AAU-forskere vil udvikle “digitale tvillinger” til undervisere
© Illustration: Midjourney
Et forskningsprojekt med en bevilling fra Villum Fonden skal undersøge, om kunstig intelligens er måden at sikre mere feedback til studerende på.
Rigtig mange studerende har allerede på egen hånd taget ChatGPT i brug som hjælper og sparringspartner i forbindelse med studierne, og undervisere er begyndt at introducere AI-tjenester som en del af værktøjskassen.
Det er derfor et oplagt spørgsmål, om man kan udvikle en kvalitetssikret feedbackmodel baseret på AI, som kan bruges på tværs af studier og måske også universiteter. Det skal et forskningsprojekt på Aalborg Universitet (AAU) nu forsøge.
Princippet bag den AI-genererede feedback skal bestå i at udvikle chatbotter, der er trænet med udgangspunkt i undervisere på de relevante uddannelser. De bruger selv begrebet “digitale tvillinger”.
“Nogle studerende bruger allerede ChatGPT til at få feedback, men den feedback bliver ofte meget generel. Jo højere fagligt niveau man bruger det på, jo mindre kvalificeret er det. Det, vi vil gøre, er derfor at træne AI-modellen ved at uploade opgaver og feedback fra specifikke undervisere. Man kan sige, at vi kloner vores undervisere og giver dem en digital tvilling,” fortæller Johannes Bjerva, lektor ved Institut for Datalogi. Han leder forskningsprojektet sammen med Euan Lindsay, der er professor ved Institut for Bæredygtighed og Planlægning.
Holistisk undersøgelse af feedback
Projektet skal i første omgang udvikle feedbackbotterne og herefter teste brugen og effekten over tid på grupper af AAU-studerende. Som udgangspunkt bliver der tale om omkring 100 studerende fra softwareuddannelsen i København – den uddannelse, Johannes Bjerva selv underviser på.
Det kan jo være, at AI viser sig at give endnu bedre feedback, end vi undervisere gør. Men det skal naturligvis ikke være sådan, at man som studerende lige så godt kunne blive hjemme og tage hele studiet onlineJohannes Bjerva, lektor ved Institut for Datalogi
“Efter en etisk godkendelse vil vi følge og sammenligne grupper, der bruger den almindelige ChatGPT til at få feedback, grupper, der bruger vores model, og måske også grupper, der slet ikke bruger nogen – hvis vi kan få nogen til at vælge den løsning. Og så ser vi, hvordan grupperne klarer sig fagligt.”
Men projektet har også til formål at gennemføre en mere holistisk undersøgelse af betydningen af feedback til studerende. Både fagligt og som en social faktor på studiet. For det er også et element, der skal tages i betragtning, når man diskuterer brugen af kunstig intelligens i undervisningen.
“Vi må se … det kan jo være, at AI viser sig at give endnu bedre feedback, end vi undervisere gør. Men det skal naturligvis ikke være sådan, at man som studerende lige så godt kunne blive hjemme og tage hele studiet online. Så betydningen af den menneskelige kontakt, der sker i forbindelse med feedback, er også noget, vi vil undersøge,” siger Johannes Bjerva.
Det toårige projekt har titlen ’Digital Twins for Abundant Feedback’ og er blevet støtte af Villum Fonden med tre millioner kroner fra fondens Synergy-pulje. Målet er en feedbackmodel, der kan bruges bredt på AAU, men også potentielt på andre universiteter.
Johannes Bjerva håber, at det tekniske setup vil være klar i løbet af et par måneder, hvorefter de studerende vil kunne begynde at modtage AI-genereret feedback.