Jagten på Humboldts ånd

På Unter den Linden drysser bladene fra de berømte lindetræer, mens turisterne i den brede midterrabat pligtskyldigt vandrer den slagne vej mellem Brandenburger Tor i vest og fjernsynstårnet i øst.

Omtrent halvvejs på strækningen sidder to ældre herrer og betragter de forbipasserende. Det er brødrene Humboldt – Alexander og Wilhelm – der har fået plads på hver deres sokkel foran indgangen til Humboldt-Universität zu Berlin, som sidstnævnte grundlagde. De holder øje med verdens gang, og så holder de måske også vagt over deres gamle universitet og de principper, det er grundlagt på: det autonome forskningsuniversitet, den forskningsbaserede uddannelse, den indre dannelse.

I over to hundrede år har Humboldt været en inspiration og et referencepunkt for universiteter i den vestlige verden. Og ikke mindst i de senere år er Humboldt blevet flittigt nævnt i den danske debat om universiteternes udvikling. Sammenfattende lyder kritikken, at vi skridt for skridt fjerner os fra de humboldtske idealer. Forskningens autonomi er konstant under pres – både af den strukturelle styringsmodel, af forskningens stigende økonomiske afhængighed og af direkte politisk indblanding. Og uddannelserne er også pressede af et omgivende samfund, der vægter kompetencer højere end dannelse og gennemførelsestid højere end uddannelseskvalitet.

Men tilbage til Berlin og de dryssende lindeblade. Hertil er Forskerforum taget på en lille ekskursion for at få lidt perspektiv på den danske debat, nemlig ved at sammenligne med the real deal, moderskibet, Humboldt-Universität selbst.

Og lad os bare afsløre, hvad næppe er den store overraskelse for nogen: Også på Humboldt Universitetet er idealer et og virkelighed noget andet. Hør for eksempel blot Hartmut von Sass, professor ved Theologische Fakultät, beskrive udviklingen inden for forskningen, som han oplever den:

“Et videnskabeligt ræs, der ikke er drevet af videnskabelige ideer, men af eksterne kriterier, egocentrisme og manisk karrieretænkende individer.”

Lærestolen

Men først starter vi et andet sted. I en cafe på Charlottenstraße med Christoffer Basse Eriksen. Luften er lun, kaffen er billig sammenlignet med København, og da lokalerne på Institut für Geschichtswissenschaften, hvor han arbejder, er i den kedelige ende, vil han gerne sidde her og fortælle om sin oplevelse af Humboldt.

Han forsker i videnskabshistorie med fokus på naturvidenskaberne i 16- og 1700-tallet og har været på Humboldt i halvandet år i en postdocstilling. For ham var det først og fremmest den faglige bredde i hele Berlin-området, som lokkede, da han skulle videre efter små tre år som postdoc i Cambridge.

“Jeg kunne godt tænke mig at arbejde et sted, hvor der sker meget inden for min disciplin, og Berlin er et centrum for videnskabshistorie i Europa. Dels er der Humboldt, hvor der netop er “Lehr­stuhl für Wissenschaftsgeschichte”, som jeg er tilknyttet. Dels er der også Max-Planck-Instituttet for videnskabshistorie, og der er Freie Universität og Technische Universität. Så Berlin er en “hub” med aktiviteter rundtomkring,” fortæller han.

Lehrstuhl-organiseringen er den model, tysk forskning traditionelt er bygget på. Der indstiftes en lærestol inden for et felt, og med det følger også midler til aflønning af videnskabeligt personale. I den lærestolsgruppe, Christoffer Basse Eriksen er i, er der en professor og fem-seks videnskabelige medarbejdere. En gruppe, hvor forskningen foregår inden for nogle tætte områder, hvilket giver basis for et nært samarbejde, oplever han.

“Du har alle de her små miniafdelinger, som hver især er lidt mere fokuserede på én ting. Hvis jeg sammenligner med Afdeling for Filosofi og Idéhistorie på AU, hvor jeg tog min ph.d., så var der en masse forskere, der lavede mange forskellige ting og ikke nødvendigvis havde et tæt forskningssamarbejde. Her er der en mere koncentreret kultur,” siger han.

Underviser i det, man vil

Men det stik modsatte af tæt samarbejde oplever han til gengæld i forhold til den gruppe ph.d.-studerende, der nok er tilknyttet gruppen, men som ikke har en hverdag på instituttet.

“Som ph.d.-studerende her er du ikke en integreret del af det sted, hvor du skriver ph.d. I Danmark er du ansat lønmodtager med ferie og pension og mere eller mindre fuldgyldigt medlem af en afdeling. Som ph.d.-studerende i Tyskland står du mere alene. Ofte er der ingen løn, så man må søge legater eller arbejde ved siden af. Man er ikke en integreret del af instituttet, og man har ikke nogen fast plads. De deltager nogle gange i vores seminarrække, men jeg møder dem ikke til daglig. Det synes jeg er en ufattelig skam. På Idéhistorie i Aarhus havde vi et meget levende ph.d.-miljø, og det gav så meget til afdelingen.”

Når man taler om humboldtske idealer, er “frihed” et nøgleord. Det frie forskningsvalg, men også det frie undervisningsvalg. Og sidstnævnte er faktisk et punkt, hvor Christoffer Basse Eriksen mærker en forskel.

“Når du underviser her, så underviser du i, hvad du har lyst til. For eksempel skulle jeg i foråret overtage et af min professors kurser. Men jeg skulle ikke overtage emnet, så jeg lavede mit eget kursus, som handlede om botanikkens historie fra 1700 til 1900. Det eneste krav var, at det skulle være moderne historie, og at vi skulle læse primærkilder, men ellers kunne jeg gøre, hvad jeg ville. Det oplevede jeg som en uhørt frihed og en forskel fra Danmark, hvor kursernes indhold er langt mere udspecificeret,” fortæller han.

Bagsider af friheden

Han oplevede også, hvordan den frihed skaber en høj grad af forskningsbasering og forsknings­nærhed i undervisningen.

“Jeg havde 15 studerende fra Humboldt, Freie og Technische, som alle selv havde valgt lige netop mit kursus. Og så sad vi to timer hver torsdag og diskuterede de her sindssygt spændende kilder. Det var selvfølgelig nyt for dem at sidde og læse en botanisk afhandling om insektbestøvning fra 1793. Men i løbet af få uger fik vi skabt en samtale på et virkeligt højt niveau, som var meget tunet ind på, hvad der sker i forskningen lige nu, og som vi byggede videre på gennem hele semesteret.”

Men intet er sort-hvidt, og selv den besungne undervisningsfrihed er til diskussion, også blandt Christoffer Basse Eriksens egne kolleger.

“Der er en bagside af den frihed. Og det er ham, der har stået og undervist i 20 år og synes, at lige præcis hans egen forskning er ufatteligt spændende. Men de studerende skal også tillære sig andre færdigheder end specialiseret historisk viden. Og i et system, hvor de kan vælge meget frit, er det ikke sikkert, at de får de færdigheder i løbet af deres studie.”

Personligt glæder han sig som underviser over friheden, men han er omvendt ikke modstander af en mere rigid læringsstruktur. Den oplevede han selv på University of Cambridge.

“Det var gennemstruktureret med mange timer, mange supervisions og meget kontakt med underviserne. På den måde var det en skole. Men det muliggjorde netop, at der var højt til loftet. I Cambridge bliver man trænet til at gøre tingene på en bestemt måde, og så bliver man til gengæld utroligt dygtig til det. I den sammenligning minder Tyskland og Danmark mere om hinanden med en lidt romantisk idé om, at dygtiggørelse og kreativitet er hinandens modsætninger,” siger Christoffer Basse Eriksen.

Kurser ud fra egen forskning

I virkeligheden er Humboldt Universitetet ikke en særlig eksponent for de humboldtske idealer.

Det mener i hvert fald Stefanie von Schnurbein, professor i skandinavisk litteratur ved Nordeuropa-Institut på Humboldt.

Sit nuværende navn (før hed det Friedrich Wilhelm Universität) fik universitetet under DDR-styret i 1949. Året inden var en stor del af lærerstaben i øvrigt flyttet til det nyåbnede Freie Universität i Vestberlin. I Østtyskland lå den akademiske autonomi selvsagt på et lille sted, og efter genforeningen blev Humboldt rekonstrueret efter vesttysk model.

“Humboldt Universität bærer navnet, ud over det er universitetet ikke så forskelligt fra andre tyske universiteter. Men Humboldt-idealerne er selvfølgelig vigtige og noget, vi forsøger at holde fast i. Det gælder forskningsfriheden, det gælder undervisningsfriheden, og det gælder forbindelsen mellem forskning og undervisning. Og særligt det sidste føler jeg, at vi har bedre mulighed for her i forhold til det, jeg oplever i Skandinavien,” siger Stefanie von Schnurbein.

Hun peger på det, som Christoffer Basse Eriksen også bemærkede – den udprægede frihed, som underviserne har omkring kursusindholdet.

“Jeg ved ikke helt, hvordan det er i Danmark, men i Norge og Sverige er kursusprogrammet meget fastlagt i forhold til pensum. Og så underviser man efter det. Jeg laver nye kurser hvert semester. Selvfølgelig gentager jeg af og til, men det er op til mig. Og så prøver jeg at tilrettelægge det sådan, at min aktuelle forskning indgår. Eller måske forbereder vi et forskningsprojekt ved at holde en forelæsning om et emne.”

Unge vil have fremdrift

Efterspørgslen efter kompetencer – frem for dannelse – er også en udvikling, der presser sig på i Tyskland. Men det, Stefanie von Schnurbein ser som den største faktor, er ikke så meget presset fra politikere eller arbejdsgivere. Det er de unge selv.

“Sådan noget som dannelse og personlighedsudvikling er ikke idealer, jeg synes er særligt udbredte i den unge generation. De er interesserede i deres karakterer og i at opnå deres grader. Når de ser studieordningen, ser de en række trin, de må tage for at komme ud på den anden side. Der står jo ikke noget om humboldtske idealer og dannelse. Og når vi og systemet ikke giver dem noget andet, hvad kan vi så forvente?” siger Stefanie von Schnurbein og tilføjer med et smil:

“Af og til føler jeg mig som et fossil.”

Hun har inviteret Forskerforum ind på sit kontor ved Hegelplatz lige bag universitetets hovedbygning. Her har hun været professor siden 2000, hvor hun kom fra en stilling som lektor ved University of Chicago.

“Der kan du snakke om frihed i både forskning og undervisning. Det var stort. I virkeligheden er det jo på de amerikanske eliteuniversiteter, Humboldts idealer bliver holdt mest i hævd.”

Deltidsforsker som norm

Og så er vi tilbage der, hvor snakken om forskningsfrihed ofte lander – spørgsmålet om finansiering. Her fortæller Stefanie von Schnurbein om en udvikling, som til forveksling minder om noget, danske forskere kunne have fortalt. Et internt bevillingssystem, der måler og belønner på parametre som studentergennemførsel, gennemførelsestid, ph.d.er og hjemtag af eksterne forskningsmidler.

“Det har jo ikke noget med forskningen at gøre. Hvis jeg udgiver en bog, tæller det ikke noget. Det er et problem. Heldigvis har vi et norsk gæsteprofessorat, som sikrer os en stor ekstern bevilling hvert år. Ellers er vi ikke så gode i forhold til de tal.”

Hun priser sig dog lykkelig for, at hun ikke også skal måles på en bibliometrisk skala som i Skandinavien.

“Jeg har oplevet i Norge, hvor vigtigt det pointsystem er, og det er trods alt endnu værre.”

Men hvad med lærestolspositionen, som jo skulle sikre et vist grundlag for at drive forskning? Heller ikke her er der efterhånden meget finansiel hjælp at hente. Ordningen er blevet nedskaleret over tid, så man som Lehrstuhl-professor i dag kun har bevillinger til en videnskabelig medarbejder på to tredjedele tid,” forklarer Stefanie von Schnurbein.

“Det hedder en medarbejder, men i praksis er det ikke en assistent, der hjælper med min forskning. De skal jo kvalificere sig til at komme videre. Jeg har netop ansat en ny, men hun arbejder med sit eget projekt.”

Den videnskabelige medarbejder får lov til at arbejde med sit eget projekt, hvilket forhåbentlig kan hjælpe vedkommende videre i karrieren. Men det foregår på deltid, for det er, hvad den faste bevilling dækker.

“Jeg har ikke mulighed for at lønne hende for fuld tid. Så hun må leve af sin deltidsløn. Og sådan er der masser af voksne akademikere med familier, der lever i Tyskland. Det er helt sindssygt.”

Man rører ikke fagene

I Danmark taler vi om stigende prekarisering af det akademiske arbejdsmarked. I Tyskland er prekariseringen et grundvilkår. En ond cocktail af gammel stillingsstruktur, lovgivning og arbejdskraftsoverskud gør, at langt de fleste tyske universitetsforskere er midlertidigt ansat – og mange sågar i deltidsstillinger. Og lykkes man ikke i løbet af 12 år med at lande en af de professorstillinger, der som det eneste sikrer fastansættelse, er man så godt som færdig.

Det mener Stefanie von Schnurbein i virkeligheden er den største trussel mod forskningsfriheden.

“Folk må hutle sig fra projekt til projekt og tilpasse deres forskning til det marked, der findes, frem for det, man synes er vigtigt. Og samtidig bliver universitetet en mere og mere upopulær arbejdsplads, fordi man byder voksne mennesker de her forhold.”

Men hvor den enkelte akademiker i Tyskland er mere udsat, så er den faglige prekarisering til gengæld mindre end i Danmark, vurderer Stefanie von Schnurbein.

“I Danmark kan man jo lukke hele fag i løbet af nogle måneder. Det kan man ikke her. Det kan godt hænde, at der er professorater, der ikke bliver videreført, men man indsnævrer ikke fagspektret på de tyske universiteter.”

Stabiliteten er væk

Hvis man følger turiststrømmen langs Unter den Linden, kommer man til museumsøen med domkirken, Pergamonmuseet og det gamle nationalgalleri. Og lige overfor, på den anden side af Spree-floden, ligger det teologiske fakultet i en – alt efter smag – måske lidt for moderne bygning.

Her arbejder Hartmut von Sass. Som nyslået professor i midten af fyrrerne tilhører han midtergenerationen af tyske forskere – vel at mærke blandt dem, der har klaret sig gennem skærene.
Den finansielle virkelighed, han befinder sig i, er meget anderledes end hans forgængeres for ti og tyve år siden.

“Hvis du går to akademiske generationer tilbage, var eksterne midler ikke så vigtigt. Det er de nu. Professoraterne, man får i dag, er “nøgne” – det vil sige uden den videnskabelige assistance, som var standard for Lehrstuhl-professorer. Så den stabilitet, der fulgte med en lærestol, er væk,” fortæller Hartmut von Sass.

Han arbejder selv på et tværvidenskabeligt projekt finansieret af Deutsche Forschungsgemeinschaft, der går ud på at undersøge og definere følelser.

“Fjolser og røvhuller”

For sådan er den anden sideløbende tendens – forskningsprojekter i dag skal være store, dyre og internationale, siger han. Og oven i det hele kommer så prekariatproblemet med det store lag af videnskabelige medarbejdere, der kæmper for at komme ind i professorvarmen.

“Så når man lægger de her elementer sammen, får man ingredienserne til det, vi har i dag: Et videnskabeligt ræs, der ikke er drevet af videnskabelige ideer, men af eksterne kriterier, egocentrisme og manisk karrieretænkende individer.”

Han udtrykker sig polemisk, det indrømmer han. Men set med religionsfilosofiske briller er det en markant udvikling, når motivationen for forskning skrider fra et indre ønske om at søge sandheden til ydre faktorer som penge og karriere.

“Vi står i en økonomificering af videnskaben, hvor det altså er ikkevidenskabelige faktorer, der driver forskningen frem. Det er ikke nødvendigvis skidt, selv om mange synes det. Men når det er den slags eksterne kræfter, der styrer os, er risikoen for, at vi udvikler os til fjolser og røvhuller, bare større.”

Siger du, som selv har akademisk succes?

“Jeg siger det her som en selvkritik. For når du er en del af ræset, kan du ikke sige dig fri for at tænke på den måde. Så stærke er der ingen, der er.”