Årets underviser: Det er ikke one size fits all

En ting er de dårlige evalueringer. Men lige så slemt er den snigende fornemmelse af, at de studerende simpelthen føler, at undervisningen er spild af deres tid. For hver kursusgang bliver der mere og mere tomt i lokalet.

Den følelse stod Lena Brogaard med, da hun som adjunkt for første gang stod med eneansvaret for et kursus. Med kort varsel måtte hun overtage kurset fra en kollega, og hun glædede sig faktisk til at stå på egne ben som underviser. Derfor blev det også en hård landing, da det gik op for hende, at kurset fungerede dårligt.

“Jeg var gået ind i undervisningsgerningen med kæmpe gejst og engagement. Det var noget, jeg rigtig gerne ville, og en af grundene til, at jeg var blevet på universitetet. Men nu følte jeg virkelig, at jeg havde fejlet som underviser,” fortæller Lena Brogaard, der er lektor i politik og forvaltning ved RUC.

Den dårlige oplevelse skulle imidlertid blive indgangen til en god historie, som kulminerede, da hun den 11. september modtog Uddannelses- og Forskningsministeriets undervisningspris. Her blev det fremhævet, hvordan hun arbejder systematisk med differentieret undervisning og har “et meget skarpt blik for at tilrettelægge undervisningen, så alle studerende får mest muligt ud af det”.

For nemt og for svært

Det systematiske arbejde kan føres tilbage til Lena Brogaards oplevelse med det mislykkede kursus. For ærgrelsen blev samtidig en motivation til at finde ud af, hvordan hun kunne gøre det bedre. Ikke mindst det paradoks, hun oplevede, når hun i evalueringen forsøgte at få de studerende til at forklare, hvorfor kurset ikke fungerede optimalt.

“Nogle studerende følte ikke, at de fik nok ud af undervisningen. Andre syntes ikke, at de kunne følge med. Det sagde de direkte til mig, når jeg spurgte dem,” fortæller hun.

Lidt af en gordisk knude – for nemt og for svært på samme tid. Men Lena Brogaard tog udfordringen op.

“Jeg gik simpelthen forskningsmæssigt til værks og dykkede ned i forskningslitteraturen for at se, om der er nogen, der har karakteriseret det her problem. Og så prøvede jeg at se, hvad der findes af evidens – hvad andre har gjort, hvad der har virket, og hvad der ikke har virket.”

Er de klar?

Det centrale begreb, som hun fandt frem til, var readiness – altså den viden og de forudsætninger, studerende har med sig til kurset. Den studerendes readiness er meget afgørende for, hvordan et kursus skal tilrettelægges. Og derfor er det også afgørende, at underviseren undersøger de studerendes readiness.

“Kender de tematikken, teorierne og metoderne? Er det måske noget, de har haft lidt om på tidligere kurser eller brugt i et studiejob? Og hvad interesserer dem egentlig? Det er enormt brugbar viden, når jeg skal tilrettelægge et kursus.”

Derfor er første skridt at undersøge de studerendes readiness. Det har Lena Brogaard selv gjort til en fast rutine, når hun starter nye kurser op.

“Jeg bruger gerne fem minutter på, at de skal svare på en kort survey, hvor jeg spørger ind til nogle af de ting, kurset handler om, og som indgår i læringsmålene for kurset. Og hvis det er mindre hold eller i en vejledningssituation, spørger jeg dem direkte i en åben snak om, hvad de har haft af kurser tidligere og skrevet af projekter.”

Noget til alle

Så vidt forarbejdet, som fortæller Lena Brogaard, hvor stor forskel der eventuelt er på de studerendes forhåndsviden. Her kommer den differentierede undervisning ind i billedet. Men differentieret undervisning handler her ikke om at give forskellig undervisning – alle skal lære det samme. Det handler om at variere undervisningen.

“Med den differentierede undervisning tager man højde for, at mennesker lærer bedst på forskellige måder. Det er ikke one size fits all. Så jeg forsøger for eksempel at variere pensum, så der både er nogle tungere, videnskabelige artikler og også mere lettilgængelige kapitler fra en grundbog. Jeg forklarer teori og metode gennem forskellige typer af praksisnære eksempler. I forhold til øvelser bruger jeg eksempelvis nogle gange en quiz, andre gange en mere dybtgående caseøvelse. Og nogle gange summeøvelser, hvor de skal sidde to og to og diskutere. På den måde prøver jeg at sikre, at der for alle er undervisningstilgange, der skaber læring,” siger Lena Brogaard.

Ikke lavere niveau

Du tilrettelægger undervisningen, så alle får noget ud af det, men betyder det, at du må sænke det generelle niveau og måske når mindre i undervisningen?

“Nej. Differentieret undervisning handler ikke om at lægge undervisningen efter laveste fællesnævner. Det handler om at skabe noget variation, hvilket jeg så har forsøgt at sætte i system. Som sagt har alle de samme læringsmål. Men et andet eksempel kan være, at jeg har designet nogle øvelser, alle skal gennemføre, men så også laver nogle mere avancerede bonusøvelser, som kan appellere til dem, der vil noget mere. På samme måde kan jeg føje supplerende litteratur til pensum. Så nej – det handler bestemt ikke om at skrue ned for niveauet.”

Principperne om at undersøge de studerendes readiness og tilpasse undervisningen ud fra det kan virke ligetil. Men i universitetspædagogisk sammenhæng er det ikke en del af grundbogen – i hvert fald ikke den, Lena Brogaard blev præsenteret for i sit adjunktpædagogikum. Forskningen om differentieret undervisning handler primært om undervisning på folkeskoleniveau, så der er begrænset evidens på universitetsniveau, som Lena Brogaard kunne bruge.

“Det er primært undersøgt i en sammenhæng, hvor man har en klasse, man følger tæt, som man lærer at kende. Det har vi jo ikke på samme måde på universitetet. Så det krævede en indsats at finde ud af, hvordan jeg så kunne bruge indsigterne i en universitetskontekst.”

Behov for mere pædagogik

Der tales nogle gange om en øget skolegørelse af universitetsundervisningen. Er det her også et eksempel på, at man er nødt til at kigge mere i folke- og gymnasieskolens pædagogiske værktøjskasser?

“Universitetet er blevet en masseuddannelse, og diversiteten er blevet større. Så hvis vi stadig vil sikre, at alle kandidater har de redskaber og kompetencer, som de faktisk skal bruge, er vi nødt til at tænke mere pædagogisk omkring, hvordan de lærer bedst muligt. Dermed ikke sagt, at de studerende ikke selv har et vigtigt ansvar for at møde op, gøre deres arbejde og forberede sig grundigt til undervisningen.”

Lena Brogaard har haft opbakning fra ledelsen på sit institut til at bruge tid på at forske og udvikle sin undervisning omkring undersøgelsen af de studerendes readiness og den differentierede undervisning i samarbejde med en kollega. De har forsøgt at udvikle teknikker, som er anvendelige på tværs af kurser og i vejledning.

“Jeg har lagt rigtig mange timer i det. Og så er det jo blevet meget nemmere med tiden, efterhånden som jeg har fået indarbejdet nogle teknikker, som jeg kan genbruge. Men der ligger nogle omkostninger i form af forberedelsestid, som man så kan se som en investering.”

Høj af undervisning

Men virker det så for Lena Brogaard? Ja, det gør. Og det er ikke blot noget, hun kan læse ud af evalueringer og for den sags skyld indstillingen til undervisningsprisen. Det er noget, hun mærker, når hun underviser. Og så kan hun tælle det på stolene.

“Jeg ved ikke, om det er en god indikator, men jeg kigger efter, om de studerende kommer til undervisningen og bliver ved med det. Det signalerer for mig, at det er noget, de prioriterer og får noget ud af. Og så lægger jeg mærke til, om de virker engagerede – går de ind i øvelserne, eller sidder de bare passivt og tager ind? Jeg synes, det er enormt stimulerende, når man har et godt samspil med de studerende. Så kan jeg gå helt høj fra en undervisning.”