arbejdspladser i både Norge, Sverige og Danmark, havde meget forskellige syn på, hvor forskningens fundamentale problemer ligger, og hvor en frihedsbevægelse skal pege sine våben hen.

“Vi begyndte som idealister ligesom alle unge forskere. Men så mødte vi systemet,” fortalte Maria Toft og Ingvild Bergom Lunde, leder af den norske ph.d.-organisation SiN, i deres fælles oplæg, der ligesom skulle sætte stemningen.

De henviste til undersøgelser fra både Norge og Danmark, der viser, at kun få ph.d.-studerende og postdocs vil anbefale deres arbejde til andre, og mange overvejer at droppe ud.

“Det er først og fremmest et ofte giftigt og konkurrencepræget arbejdsmiljø, der får ph.d.er til at forlade faget. Dernæst kommer lønnen og udsigten til at skulle arbejde som løstansat i mange år. Den tredje faktor er kravet om mobilitet,” fortalte Maria Toft.

Under oplægget viste de blandt andet et billede af en såkaldt ‘myremølle’ – et fænomen, hvor myrer mister orienteringen og blot følger hinanden rundt i en cirkel, indtil de dør af udmattelse.

“Nogle myrer er faktisk klar over, at det er forkert, men de fortsætter alligevel, for de tør ikke andet. Hvis man vil ændre retning, kan man ikke gøre det alene. Vi er nødt til at gøre det sammen,” lød deres opfordring.

Revolutionere eller modificere?

For andre deltagere var det andre temaer, der bekymrede. Som for eksempel May-Linda Magnussen, kønsforsker og professor ved Universitetet i Agder.

“Jeg oplever, at der er en indsnævring af, hvad vi regner for god forskning. Det er, som om vi i større grad outsourcer kvalitetsvurderingen af forskning ved at basere den på bestemte kriterier. For eksempel er det ikke god forskning, hvis det ikke er internationalt, eller hvis det ikke er publiceret i niveau 2-tidsskrifter. I et sundt miljø vil der være mange ideer om, hvad god forskning er,” fortalte hun.

Arrangørerne var gået systematisk til værks og havde på forhånd bedt deltagerne udpege de største udfordringer for forskningen. I en rangering af svarene efter hyppighed lå markedsgørelse af forskningen som det oftest nævnte problem. Herefter finansieringsproblemet; arbejdsmiljø og magtstrukturer; kvantitetsfokus; personlig og intellektuel chikane; pres og angreb udefra med videre.

Løsningsforslagene var lige så forskellige: samarbejde og interdisciplinaritet; fokus på kollektive frem for individuelle præstationer; kollektiv/deltagende ledelse, positiv opfattelse af diversitet; mere ‘blødt’ fokus i forskningskvalitetsvurderingen med videre.

Og hvor hårdt skal man gå til vaflerne i sin forandring? Er det en blodig revolution eller blot en justering, der er brug for? Nogle indvendte, at forskningssystemet historisk set har været velfungerende, og at eksempelvis konkurrenceelementet også har en berettiget funktion i forhold at fremme kvaliteten.

Eller som Karolina Enquist Källgren, lektor i idehistorie ved Stockholms Universitet, sagde: “Min erfaring er, at kollektive beslutninger ikke nødvendigvis er de bedste beslutninger. Hvis man trækker ideer om for eksempel kreativitet ned over hovedet på folk, bliver det ikke kreativt. Vi må have et system, der tillader mange måder at gøre tingene på, også de traditionelle.”

Det store indkog

Den store opgave og udfordring, som gruppen havde foran sig, var at samle disse mange perspektiver og ideer i et manifest for den nye bevægelse.

Men også det var der en plan og metode for. Mads Ejsing, postdoc ved Institut for Tværkulturelle og Regionale studier på Københavns Universitet, fik lov til at lede skriveprocessen.

“Kriteriet er ikke: Jeg er enig i formuleringen, men: Jeg kan leve med den,” forklarede Mads Ejsing indledende sine forskerkolleger.

Han sendte deltagerne ud i den weekendtomme bygning i en såkaldt ‘open space-session’. Parvis skulle de forsøge at tale sig frem til ét emne hver, der er så vigtigt, at det skulle prioriteres i manifestet.

Forslagene kom på plancher, der fik hver sin vært for efterfølgende ‘kaffeaftaler’, hvor alle cirkulerede rundt og diskuterede formuleringer.

Og sådan blev det ved. I løbet af lørdagen kogtes det brede emnefelt lidt efter lidt ind til den bouillonterning, som manifestet skulle være. Et ambitiøst projekt, som Elin Fugelsnes, redaktør for det norske magasin Forsknings­etikk, der også var i Göteborg for at skrive om begivenheden, bemærkede:

“Jeg kender til arbejdet, når de nationale forskningsetiske komiteer i Norge skal formulere retningslinjer for de forskellige fagområder, og det tager gerne mindst et år. Så det er ret vildt, at de udarbejder det her manifest på en weekend.”

Men ikke desto mindre … søndag var manifestudkastet klar.

“Vi kunne ikke inkludere alt, men vi har en retning, og vi har en tone,” sagde Maria Toft, da hun på et onlinemøde præsenterede resultatet for interesserede, der ikke havde mulighed for at være fysisk til stede.

Demokratisk ledelse og bløde værdier

Manifestet konstaterer indledningsvist, at friheden til selv at stille forskningsspørgsmål er udfordret af finansieringshensyn, topstyring og samfundsværdier. Den frihed skal vindes tilbage, og der skal opbygges et demokratisk og autonomt forskningssystem.

Hvad det nærmere går ud på, konkretiseres i 15 punkter opdelt i fire temaer. Blandt de mere håndfaste forslag kan nævnes demokratisk kontrol med universiteternes ledelse, rotation af ledelseshverv, begrænsning af lønforskelle og tenure til al VIP-personale.

Andre af punkterne adresserer et forskningsmiljø, hvor blødere værdier er mere i højsædet – værdier som empati, omsorg, intuition og leg. Og så er der krav om anerkendelse og beskyttelse af forskeres ret til at engagere sig i politiske debatter og samfundsproblemer – også gennem aktivisme.

Mange punkter og emner. Men meget blev også siet fra. For eksempel overlevede kønsaspektet ikke fra de indledende diskussioner.

“Det er det kompromis, vi kunne blive enige om,” konstaterede Maria Toft og bemærkede også et andet udkomme af diskussionerne, nemlig at bevægelsens navn blev ændret til ‘Movement For a Free Academia’.

Manifestet vil ligge åbent for underskrifter på hjemmesiden freeacademia.org frem til 20. maj, som er International Academic Freedom Day, og som bevægelsen vil bruge som anledning til at sende manifestet og underskrifterne til relevante politikere.

Arbejdet med manifestet og Movement For a Free Academia fortsætter i forbindelse med et nyt symposium til sommer, hvor der skal opstilles konkrete mål, og bevægelsen skal organiseres mere formelt.

Symposiet blev arrangeret i samarbejde med Nordisk Sommeruniversitet.